Udlån, øvrige spørgsmål. Realkreditbelåning, ekspeditionstid.
| Sagsnummer: | 457/1994 |
| Dato: | 23-08-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
|
| Ledetekst: | Udlån, øvrige spørgsmål. Realkreditbelåning, ekspeditionstid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I
I maj 1993 købte klageren af et anpartsselskab, hvori han var hovedanpartshaver, en varevogn til sig selv. Overdragelsen fremgik af faktura udstedt af anpartsselskabet til klageren. Købesummen skulle betales ved, at klageren overtog restgælden på et lån hos indklagede ydet i forbindelse med, at anpartsselskabet i januar 1992 købte varevognen. Klageren havde personligt kautioneret for lånet overfor indklagede.
Efter at have accepteret debitorskiftet hævede indklagede den 13. september 1993 13.200 kr. svarende til fire ydelser på billånet på klagerens konto og indsatte beløbet på selskabets driftskonto. Disse fire ydelser havde været hævet på selskabets driftskonto den 28. maj, 30. juni, 30. juli og 31. august 1993.
I en skrivelse af 4. januar 1994 til indklagede anførte klageren, at han havde meddelt en medarbejder hos indklagede, at han ville "have svært ved at betale den fastsatte ydelse på lånet, og at dette ville være formålstjenligt, at nedsætte ydelse og forlænge løbetiden lidt. Til trods for at jeg har sendt kopi af regning frem til [indklagede] og gjort opmærksom på disse forhold, trækkes billånsydelse alligevel på anpartsselskabets konto, - hvorfor nu det?"
Ydelserne vedrørende billånet for september, oktober, november og december 1993 blev hævet på selskabets driftskonto.
Ved skrivelse af 9. februar 1994 fik indklagede meddelelse om, at klagerens anpartsselskab var under konkurs. Den midlertidige bestyrer af konkursboet meddelte, at indklagede ikke burde have hævet billånsydelsen på selskabets konto efter klagerens overtagelse af bilen i maj 1993, hvorfor han anmodede om, at der skete en tilbageregulering. Den 16. februar 1994 tilbageførte indklagede fra billånet syv ydelser à 3.300 kr., hvorefter restgælden på billånet var 40.699,53 kr. Ydelserne tilbageførtes selskabets konto, der herefter var positiv.
Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at ydelserne for juni, juli og august 1993 fejlagtig er hævet på klagerens private konto, hvorfor tilbageførslen for disse måneder vil blive korrigeret.
Den 14. april 1994 rykkede indklagede klageren for en restance på 33.000 kr. med henvisning til, at klageren var selvskyldnerkautionist. Samtidig oplystes, at såfremt restancen ikke var indbetalt senest den 21. april 1994, ville beløbet overgå til inkasso. Den 9. maj 1994 overgav indklagede billånet til inkasso. Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klageren og indklagedes inkassoadvokat, hvorunder klageren tilbød en afviklingsordning. Indklagede kunne ikke tiltræde denne.
II
Ved skrivelse af 21. september 1993 anmodede klageren indklagede om til BRFkredit at betale terminsydelse, som forfaldt den 30. september 1993. I skrivelsen henviste klageren til, at han en uge tidligere havde talt med indklagede "om vi kunne lave en kassekredit, og at der over denne kunne betales terminer, da en låneombytning giver mere luft i privatøkonomien". Den 4. oktober 1993 betalte indklagede 10.346,45 kr., der fremsendtes i check til en advokat i Hillerød.
På Ankenævnets anmodning har indklagede gennem BRFkredit fået oplyst, at ved udgangen af september måned 1993 var ydelsen på 8.855,49 kr pr. 1. juni s.å. ikke betalt, men betaltes til kreditforeningens inkassoadvokat den 5. oktober s.å. Morarente med 1,5% pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdagen blev opkrævet sammen med ydelsen pr. 1. december 1993 med 664,15 kr., idet der med samme ydelse blev opkrævet morarente af ydelserne pr. 1. marts og 1. september 1993. Ydelsen pr. 1. september blev betalt via giro den 1. oktober 1993.
III
Klageren har oplyst, at han i august måned 1993 indhentede tilbud om låneomlægning fra BRFkredit. Lånetilbuddet, der var gældende i to måneder, fremsendtes til indklagede. Indklagede bestrider at have modtaget et lånetilbud på dette tidspunkt, idet man først i januar 1994 modtog et af BRFkredit den 17. november 1993 udfærdiget tilbud.
Det fremgår af en skrivelse af 4. januar 1994 fra klageren til indklagede, at klageren med skrivelsen fremsender "papirer til låneombytning i min ejendom". I skrivelsen udtaler klageren bl.a.:
"Det vil være formålstjenligt, at sagen ekspederes hurtigt, således at pantebrevet kan tinglyses og den nye termin i marts er efter ny ydelse."
Indklagede har om omprioriteringen af klagerens ejendom oplyst, at man den 18. januar 1994 bestilte tingbogsattest. Efter at have modtaget denne forespurgte man klageren om et på ejendommen lyst ejerpantebrev. Den 16. februar 1994 meddelte klageren, at ejerpantebrevet var indleveret til aflysning. Den 1. marts 1994 bestilte indklagede ny tingbogsattest, og den 7. marts 1994 forespurgte man klageren, hvornår han ønskede låneomlægningen foretaget. Klageren besvarede henvendelsen ved skrivelse af 17. marts 1994, hvor han oplyste, at han ønskede låneombytningen foretaget omgående. Den 18. marts 1994 indsendte indklagede udbetalingsanmodning vedrørende det nye lån til BRFkredit, som den 23. marts 1994 krævede ny tingbogsattest. Efter indhentelse af denne modtog indklagede den 30. marts 1994 låneafregning fra BRFkredit vedrørende omlægningen.
Påstande:
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, (I) at han "ønsker at fejlanbragte beløb indsættes på korrekte konti, og at man hos [indklagede] accepterer en fornuftig afvikling af gælden, (II) at morarente for september termin betales af [indklagede], og at (III) jeg får en vis kompensation for dårlig (alt for sen) låneomlægning".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført:
Ad I
at i forbindelse med, at han overtog varevognen personligt, aftaltes det telefonisk med indklagede, at fremtidige afdrag skulle trækkes på hans private konto. Senere ønskede indklagede imidlertid, at bilen skulle blive i anpartsselskabet, men i stedet for at tilbageføre afdrag, han havde betalt, blev de overført til en anden konto.
Ad II
Indklagede undlod at betale septemberterminen 1993 til rette tid, og herved påførtes han morarenter på 1.725,75 kr., der blev opkrævet i december termin 1993. Han bad indklagede om en forklaring herpå, men uden resultat.
Ad III
I august 1993 sendte han tilbud på låneomlægningen fra BRFkredit til indklagede. Tilbuddet gjaldt i to måneder, men han hørte ikke noget fra indklagede. Ved en telefonisk forespørgsel fik han det svar, at man havde meget at lave. Først i marts 1994 var lånet omlagt. Som følge heraf opnåede han ikke den tilbudte kurs og fik derved en langt mindre besparelse. Terminsbesparelsen skulle have været anvendt til ekstraordinære afdrag på billånet.
Indklagede har anført:
Ad I
at klagerens privatkonto var konstant overtrukket, hvorfor man ikke kunne hæve ydelser fra denne til betaling af billånet. Indklagede har dog erkendt, at ydelserne for juni, juli og august 1993 fejlagtigt er hævet på klagerens konto og har givet tilsagn om at tilbageførslen for disse måneder vil blive korrigeret.
Ad II
Indklagede har henvist til de fra BRFkredit indhentede oplysninger.
Ad III
Indklagede finder at have ekspederet låneomlægningen inden for rimelig ekspeditionstid.
Ankenævnets bemærkninger:
Ad I
Efter indklagedes erkendelse gives der klageren medhold i, at der er foretaget fejlposteringer. Det bemærkes, at indklagede, som ovenfor nævnt, har givet tilsagn om, at tilbageførslen af ydelserne for juni, juli og august 1993 vil blive korrigeret. Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at tilbyde nogen bestemt afviklingsordning.
Ad II
Ankenævnet finder, at indklagede burde have ekspederet klagerens anmodning om betaling inden udgangen af september måned 1993. Da dette ikke er sket, bør indklagede godtgøre klageren den herved påløbne yderligere morarente for en måned, 1,5% af 8.855,49 kr., eller 132,83 kr.
Ad III
Det lægges til grund, at indklagede først modtog de dokumenter, der var nødvendige for at foretage låneomlægningen, i forbindelse med klagerens skrivelse dateret 4. januar 1994. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere det tidsforbrug, indklagede har haft med ekspeditionen af sagen.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden 4 uger betale 132,83 kr. til klageren. Den indgivne klage tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.