Opgørelse af lån overgivet til inkasso, spørgsmål om rentefrihed samt om afskrivning af kautionists indbetalinger.
| Sagsnummer: | 79/2004 |
| Dato: | 07-09-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen, Sonny Kristiffersen |
| Klageemne: |
Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol Inkasso - forældelse |
| Ledetekst: | Opgørelse af lån overgivet til inkasso, spørgsmål om rentefrihed samt om afskrivning af kautionists indbetalinger. |
| Indklagede: | Sparekassen Faaborg |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører opgørelse af et lån overgivet til inkasso herunder spørgsmål om rentefrihed samt om afskrivning af indbetalinger på renter uanset indberetning heraf til skattemyndighederne.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren og dennes daværende ægtefælle H den 13. februar 1995 blev klagerens og H's lån (lån -714) hos indklagede forhøjet til 21.064,07 kr. Lånet, der var delvist sikret ved kaution fra en tredjemand, skulle afvikles med 410 kr. månedligt.
Det fremgår af gældsbrevet, at indklagedes "Almindelige forretningsbetingelser" og "Almindelige lånebetingelser" er accepteret som en del af gældsbrevets vilkår.
Af de almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"7. Overtræksrente og rykkergebyrer m.v.
…
[Indklagede] kan til enhver tid på misligholdte fordringer administrativt og regnskabsmæssigt vælge at standse rentetilskrivningen. En sådan undladelse af at tilskrive renter, der ikke beror på en aftale med kunden, kan ikke betragtes som et afkald fra [indklagede] på at få forrentet sit krav og kræve dækning for senere påløbne omkostninger. Dette gælder uanset, om den anvendte bogføring bliver meddelt kunden ved kontoudskrift eller lignende."
Det fremgår af de almindelige lånebetingelser bl.a.:
" 1. Enhver betaling til [indklagede] anvendes først til dækning af overtræk, dernæst til dækning af renter og provision og endelig til yderligere nedbringelse af gælden. Indbetalinger fra kautionister og fra tredjemands- pantsætters side anvendes dog først til dækning af renter og provision og dernæst til nedbringelse af den i øvrigt sikrede gæld. "
Klageren og H blev efterfølgende skilt. Af sagen fremgår, at parret aftalte, at H skulle afvikle lån -714, mens klageren skulle afvikle et andet fælles lån (-706).
Ved skrivelse af 22. juli 1997 meddelte indklagede klageren, at lån -714 var overgået til inkasso, hvorfor indklagede opfordrede klageren til at rette henvendelse.
Ved rekvisition af 17. september 1997 anmodede indklagede gennem sin advokat om foretagelse af fogedforretning hos H vedrørende lån -714. Af rekvisitionen fremgår, at lånets restgæld i henhold til opgørelse af 28. august 1997 var 26.717,54 kr. Med tillæg af yderligere rente på 190,36 kr., inkassoomkostninger på 2.665 kr. og fogedgebyr 440 kr. var indklagedes krav i alt 29.479,90 kr. Rekvisitionen bærer påtegning om at være opgjort i fogedretten den 20. oktober 1997, hvor H udeblev samt den 27. november 1997, hvor H afgav insolvenserklæring, og hvor kravet blev opgjort til 30.654,90 kr.
Af opgørelsen af 28. august 1997 fremgår, at lånet var i restance med 3.690 kr.
Af indklagedes advokats skrivelse af 1. december 1997 til indklagede fremgår, at H under fogedforretningen tilbød en afvikling med 350 kr. månedligt, første gang 1. januar 1998, hvilket advokaten havde accepteret. Skrivelsen er påført et håndskrevet notat om, at der med lånets kautionist var indgået afviklingsaftale om betaling af 500 kr. månedligt.
Af kontoudskrift af 31. oktober 1997 fremgår, at lånets restgæld primo året var 24.108,88 kr. Frem til 23. oktober, hvor lånet blev rentenulstillet, var tilskrevet i alt 2.530,10 kr. i rente og hævet 800 kr. i gebyrer, mens der 14. maj var indbetalt 410 kr.; saldoen pr. 23. oktober var 27.028,98 kr.
Af sagen fremgår, at lånets kautionist påbegyndte afviklingen med betaling af 500 kr. månedligt, første gang 22. oktober 1998. Sidste betaling blev foretaget den 8. maj 2002. Indklagede har oplyst, at kautionsforpligtelsen var på 15.000 kr., som er indgået fuldt ud inkl. renter. Indklagede har modtaget 20.519,96, mens inkassoomkostninger, der blev opkrævet separat over for kautionisten, udgjorde 4.287,54 kr. Kautionistens samlede betalinger var således 24.807,50 kr.
