Bidragsforhøjelse.
| Sagsnummer: | 21603029/2016 |
| Dato: | 22-09-2016 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelse. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21603029
Bidragsforhøjelse.
Det indklagede realkreditinstitut afgav i januar 2016 et tilbud til klageren vedrørende et Tilpasningslån F5 på 1.760.000 kr. med afdragsfrihed. Af lånetilbuddet fremgik det, at den årlige bidragssats udgjorde 1,0244 pct. Af lånetilbuddet, rådgivningsskemaet, låne- og pantsætningsaftale og af instituttets Långuide pr. november 2015 fremgik det, at der som en del af ydelserne skulle betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde blev fastsat og kunne ændres af instituttet i lånets løbetid. Det tilbudte lån blev udbetalt i januar 2016. Instituttet varslede i februar 2016 bidragsforhøjelse på det udbetalte lån, hvilket for klageren betød, at den årlige bidragssats pr. 1. juli 2016 ville stige til 1,1966 pct. Klageren protesterede efterfølgende over forhøjelsen, som han fandt urimelig, herunder fordi låneaftalen var indgået blot ca. 14 dage tidligere end varslingen. Instituttet redegjorde som svar herpå for forløbet af beslutningen om bidragsforhøjelser, herunder at klagerens rådgiver ikke havde været vidende om de kommende ændringer og derfor havde rådgivet klageren ud fra sin viden på det pågældende tidspunkt. Instituttet afviste at ændre klagerens bidragssats.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle annullere bidragsforhøjelsen, således at den netop indgåede låneaftale blev efterlevet, og bidragssatsen blev reguleret tilbage til de oprindelige 1,0244 pct. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fastslog, at der ikke umiddelbart var tvist om hjemlen, men om hvorvidt instituttet havde forsømt at oplyse klageren om bidragsforhøjelsen, som blev varslet kun 14 dage efter, at klageren havde tiltrådt lånet. Selv om der kun gik ca. 2 uger imellem klagerens låneoptagelse og varslingen af bidragsforhøjelsen, fandt Nævnet, at der ikke kunne rejses kritik af instituttets fremgangsmåde. Nævnet henviste herved til, at instituttet af blandt andet konkurrence- og fondsmæssige årsager måtte være berettiget til og forpligtet til ikke at oplyse om interne overvejelser om prisændringer. Dertil kom, at der, uanset hvornår en prisændring offentliggøres og gennemføres, altid vil være kunder, som har disponeret kort tid før. Da der var den relevante hjemmel til bidragsforhøjelsen, og da bidragssatsen ikke var åbenbart urimelige i sammenligning med niveauet i branchen for tilsvarende lån og ej heller kunne anses for vilkårlig, frifandt Nævnet som følge af det anførte realkreditinstituttet.
K E N D E L S E
afsagt den 22. september 2016
JOURNAL NR.: 2016-01-03-029-T
INSTITUT: Totalkredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 30. august 2016
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Morten B. Pedersen
Anna Marie Ringive
Jacob Elverum
Lars K. Madsen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Det indklagede realkreditinstitut afgav den 13. januar 2016 gennem et af sine låneformidlende pengeinstitutter et tilbud til klageren vedrørende et Tilpasningslån F5 på 1.760.000 kr. Lånet blev tilbudt med afdragsfrihed frem til den 30. september 2021. Lånetilbuddet indeholder følgende oplysninger om det tilbudte lån:
Oplysninger om nyt lån
Hovedtal Tilpasningslån (F5) variabel rente
Lånebeløb (hovedstol) 1.760.000
Obligationshovedstol 1.739.130
Ydelse pr. måned 1. år før skat 2.608
Ydelse pr. måned 1. år efter skat (29,45%) 1.841
Heraf afdrag pr. måned 1. år 0
Rentesats i procent pr. år 0,7530
Debitorrente i procent pr. år 0,8000
Bidragssats i procent pr. år 1,0244
Årlige omkostninger i procent før skat (ÅOP) 1,8
Rente Variabel
Lånets løbetid i år¹ 30
Antal afdragsfrie år 6
Kurs 101,20
Samlet beløb der skal betales i lånets løbetid 2.270.922
Anslået beløb til udbetaling 1.720.922
Nutidsværdi efter skat ved en kalkulationsrente på 2,50% 1.431.140
Långiver …(indklagede)…
¹Tilpasningslån udløber altid til en kreditortermin. Det betyder, at den faktiske løbetid sjældent er et helt antal år. Løbetiden afhænger af og fastsættes på udbetalingstidspunktet.
