Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Check, afvisning. Gebyr.

Sagsnummer: 432/1990
Dato: 14-08-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Check - gebyr
Check - afvisning
Ledetekst: Check, afvisning. Gebyr.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 3. oktober 1990 meddelte indklagedes Struer afdeling klageren, at afdelingen samme dag havde afvist at honorere to checks på henholdsvis 3.124,65 kr. og 6.000 kr. indløst af Postgirokontoret, henholdsvis Postgiros checkafregningssektion og økonomiafdeling. Som afvisningsgrund var angivet manglende dækning på klagerens konto i afdelingen. Samtidig meddeltes det, at afdelingen havde debiteret klagerens konto med to gebyrer a 125 kr.

Klageren rettede herefter henvendelse til afdelingen, som oplyste, at kontoens saldo udgjorde 6.244 kr., men at afdelingen ikke ønskede at fordele beløbet mellem de respektive checks. Samme dag fremsendte afdelingen på klagerens foranledning en check til Postgiro på 6.068,44 kr. til dækning af underskuddet på klagerens postgirokonto incl. et gebyr til Postgiro på 80 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham et gebyr på 125 kr. samt et gebyr til Postgiro på 80 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ikke anfægter indklagedes ret til at undlade at fordele beløb, der indestår på kontoen, mellem flere checkindehavere. Indklagede kan uagtet dette dog kun være berettiget til at debitere et gebyr på 125 kr., da der var dækning for en af de udstedte checks. Der har endvidere tidligere været overtræk på hans konto i afdelingen, hvilket ikke gav afdelingen anledning til bemærkninger, hvorfor klageren ikke på forhånd forventede, at afdelingen ville afvise at honorere begge checks. Indklagedes afvisning har medført, at Postgiro har debiteret klageren et gebyr på 80 kr. for overtræk på klagerens girokonto.

Indklagede har anført, at man som trassatbank principielt har ret til - efter eget skøn - at fordele beløb, der indestår på en konto, nar flere checks samtidig forevises til betaling, og der ikke er dækning for dem alle, jf. checklovens § 34. Indklagede har imidlertid i lighed med andre pengeinstitutter valgt generelt ikke at benytte sig af denne mulighed. Trassatbanken har ingen forudsætninger for at vurdere, hvilke betalinger der er vigtigst for checkudsteder og ønsker ikke at begunstige enkelte checkmodtagere frem for andre. Afdelingen har som følge af den dokumentløse checkclearing ikke mulighed for at se, hvorvidt begge checks var udstedt til Postgirokontoret, men de to checks var returneret af to forskellige registreringsnumre hos Postgiro og havde forskellige arkivnøgler. Det af indklagede beregnede gebyr ved returnering af checks er i overensstemmelse med indklagedes regler for konti med checks og indklagedes almindelige forretningsbetingelser i øvrigt. I forbindelse med oprettelse af konti og udlevering af checkhæfte modtager kunden et eksemplar af begge regelsæt. Selvom der tidligere har været overtræk på kontoen, er der hverken stiltiende eller udtrykkeligt bevilget overtræksadgang. Klageren har derfor ikke kunnet påregne, at indklagede ikke ville returnere checks.

Ankenævnets bemærkninger:

Medlemmerne Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen og Ole Simonsen udtaler:

Indklagede findes ikke at have pligt til at fordele indeståendet på en konto, når flere checks, for hvilke der ikke er dækning, forevises samtidig til betaling. Det bemærkes herved, at indklagede ikke havde mulighed for at kontrollere, hvorvidt begge checks var udstedt til samme remittent. Da indklagede således efter det anførte har handlet korrekt, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge, idet vi finder indklagede berettiget til i den foreliggende situation at opkræve 2 gebyrer af 125 kr.

Medlemmerne Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen udtaler:

I det foreliggende tilfælde, hvor det beror på en tilfældighed, at de to checks præsenteredes samtidig til betaling, og hvor der for begge checks vedkommende - isoleret set - var dækning på klagerens konto, finder vi, at der alene er tale om et og ikke to overtræk af kontoen. Vi stemmer derfor for, at klageren bør stilles, som om der kun var tale om et overtræk.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.