Ved skrivelse af 20. juni 2003 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse for at aftale en afviklingsordning for lånet. Indklagede opgjorde lånet således:
"Gælden kan pr. dags dato opgøres som følger: | |
Opgjort i fogedretten den 27/11-1997 til | kr. 30.654,90 |
+ renter fra den 27/1-1997 til dags dato | kr. 23.394,55 |
- indbetalt af [kautionisten] | kr. 24.807,50 |
Restgæld pr. dags dato | kr. 29.241,95 |
Rentesats 13,50% p.a." |
Indklagede overgav efterfølgende kravet mod klageren til inkasso.
Den 18. august 2003 anmodede indklagedes inkassoadvokat om foretagelse af fogedforretning hos klageren og H. I rekvisitionen opgjorde advokaten kravet således:
"Opgjort pr. 27-11-1997 i fogedretten | kr. | 30.654,90 |
Rente (13,50% p.a.) fra 27-01-1997 til | kr. | 23.559,56 |
18-08-2003 | ||
Indbetalt | kr. | -24.807,50 |
I alt | kr. | 29.406,96 |
Fogedgebyr | kr. | 440,00 |
I alt | kr. | 29.846,96" |
Ved et møde i fogedretten den 22. oktober 2003 protesterede klageren mod betaling af kravet under henvisning til, at der var indgået aftale om, at -714 og -706 lån var blevet delt mellem ham og H, og at han havde indfriet lån -706.
Under en fortsat fogedforretning den 11. november 2003 blev der efter begæring af indklagede foretaget udlæg i klagerens faste ejendom for i alt 31.411,96 kr.; heraf udgjorde mødesalæret tilkendt af fogedretten i alt 1.125 kr.
Klageren rettede gennem sin advokat henvendelse til indklagede ved skrivelse af 3. februar 2004 og gjorde gældende, at indklagede ikke kunne gøre krav på renter i perioden fra den 27. januar 1997. Advokaten henviste til, at det af tilsendte årsopgørelser fremgik, at rentetilskrivningen var 0 kr.
Ved skrivelse af 6. februar 2004 meddelte indklagede, at man ifølge Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelse var forpligtet til nulstille lånets rente, hvilket dog ikke betød, at man havde givet afkald på forrentning.
En yderligere korrespondance førte ikke til bilæggelse af tvisten.
Af årsoversigter fremsendt til klageren fremgår vedrørende lånet:
År | Rente | Saldo |
1997 | 0,00 | 27.028,98 kr. |
1998 | 0,00 | 22.708,48 kr. |
2000 | 0,00 | 12.083,48 kr. |
2001 | 0,00 | 11.733,44 kr. |
2002 | 0,00 | 6,158,98 kr. |
2003 | 0,00 | 6.158,98 kr. |
Indklagede har oplyst, at der i forhold til H er påløbet inkassoomkostninger med 4.780 kr., hvoraf fogedgebyr udgør 840 kr. og tilkendte mødesalærer 1.275 kr. I forhold til klageren udgør inkassoomkostningerne 2.005 kr. svarende til fogedgebyr på 440 kr. og tilkendte mødesalærer på 1.565 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 5. marts 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde renter påløbet efter den 27. januar 1997.
Indklagede har ved svarskrift modtaget den 25. marts 2004 nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det fremgår af årsopgørelser siden 1997, at lånet blev nedbragt. Han gik ud fra, at H eller kautionisten afviklede lånet.
Han fik en berettiget forventning om, at saldoen på årsopgørelserne var udtryk for den faktiske restgæld, som var faldende.
Indklagede har ikke oplyst, hvornår indklagedes almindelige forretningsbetingelser, hvoraf det fremgår, at nulstillede renter ikke betyder frafald af rentekrav, er forelagt ham.
I øvrigt kan det ikke forventes, at en almindelig kunde er bekendt med enkelte bestemmelser i de almindelige forretningsbetingelser uanset, om disse måtte være blevet forelagt på et tidligere tidspunkt.
Ankenævnets afgørelse i sag nr. 425/1993 støtter hans synspunkt. I Ankenævnets årsberetning for 1997 er det henstillet til pengeinstitutterne, at kontooversigter ændres vedrørende fordringer, der er overgivet til inkasso således, at det tydeligt fremgår, at den oplyste gæld ikke omfatter senere påløbne renter og omkostninger.