…
Bidrag (p.t. 1,0244%) beregnes af lånets restgæld. Beregningsprincippet og størrelsen af bidraget kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Læs mere om bidragssats i Långuiden.”
Af den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale fremgår følgende af de særlige bestemmelser:
”Vilkår for lånet
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen.
…
Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende låne- og pantsætningsaftale.
…
Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.
Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.
…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidrag og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”
Indklagedes dagældende Långuide pr. 6. november 2015 indeholder følgende afsnit om bidrag:
”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.
Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.
Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).
Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.
…
Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…
Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).
Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.
Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.
Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.
a) Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,
b) Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,
c) Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af
* øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,
• ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,
• øgede skatter eller afgifter,
• øgede distributionsomkostninger eller
• generelle garantiordninger,
d) Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,
e) Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente
f) Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,
g) Øgede risici, herunder operationelle risici,
h) Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,
i) Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,
j) Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,
k) Låntagers betalingsmisligholdelse,
l) Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller
m) Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.
Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”
Klageren tiltrådte den 15. januar 2016 efter reglerne om god skik et rådgivningsskema, som var udarbejdet af det låneformidlende pengeinstitut, og hvoraf følgende fremgår:
”De væsentligste egenskaber ved det valgte lån:
Lånet er et Tilpasningslån med variabel rente og en periode uden betaling af afdrag.
Et lån med variabel rente koster typisk mindre end et lån med fast rente. Til gengæld kan renten og dermed ydelsen på lånet både stige og falde. I perioden, hvor der ikke betales afdrag, vil ændringer i renteniveauet give større variation i ydelsen end på lån med afdrag. Herudover er vi også indstillet på, at ydelsen forhøjes, når den afdragsfrie periode udløber, eller at lånet forfalder til fuld indfrielse, når lånet udløber. Bidraget kan justeres med forudgående varsel.
Obligationerne bag lånet har oftest en kortere løbetid end lånet. Lånet refinansieres og rentetilpasses derfor med aftalte intervaller (fra 1 til 10 år). I forbindelse med refinansiering fastsættes den variable rente for den kommende rentetilpasningsperiode. Der er desuden mulighed for at ændre lånet, herunder hvor mange år der skal være mellem hver refinansiering og dermed rentetilpasning.
Kursen på et rentetilpasningslån ændrer sig, i takt med at renteniveauet ændrer sig. Kursudsvingene vil typisk være større, jo længere rentetilpasningsperioden er.
Lånet har ikke en friværdibeskyttende egenskab, da kursen på lånets bagvedliggende obligationer ikke kan forventes at falde i nær samme grad som boligens værdi ved stigninger i renteniveauet.”
Efter det oplyste blev det tilbudte lån udbetalt den 20. januar 2016.
Indklagede varslede den 4. februar 2016 bidragsforhøjelse på det udbetalte lån:
”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.
Jeres lån i …(indklagede)… har ikke fast rente i hele løbetiden og er uden afdrag. Hvis I vælger et lån med fast rente og med afdrag, falder jeres bidragssats til den laveste i …(indklagede)… Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger lån med variabel rente og lån uden afdrag.
Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Tilpasningslån (F5) variabel rente
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 1.760.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 1,0244
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 1,1996
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 770,88
I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016. Desuden ændrer jeres rente sig ved næste rentetilpasning. Derfor ændrer jeres samlede betaling sig også.
Læs bagsiden af brevet
Hvis I vil vide mere om jeres muligheder for at ændre jeres lån, finder I flere oplysninger på bagsiden af dette brev.”
Klageren protesterede i e-mail af 28. februar 2016 over bidragsforhøjelsen:
”Til rette vedkommende ved …(indklagede)…
Jeg har modtaget brev fra jer dateret d. 4. februar 2016 om en stor stigning i bidragssats på et helt nyt …(indklagede lån)…, vi (min kone og jeg) har underskrevet og tegnet hos jer gennem …(det låneformidlende pengeinstitut)… ca. 14 dage før brevets datering. Lånenummeret er …, hovedstol 1.760.000 kr.
