Afgørelse

Indførelse af "rentespænd"

Medhold klager


Ved lånedokument af 9. januar 1986 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et lån på 156.000 kr. i forbindelse med deres køb af en ejerlejlighed. Det var i lånedokumentet anført, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.075 kr. første gang den 30. januar 1986. Lånets rente, som ikke fremgik af lånedokumentet, var p.t. 14% p.a. Det var i lånedokumentet anført:

-----------------------------------------------

"Ydelsens størrelse er fastsat således, at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt cirka den 30. januar 2001. Ændres renten er banken berettiget til at forlange ydelsen ændret, således at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato ......"

Lånets art fremgår ikke af lånedokumentet. I dettes almindelige bestemmelser hedder det i pkt. 1:

"Rente af lånets restgæld beregnes efter bankens til enhver tid gældende sats for lån af denne art ....."

Til sikkerhed for lånet håndpantsattes et ejerpantebrev på 170.000 kr. med pant i ejerlejligheden.

I fremlagte årsopgørelser pr. 31. december for årene 1986 til 1990 er lånets saldo samt årligt betalte renter oplyst således:

Den gældende rentesats er ikke oplyst i kontooversigterne.

Efter modtagelsen af kontooversigten pr. 31. december 1990 rettede klageren henvendelse til indklagede, og den 1. marts 1991 blev lånet overført til et andet pengeinstitut.

I februar 1992 rettede klageren henvendelse til afdelingen og gjorde gældende, at indklagede havde beregnet sig en uforholdsmæssig høj rente på lånet. I en efterfølgende brevveksling oplyste indklagede, at renten på lånet havde udviklet sig således:

Indklagede har oplyst, at klagerens lån har været kategoriseret som privat lån, idet boliglån ikke eksisterede som separat type hos indklagede (det senere med indklagede fusionerede pengeinstitut), da lånet blev etableret i 1986. Pr. 1. april 1988 indførte indklagede en intervalrente (rentespænd), inden for hvilket renten i hvert enkelt tilfælde fastsættes ud fra et konkret skøn over kundens kreditværdighed. Fra indførelsen af intervalrenten har denne relateret sig til en basisrente, som er normgivende for den rentesats, der beregnes for udlån til en sædvanlig udlånskunde med normal kreditværdighed. Basisrenten har været følgende:

Klagerens lån blev ved indførelsen af rentespændet indplaceret på basisrenten med et tillæg på 0,5%.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale for meget betalt rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren til støtte for påstanden anført, at indklagede har opkrævet en uforholdsmæssig høj rente, som ikke har udviklet sig i overensstemmelse med den almindelige renteudvikling. Klageren har anført, at udlånsrenten i gennemsnit i perioden for 1985 til 1991 for så vidt angår banker har bevæget sig mellem 10,68% og 12,62%, medens renten på klagerens lån hos indklagede har ligget mellem 13% og 18,5%. Dette har medført, at der på klagerens lån på et tidspunkt var negativ afvikling. Lånet er ydet til køb af en ejerlejlighed, og til sikkerhed for lånet er håndpantsat et ejerpantebrev i lejligheden. Lånet må derfor sidestilles med et boliglån, og renten må også på denne baggrund anses for at have været uforholdsmæssig høj.

Indklagede har anført, at lånet siden etablering er reguleret med de generelle renteændringer for lån af samme art. Lånet er bevilget med en efter bankforhold meget lang løbetid, hvorfor løbetiden vil være følsom overfor renteændring. Klageren må have været forberedt på en længere tilbagebetalingsperiode som følge af lånedokumentets bestemmelser om ændringer af rentesatser. Indklagede har alene forbeholdt sig ret til at regulere ydelsen i tilfælde af renteændringer, men har ikke påtaget sig nogen forpligtelse hertil.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerens lån er ydet som et almindeligt privatlån, og det forhold, at indklagede senere har indført boliglån som en særlig lånekategori, findes ikke at have givet klageren krav på, at hans lån herefter henførtes under denne kategori og forrentedes i overensstemmelse hermed.

Bortset fra den særlige forhøjelse i forbindelse med indførelsen af rentespænd er renten på klagerens lån blevet reguleret i overenstemmelse med indklagedes generelle renteændringer for privatlån, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at anse disse renteændringer for uberettigede.

2 medlemmer - Peter Blok og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler herefter:

Vi finder, at indklagede allerede efter indholdet af pkt. 1 i de almindelige lånebetingelser har savnet hjemmel til at foretage en individuel forhøjelse af renten på klagerens lån på 0,5% i forbindelse med indførelsen af rentespænd pr. 1. april 1988, og at klageren således har haft krav på, at lånets rente i tiden herefter skulle følge basisrenten for privatlån.

1 medlem - Bjørn Bogason - udtaler:

Jeg finder, at indklagede har haft hjemmel til at forhøje renten på klagerens lån i forbindelse med indførelsen af rentespænd. En sådan individuel renteforhøjelse må imidlertid forudsætte, at der gives låntageren meddelelse herom, hvilket ikke er sket i det foreliggende tilfælde. Med denne begrundelse stemmer jeg som flertallet.

Som følge heraf