Indklagede kan højst kræve rente for fem år, hvorfor der ikke kan kræves rente for perioden forud for 22. oktober 1998, idet første retsskridt mod ham blev foretaget 22. oktober 2003.
Indklagede har anført, at det fremgår af de almindelige forretningsbetingelser, at nulstillingen af renteberegningen ikke er ensbetydende med, at man har frafaldet rentekravet. Klageren har på gældsbrevet skrevet under på at være bekendt med at have modtaget betingelserne.
Sagen har været forelagt fogedretten den 11. december 2003, hvor indklagede fik medhold.
Hidtidig ankenævnspraksis understøtter indklagedes standpunkt, hvorefter rentekravet kan gøres gældende over for klageren.
Det har ikke været teknisk muligt for indklagede at indsætte en tekst på årsopgørelsen om, at et lån er uden automatisk rentetilskrivning. Et sådant lån er anført med betegnelsen "nødlidende konto", ligesom kunden skriftligt orienteres om, at sagen er til inkasso.
Indklagede er berettiget til at afskrive indbetalingen fra kautionisten først på omkostninger og renter.
Efter at den automatiske renteberegning er standset i forbindelse med sagens overgivelse til advokat, foretages efterfølgende renteberegninger manuelt. Med mindre indbetalingerne er helt regelmæssige herefter, indberettes renter først til skattemyndighederne, når sagen bliver indfriet. I den foreliggende sag er renterne endnu ikke indberettet til ToldSkat.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I forbindelse med fogedrettens foretagelse af udlæg i klagerens ejendom den 11. december 2003 skete der ikke en prøvelse af de indsigelser, som klageren er fremkommet med under sagen ved Ankenævnet. Fogedrettens afgørelse kan ikke tillægges retskraft og afskærer derfor ikke Ankenævnet fra at tage stilling til klagerens indsigelser om opgørelsen af kravet.
Tre medlemmer - John Mosegaard, Karin Duerlund og Ole Jørgensen - udtaler herefter:
Indklagedes årsopgørelser vedrørende det omhandlede lån kan kritiseres, idet det heri angives, at renten er "0,00", ligesom den opgivne saldo ikke indeholder tilskrevne renter, uden at der er taget forbehold eller givet en nærmere forklaring vedrørende de meddelte oplysninger. Vi finder imidlertid, at det uanset udformningen af årsopgørelserne måtte stå klageren klart, at indklagede ikke havde givet afkald på forrentning af gælden, og at de oplyste saldi ikke var udtryk for den samlede restgæld. Vi bemærker i den forbindelse også, at indklagedes almindelige forretningsbetingelser pkt. 7 indeholder forbehold om rentetilskrivning.
Lånets restgæld er undergivet den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov 5-14-4 og er ikke forældet, mens renter, som ikke kan anses for betalt, forældes efter den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven § 1, stk. 1, nr. 2.
Indklagedes nedlæggelse af påstand for Ankenævnet tillægges fristafbrydende virkning i relation til indklagedes krav vedrørende renter. Fristafbrydelsen er dog betinget af, at indklagede uden unødigt ophold forfølger sagen til opnåelse af forlig eller dom m.v., jf. herved Ankenævnets kendelse af 30. november 1998 i sag 169/1998. Ikke betalt renter, der vedrører tidsrummet før den 25. marts 1999, vil således være forældede.
Vi finder, at det som anført af indklagede må lægges til grund, at kautionistens indbetalinger med fradrag af inkassoomkostninger udgør 20.519,96 kr., og at beløbet er afskrevet på de påløbne omkostninger i forhold til klageren og H (4.780 kr. + 2.005 kr. = 6.785 kr.) og herefter på renter, og at indklagedes fordring således ikke indeholder ikke-betalte renter, der nu er forældede. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Jette Kammer Jensen og Sonny Kristoffersen - udtaler:
Vi finder, at angivelsen af renter "0,00" er egnet til at vildlede klageren, og at den i den aktuelle sag har givet klageren en berettiget forventning om, at indklagede havde givet afkald på forrentning, også selvom bankens almindelige forretningsbetingelser indeholder anden oplysning, idet klageren berettiget kunne få den opfattelse, at de almindelige forretningsbetingelser var ophævet i dette forhold.
Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Klagen tages ikke til følge.