Jeg vil gerne klage over stigningen. Da vi for kort tid siden tegnede et F5-lån, fremgik den oprindelige bidragssats (1,0244), som var et væsentligt element i vores overvejelser om hvilket lån, vi skulle optage. Mindre end 14 dage efter låneansøgningen er underskrevet og indsendt til jer, ændrer I bidragssatserne for låneaftalen meget markant (1,1996). For os betyder det en ekstra udgift på ca. 770 kr. pr. kvartal og 3080 kr. pr. år, hvilket er et stort beløb i en husholdning.
Vi har i vores tidligere hus i en årrække haft lån hos …(indklagede)…, og har aldrig misligholdt en aftale. Det kan på ingen måde være rimeligt, at I ændrer en aftale så markant, så kort tid efter aftalen er indgået. Jeg vil derfor bede om at bidragsstigningen annulleres, sådan at den nyligt indgåede aftale efterleves af jer såvel som af os.”
Indklagede besvarede den 29. februar 2016 klagerens henvendelse:
”Tak for din mail, jeg tænker, at ingen er glade for prisstigninger, og bidragsændringerne er kun foretaget, da det er en nødvendighed for fremtiden.
Det er rigtig ærgerligt, at bidragsordningen kommer så kort tid efter I har optaget jeres lån. Når man gennemfører den slags ubehagelige beslutninger, skal de gøres på et eller andet tidspunkt, det vil altid ramme kunder der lige har fået refinansieret eller har optaget nyt lån. Jeres rådgiver har ikke været vidende om de kommende ændringer, og har derfor rådgivet jer ud fra sin viden på det pågældende tidspunkt.
Alle vores kunder har fået ændret deres bidragssats, hvorfor jeg ikke har mulighed for at ændre jeres bidragsændring.
Vi kigger lige nu ind i en verden, hvor der venter markant strengere lovkrav til, hvor meget kapital vi skal lægge til side, når vi låner penge ud. Så hvis vi fortsat skal kunne låne ud til danske boligejere og dansk erhvervsliv, er vi nødt til at handle. Derfor står …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… ved en skillevej. Vi kan enten nedskalere forretningen. Det vil bl.a. betyde, at vi vil skulle hæve priserne markant.
Eller vi kan børsnotere os. Vi vurderer, at en børsnotering er det klart mest attraktive for vores kunder. Men selvom vi planlægger en børsnotering, kommer vi desværre ikke uden om en prisstigning. En børsnotering kræver, at vi leverer et afkast på niveau med markedet for at kunne tiltrække kommende investorer. Derfor varsler vi i dag en prisstigning på realkreditlån for at forbedre indtjeningen og samtidig sikre den kapitalpolstring, der er nødvendig på grund af de kommende lovkrav.
Det er dog vigtigt at holde fast i, at der er tale om en prisstigning, der vil være langt mindre, end den ville være uden en børsnotering.
Udover det indfører vi også fordelsmodellen KundeKroner. Med KundeKroner vil du som kunde opleve, at store dele af det fremtidige udbytte fra et børsnoteret …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… kan blive udbetalt til dig. Du vil simpelthen kontant komme til at mærke, at du er kunde hos os.
Vi har i Danmark i mange år været vant til ekstremt lave bidragssatser. På trods af at vi nu hæver dem, har vi fortsat en af Europas mest attraktive og billige modeller for boligfinansiering.”
Klageren indbragte herefter sagen for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at bidragsforhøjelsen skal annulleres, således at den netop indgåede låneaftale efterleves, og bidragssatsen reguleres tilbage til de oprindelige 1,0244 pct.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren oplyser, at han den 4. februar 2016 modtog brev fra indklagede om en stor stigning i bidragssatsen på det helt nye lån på 1.760.000 kr. til indklagede, som hans kone og han ca. 14 dage før brevets datering havde tiltrådt gennem det låneformidlende pengeinstitut.
Da han tegnede F5-lånet, fremgik det, at bidragssatsen var 1,0244 pct. Udgiften til bidrag var et væsentlig element i hans overvejelser om, hvilket lån han skulle optage.
