Spørgsmål om erstatning i en situation, hvor en planlagt omprioritering ikke gennemføres.
| Sagsnummer: | 277/1995 |
| Dato: | 06-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning i en situation, hvor en planlagt omprioritering ikke gennemføres. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I december 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede for at drøfte en omprioritering af sin ejendom. Ejendommen var prioriteret med 2 lån i Realkredit Danmark med en obligationsrestgæld på 332.572 kr. og 212.864 kr. Det blev aftalt, at indklagede skulle forestå omprioriteringen.
Den 7. januar 1994 fremsendte indklagede 2 lånetilbud på kontantlån på henholdsvis 348.000 kr. og 219.000 kr. fra Realkredit Danmark til klageren. Den 15. februar 1994 blev det telefonisk aftalt, at lånene skulle konverteres. Ifølge indklagede blev det samtidig aftalt, at klageren skulle henvende sig hos indklagede for at underskrive dokumenterne i konverteringssagen. Herefter konstaterede indklagede, at der på ejendommen var lyst et udlæg på 64.383 kr. til Told- og Skat.
Ifølge indklagede anmodede man omkring den 22. februar 1994 telefonisk klageren om at indlevere skødet og rykkede for underskrift på dokumenterne. Indklagede orienterede endvidere klageren om udlægget, som klageren ikke kendte noget til. Det viste sig, at udlægget vedrørte en tidligere ejer. Den 17. marts 1994 modtog indklagede fra Told- og Skat dokumentation for kvittering af udlægget. Ifølge indklagede rykkede man i denne forbindelse klageren for underskrifter på dokumenterne.
Udlægget var i forbindelse med den tidligere ejers mageskifte blevet indfriet af indklagede den 17. november 1989. Den originale udlægsattest var af Told- og Skat blevet fremsendt til indklagede den 23. november 1989 til aflysning i kvitteret stand, men aflysning af tingbogen fandt ikke sted.
Ifølge indklagede rykkede man omkring den 10. maj 1994 påny klageren for underskrifter, men klageren ønskede på dette tidspunkt ikke at konvertere.
Ifølge klageren fik han efter flere forespørgsler i maj 1994 af indklagede oplyst, at omprioriteringssagen endnu ikke var gennemført, og at indklagede nu frarådede at gennemføre omprioriteringen, idet kurserne i mellemtiden var faldet væsentligt.
I skrivelse af 29. november 1994 anmodede klagerens advokat indklagede om en redegørelse for handlingsforløbet i sagen.
Den 1. december 1994 afgav indklagede en redegørelse i sagen og tilbød en kulancemæssig godtgørelse svarende til forskellen i nettonutidsværdien mellem den 17. marts og den 10. maj 1994, 11.111 kr. Ved skrivelse af 30. januar 1995 afviste klagerens advokat indklagedes tilbud, idet han gjorde gældende, at tabet skulle fastsættes til nettorentabilitetsbesparelsen ved lånekonvertering pr. 15. februar 1994, idet lånet kunne have været kurssikret pr. denne dato. Den 14. februar 1995 fremsatte klagerens advokat på baggrund af beregninger foretaget af Realkredit Danmark et krav på 91.833 kr. Ved skrivelse af 24. februar 1995 afviste indklagede kravet og genfremsatte det kulancemæssige tilbud på 11.111 kr.
Klageren har ved klageskema modtaget i Ankenævnet den 23. maj 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte det tab, han har lidt ved den manglende gennemførelse af omprioriteringen pr. 15. februar 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært at indklagede betaler klageren en kompensation på 19.195 kr. for kursfaldet mellem 17. marts og 10. maj 1994, idet der ikke kunne være kurssikret eller konverteret før 17. marts 1994 på grund af udlægget.
