Rente på afviklingskonto.
| Sagsnummer: | 381/1993 |
| Dato: | 10-03-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Rente på afviklingskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne klage vedrører indklagedes forrentning af en afviklingskonto, hvorpå debiteredes ydelser på to udlandslån optaget af klageren. Endvidere angår klagen indklagedes adgang til at debitere klageren for stempeludgifter på et skøde.
I henholdsvis december 1989 og april måned 1990 ydede indklagedes Cayman Islands afdeling klageren to udlandslån på 1.813.000 ATS (lån A) og 1.000.000 kr. (lån B). Begge lån blev efter det oplyste ydet i forbindelse med klagerens erhvervelse af 50% af aktiekapitalen i et aktieselskab.
Begge lån blev løbende forlænget. Lån A, der i juni 1991 nedbragtes med 182.000 ATS, forlængedes for restgælden 1.631.000 ATS til 25. marts 1992. Af et af klageren herom den 7. juli 1991 underskrevet dokument fremgår, at indklagede var bemyndiget til at debitere forfaldne renter og afdrag m.v. på en konto tilhørende klageren (afviklingskonto).
Lån B, som i februar 1992 omlagdes til et lån i CHF på modværdien af ca. 560.000 DKK, forlængedes senest den 25. september 1991, hvorefter lånet skulle indfries den 28. august 1992. Klageren underskrev samme dag dokument herom, hvoraf fremgår, at indklagede bemyndigedes til at debitere forfaldne renter og afdrag m.v. på afviklingskontoen.
Den 25. juni 1990 fremsendte indklagede 13.618 kr. til tinglysningskontoret i Odense; beløbet vedrørte stempel og tinglysning af skødet på en ejendom, som klageren havde købt. Indklagede har oplyst, at klageren i første omgang fremsendte skødet til indklagede med anmodning om at undlade at tinglyse skødet af omkostningshensyn. Senere indvilgede klageren i, at skødet tinglystes, og indklagede debiterede da klagerens konto for stempelbeløbet. Samtidig fik klageren tilsendt nota herom. Klageren bestrider at have indvilget i at lade skødet tinglyse.
Indklagede har oplyst, at afviklingskontoen etableredes i samme prisgruppe som checkkonti, og det forudsattes, at kontoen ikke kom i debet. Debetrenten var pr. 4. juni 1991 19%. Klageren orienteredes herom ved skrivelse af 10. juli 1991. I maj 1992 bevilgedes klageren et overtræk på kontoen på 103.000 kr., samt en favørrente på 14% svarende til højeste sats for privat kassekredit med fradrag af 1,25% gældende indtil 1. oktober 1992. I oktober 1992 bevilgedes et overtræk på 560.000 kr. på kontoen frem til 30. januar 1993. Renten blev fastsat til 16%, hvilket klageren blev orienteret om ved skrivelse af 6. oktober 1992. Renten svarede til renten på erhvervskassekredit med et fradrag af 1,5%.
Efter indfrielse af afviklingskontoen den 24. juni 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede og gjorde indsigelse mod forløbet af kundeforholdet, herunder bl.a. forrentningen af afviklingskontoen samt debitering af stempelbeløbet. Indklagede afviste klagerens indsigelse.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 13.618 kr. med valør 25. juni 1990 samt nedsætte forrentningen af afviklingskontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at engagementet blev etableret til køb af aktier, hvilket dog ikke medfører, at der er tale om et erhvervsmæssigt engagement, og Ankenævnet har derfor kompetence til at behandle klagen. Da han optog udlandslånene, var der oprindeligt tale om en rentemarginal på 1,75% i forhold til markedsrenten for udlandslån; senere forhøjedes marginalen til 2,5%. Indklagede omlagde uden hans accept lånene til overtræk på en almindelig konto og forhøjede renten med ca. 5%. Indklagede har på denne måde ensidigt fraveget det oprindeligt aftalte, hvorfor han bør tilkendes en rentegodtgørelse på 2%. Med hensyn til stempelbeløbet, debiterede indklagede hans konto uden hans tilladelse. Hans klage fremkommer først efter afviklingskontoens indfrielse af frygt for indklagedes reaktion på en klage fremsat på et tidligere tidspunkt.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om et erhvervsengagement, idet de oprindelige lån blev ydet til klagerens køb af 50% af aktiekapitalen i et selskab. Ankenævnet har herefter ikke kompetence til at behandle klagen, jvf. Ankenævnets vedtægters § 2.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man i afviklingsforløbet har beregnet renter ud fra de rentesatser, der var fastsat i lånedokumenterne. I de gentagne tilfælde, hvor klageren har misligholdt indgåede afviklingsaftaler, er beregnet overtræksrenter efter gældende satser. For så vidt angår debitering af stempeludgiften, accepterede klageren dette, ligesom klageren ikke har gjort indsigelse herimod.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset at provenuerne af de to udlandslån efter det oplyste blev anvendt til investering i et aktieselskab, findes klageren ikke at kunne anses for erhvervsdrivende. Der er derfor ikke grundlag for at afvise klagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3.
For så angår forrentningen af afviklingskontoen, finder Ankenævnet ikke, at klageren har oplyst omstændigheder, som kan føre til, at klageren har krav på en reduktion af renten. Med hensyn til debiteringen af stempelbeløbet protesterede klageren ikke herover i forbindelse med, at han i 1990 modtog oplysning herom fra indklagede, og Ankenævnet finder derfor, at klageren ikke nu kan gøre gældende, at stempelbeløbet er betalt uden hans indforståelse hermed.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.