Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr ved indfrielse. Terminsbetaling.

Sagsnummer: 20501001 /2005
Dato: 26-08-2005
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Bent Olufsen, Søren Møller-Damgaard og Steen Jul Pedersen
Klageemne: Terminsydelse - rettidig betaling
Indfrielse - gebyr
Gebyr - indfrielse
Ledetekst: Gebyr ved indfrielse. Terminsbetaling.
Indklagede: Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren skulle efter sin moders død afhænde hendes ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. I henhold til pantebrevet for det indestående lån skulle der betales gebyrer ved indfrielse. I juli 2004 indgik klageren en aftale med instituttet om foretagelse af indfrielse af det indestående lån. Instituttet fremsendte i august 2004 en indfrielsesbekræftelse til klageren, som var gebyrbelagt med 200 kr. I forbindelse med indfrielsen betalte klageren morarenter af skyldige terminsydelser. Klageren indfriede efterfølgende et af sine egne lån og betalte ligeledes i den forbindelse 200 kr. for et indfrielsestilbud. Klageren protesterede over disse gebyrer, som blev frafaldet. Klageren protesterede endvidere over, at der for hans eget lån var blevet foretaget træk af terminsydelser fra en forkert konto. Fejlen blev efterfølgende rettet. I november 2004 fremsatte klageren krav over for instituttets koncernchef om en kompensation i anledning af gebyrerne og det fejlagtige træk på hans pengeinstitutkonto. Instituttet afviste klagerens krav, idet instituttet dog tilbød at dække en eventuel morarente vedrørende det fejlagtige træk. Efterfølgende korrespondance førte ikke til enighed mellem parterne.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om at instituttet skulle yde ham en kompensation på 11.105 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet på rimelig måde havde forklaret, hvordan det fejlagtige træk på klagerens pengeinstitutkonto kunne forekomme. Der var ikke i låneaftalen eller lovgivningen hjemmel til, at klageren i sådan situation kunne kræve morarente af instituttet af trækket på pengeinstitutkontoen. Klageren havde i øvrigt ikke dokumenteret at have haft udgifter i anledning af trækket. Nævnet fandt, at instituttet med hjemmel i den individuelle pantebrevstekst og punkt 1 i Justitsministeriets pantebrevsformular B havde været berettiget til at opkræve et gebyr på 200 kr. for indfrielsestilbud som sket. Herefter, og da det, som klageren i øvrigt havde anført, ikke kunne begrunde klagerens krav på 11.105,47 kr. mod realkreditinstituttet, blev instituttet frifundet for klagerens krav.