Mindre end 14 dage efter, at låneaftalen var underskrevet og indsendt til indklagede, ændrede indklagede bidragssatsen for låneaftalen til 1,1996 pct. For ham betyder det en ekstra udgift på ca. 770 kr. pr. kvartal og 3.080 kr. pr. år, hvilket er et stort beløb i en husholdning.
Han finder det urimeligt, at indklagede ændrer en aftale så markant så kort tid efter, at den er indgået.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klageren den 20. januar 2016 på grundlag af lånetilbud af 13. januar 2016 fik udbetalt et 30-årigt, F5 tilpasningslån på 1.760.000 kr. Lånet blev etableret med indledende afdragsfrihed frem til den 30. september 2021. Lånet refinansieres næste gang den 31. december 202.
Bidraget på lånet blev fastsat til 1,0244 pct. ud fra et belåningsinterval på 0-80 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 2.200.000 kr. Bidraget er med virkning pr. den 1. juli 2016 forhøjet til 1,196 pct.
Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016
Med virkning fra 1. juli 2016 forhøjede indklagede bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor har alle privatkunder med lån hos indklagede modtaget et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betyder for netop deres lån. Brevet indeholder en begrundelse for forhøjelsen.
Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:
”Begrundelseskrav
Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.
Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.
Øget krav om polstring.
Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.
Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.
…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagedes)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…
Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?
I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditkoncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.
Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.
Kendte og ukendte krav i sigte.
Konkret medfører de øgede krav, at …(realkreditkoncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).
Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.
Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkreditkoncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.
Børsnotering er nødvendig
Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidraget til at effektivisere koncernen.”
Baggrunden for indklagedes forhøjelse af bidragssatsen er yderligere uddybet i en redegørelse, som også er tilgængelig på indklagedes hjemmeside.
Hjemmel til bidragsforhøjelse og rådgivning
Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af låne- og pantsætningsaftalen fra 2016 samt indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse.
Såvel låne- og pantsætningsaftalen som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelsen af bidraget, herunder at de i lånets løbetid kan ændres af indklagede.
Den skriftlige dokumentation er en integreret del af rådgivningen i nærværende og andre lånesager. Den skriftlige dokumentation, som er reguleret af god skik bekendtgørelsens bestemmelser, herunder § 6, består blandt andet af låne- og pantsætningsaftalen og almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån i Långuiden, hvor adgangen til bidragsforhøjelse er fremhævet, og hvor betingelserne for at forhøje bidraget er nøje beskrevet.
Ud over indholdet af lånedokumentationen har der generelt ikke været anledning til særskilt at fremhæve risikoen for bidragsforhøjelser i rådgivningen, ligesom der i sagen ikke er forhold, der har gjort en sådan rådgivning påkrævet.
Der er efter indklagedes opfattelse ikke holdepunkter i sagen for at fravige den klare hjemmel i lånedokumentationen til at gennemføre den varslede forhøjelse af bidragssatsen.
Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,
at der er hjemmel i låneaftalen til at forhøje bidragssatsen,
at den gennemførte bidragsforhøjelse er ensartet for alle kunder med samme låntyper,
at den skete forhøjelse af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og
at forhøjelsen af bidragssatsen ikke er vilkårlig eller urimelig.
Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte den varslede forhøjelse af bidragssatsen.
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINSGER:
Der er i denne sag ikke umiddelbart tvist om hjemlen, men om hvorvidt indklagede har forsømt at oplyse klageren om bidragsforhøjelsen, som blev varslet kun 14 dage efter, at klageren havde tiltrådt lånet.
Selv om der kun gik ca. 2 uger imellem klagerens låneoptagelse og varslingen af bidragsforhøjelsen, finder Nævnet, at der ikke kan rejses kritik af indklagedes fremgangsmåde. Nævnet henviser herved til, at indklagede af blandt andet konkurrence- og fondsmæssige årsager må være berettiget til og forpligtet til ikke at oplyse om interne overvejelser om prisændringer. Dertil kommer, at der, uanset hvornår en prisændring offentliggøres og gennemføres, altid vil være kunder, som har disponeret kort tid før.
Da der er den relevante hjemmel til bidragsforhøjelsen, og da bidragssatsen ikke er åbenbart urimelige i sammenligning med niveauet i branchen for tilsvarende lån og ej heller kan anses for vilkårlig, kan Nævnet ikke give klageren medhold i klagen.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen