Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer omfattet af formueplejeaftale.
| Sagsnummer: | 1195/2009 |
| Dato: | 04-06-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmbnerg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer omfattet af formueplejeaftale. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar for kurstab på klagerens Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer, der var omfattet af en formueplejeaftale.
Sagens omstændigheder.
Klageren, som er født i 1927, har været kunde i Jyske Bank i ca. 27 år.
Banken har anført, at klagerens investeringsprofil blev fastlagt på et møde den 24. april 2006. Profilen er bortkommet i banken og er ikke fremlagt i sagen. Klageren underskrev på mødet en aftale om "Jyske Pengepleje - Balanceret" med et indskud på 439.570 kr. Af aftalen fremgår:
"…
Investeringsstrategi og risikoeksponering
…
Vi placerer dit indskud så sammensætningen af din investering stemmer overens med din investeringsprofil og vores forventninger til markedet.
Jyske Pengepleje - Balanceret
Dit indskud bliver primært investeret i obligationer og i mindre grad i aktier og andre investeringer.
- Mindst 10 % og højest 80 % i obligationer, herunder dog højest 20 % i højrenteobligationer*.
- Mindst 10 % og højst 50 % i aktier.
- Højest 20 % i alternative investeringer**.
- Højest 60 % på kontant konto.
*) Højrenteobligationer
Obligationer udstedt af virksomheder eller stater med en lavere kreditværdighed end traditionelle obligationer. På grund af større risiko er disse obligationer højere forrentet.
**) Alternative investeringer mv.
Alternative investeringer og strukturerede produkter omfatter de investeringer, der ikke kan betragtes som almindelige aktie- eller obligationsinvesteringer eller kontantplacering. Disse investeringer kan fx repræsentere nye aktivklasser – råvarer, ejendomme eller lignende – som det ellers ville være besværligt eller umuligt at investere i. For strukturerede produkter kan investeringerne også bestå af kombinationer af flere aktivtyper. Endeligt er strukturerede produkter i nogle tilfælde attraktive alternativer til almindelige indlån.
Fuldmagt til investering
Du giver hermed Jyske Bank fuldmagt til - inden for de aftalte rammer -, at investere det til enhver tid indestående på ovennævnte Pengeplejekonto og den til enhver tid værende beholdning i ovennævnte depot.
…
Skat, ansvar og risiko
…
Du er også opmærksom på, at du kan risikere at investeringerne kan medføre tab.
…"
Banken har oplyst, at klagerens depot den 26. oktober 2007 indeholdt:
Investeringsforeninger - aktier obligationer | Ca. kursværdi | Ca. % af depotværdi |
Jyske Invest Globale Aktier | 40.728 kr. | 9 % |
Jyske Invest Nye Oblg Markeder | 9.867 kr. | 2 % |
Jyske Invest Lange Obligationer | 173.897 kr. | 38 % |
Jyske Invest Favorit Aktier | 80.220 kr. | 18 % |
Jyske Invest Globale Ejendomsaktier | 20.494 kr. | 5 % |
Jyske Invest Virksomhedsobligationer | 21.425 kr. | 5 % |
Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Akt. | 26.092 kr. | 6 % |
Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta | 10.966 kr. | 2 % |
Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Obl. | 22.848 kr. | 5 % |
Jyske Invest Japanske Aktier | 18.856 kr. | 4 % |
Kontanter | 27.550 kr. | 6 % |
Banken har anført, at klagerens ægtefælle M, som havde fuldmagt til hendes netbank, var logget ind den 16. september 2008 og da kunne se, at kursen på investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer var angivet til ca. 64.
Klageren har oplyst at have klaget til banken over investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne, men at banken afviste at imødekomme klagen.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank tilpligtes at erstatte tabet ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken har ydet dårlig og mangelfuld rådgivning vedrørende investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne.
Det fremgår af produktets prospekt, at et positivt afkast kan forventes, uanset om markedet går op eller ned.
Jyske Bank har anført, at klageren har givet banken fuldmagt til at håndtere sine investeringer. Hun har derfor ikke krav på at få sendt materiale vedrørende de foretagne investeringer.
Investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne er i overensstemmelse med den afgivne fuldmagt og indenfor klagerens risikoprofil. Banken har ikke pådraget sig et ansvar i forbindelse med investeringen.
Finanskrisen var årsag til den faldende kurs og kunne ikke forudses af banken.
Klageren burde have indset, at alene hun havde risikoen for kursudviklingen på sine investeringer.
De foretagne investeringer er i overensstemmelse med formueplejeaftalen.
Klageren var ved sin fuldmægtig M i hvert fald efter besøget i netbanken den 16. september 2008 bekendt med, at købet af investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer var forbundet med en risiko.
Klageren burde efter den 16. september 2008 være udtrådt af formueplejeaftalen, hvis hun efter dette tidspunkt ikke ønskede at opretholde sin investering med risiko for at lide tab. Hun har udvist passivitet ved ikke at udtræde af aftalen. Det vil være urimeligt, hvis klageren efter den 16. september 2008 har kunnet spekulere i kursudviklingen for bankens regning og risiko.
Banken har ikke begået fejl eller forsømmelser, som kan medføre et erstatningsansvar.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler:
Af aftalen om Jyske Pengepleje fremgår, indenfor hvilke rammer banken kan investere klagerens indskud herunder at midlerne placeres, så sammensætningen passer overens med investeringsprofilen. Ifølge aftalen kan alternative investeringer udgøre højest 20 %, højrenteobligationer højest 20 % og aktier højest 50 %. Vi finder ikke, at bankens investering i oktober 2007 af ca. 5 % af klagerens midler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er i strid med i aftalen. Det er ikke godtgjort, at banken i øvrigt har handlet erstatningspådragende ved forvaltningen af aftalen. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
Et medlem – Troels Hauer Holmberg, der efter Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:
Jeg forstår investeringsaftalen mellem banken og klageren således, at udgangspunktet for klagerens porteføljesammensætning var en aktieandel på 40 % og en obliga-tionsandel på 60 %, hvoraf højest 20 % kunne placeres i højrenteobligationer med en højere risiko end traditionelle obligationer. Jeg lægger således til grund, at mindst 40 % af klagerens midler som udgangspunkt skulle placeres i danske obligationer med lav risiko.
Efter det oplyste var kun omkring 6 % af klagerens midler (en kontantplacering på 27.550 kr.) placeret med lav risiko på tidspunktet for bankens køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer med høj risiko. Da andelen af klagerens midler placeret med lav risiko var langt mindre end det aftalte, finder jeg det i strid med aftalen at placere yderligere midler med høj risiko. Jeg finder derfor, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved at købe Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer på klagerens vegne og stemmer for, at klagen tages til følge.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.