Klageren har anført, at han i maj 1994 af indklagede fik oplyst, at omprioriteringen endnu ikke var gennemført. Indklagede frarådede ham samtidig at gennemføre omprioriteringen, da kurserne var faldet væsentligt. Han er ikke under omprioriteringssagens forløb blevet vejledt om lånekonverteringens praktiske forløb, herunder om mulighederne for kurssikring. Det blev aftalt, at lånet skulle konverteres pr. 15. februar 1994. På dette tidspunkt ville han have opnået en nettorentabilitetsbesparelse på mindst 91.883 kr. Tabet opgøres til dette beløb, idet det forudsættes, at han ikke kan opnå en nettorentabilitetsbesparelse ved låneomlægning i dag. Omlægningen kunne have været foretaget den 15. februar 1994 om nødvendigt ved kurssikring, hvilket han havde ønsket, såfremt han havde modtaget vejledning herom. Det bestrides, at han den 15. februar 1994 eller senere er blevet anmodet om eller rykket for underskrifter, og at indklagede har meddelt, at underskrivning af dokumenter var en forudsætning for konverteringssagens igangsætning. Det bestrides, at han den 10. maj 1994 eller på et andet tidspunkt har meddelt pengeinstituttet, at omlægningen ikke skulle gennemføres. Det på ejendommen tinglyste udlæg kan ikke have været til hinder for kurssikring, idet indklagede allerede den 17. november 1989 selv indfriede udlægget. Indklagede er selv ansvarlig for udlæggets manglende rettidige aflysning. Hvis han havde modtaget rådgivning om kurssikring, ville han have kurssikret pr. 15. februar 1994.
Indklagede har anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende ved håndteringen af sagen, og årsagen til, at konverteringssagen ikke gennemførtes, er klagerens manglende underskrivelse af kreditforeningspantebrevene, aftale om omprioritering og øvrige dokumenter. Klageren er flere gange blevet bedt om at rette henvendelse til indklagede med henblik på underskrift af dokumenterne. Man har meddelt klager, at underskrivning af dokumenterne var en forudsætning for konverteringssagens igangsætning. Klager er som følge heraf selv ansvarlig for den manglende konvertering. Klageren meddelte i maj 1994, at konverteringssagen ikke skulle gennemføres. Dette underbygges af, at klageren på dette tidspunkt endnu ikke havde underskrevet pantebrevene og sagens øvrige dokumenter. Klagerens passivitet fra maj 1994 til november 1994 viser, at han havde opgivet konverteringen. Det erkendes, at klageren ikke har modtaget en egentlig rådgivning om kurssikring, men dette har ikke betydning for sagen, idet indklagede først den 17. marts 1994 fik sikkerhed for, at udlægget kunne aflyses. Det var en forudsætning herfor, at klageren underskrev de nødvendige dokumenter. Denne forudsætning blev på grund af klagerens forhold ikke opfyldt. Hvis Ankenævnet kommer til, at indklagede har handlet ansvarspådragende, må opgørelse af et tab i givet fald tage udgangspunkt i kursfaldet på 6% obligationer, der beregnes ved at tage forskellen på den obligationsmængde, der skulle til for at opnå kontantlån af ønsket størrelse pr. 15. februar 1994 og den 10. maj 1994 og herefter af denne forskel i obligationsmængden beregne kurstabet. Det bestrides, at man har erkendt ikke at have foretaget en korrekt ekspedition af lånekonverteringen. Klageren har ikke lidt et tab af den størrelse, som klageren har beregnet. Man har ikke den 10. maj 1994 frarådet klageren konvertering. Klageren har ikke lidt et tab, idet han ikke har gennemført en konvertering af ejendommen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede ville have rådgivet klageren om kurssikring, hvis klageren havde indfundet sig hos indklagede for at underskrive dokumenterne vedrørende omprioriteringen efter at være opfordret dertil telefonisk den 15. februar 1994. Det kan ikke bebrejdes indklagede, at klageren ikke blev rådgivet om kurssikring tidligere.
Efter af klageren omkring den 22. februar 1994 havde fået underretning om problemerne med udlægget, havde han imidlertid ikke anledning til at underskrive dokumenterne før problemerne omkring udlægget var afklaret.
Da det alene beror på indklagedes forhold, at udlægget ikke allerede var aflyst, inden omprioriteringssagen blev indledt, findes indklagede at burde bære risikoen for at kurssikring ikke blev foretaget den 22. februar 1994.
Der er ikke mellem parterne enighed om, hvorvidt klageren den 10. maj 1994 afstod fra at gennemføre omprioriteringen. Klageren har imidlertid anført, at indklagede i maj 1994 oplyste, at omprioriteringen endnu ikke var gennemført, og at indklagede samtidig frarådede klageren at gennemføre omprioriteringen. Under henvisning til, at klageren herefter ikke rettede henvendelse til indklagede om sagen før ved advokatens skrivelse af 29. november 1994, finder Ankenævnet, at klageren selv må bære risikoen for kursudviklingen efter den 10. maj 1994.
Indklagede findes herefter at burde erstatte klageren det tab, han har lidt ved, at omprioritering ikke har fundet sted, således at tabet beregnes som kursværdien den 10. maj 1994 af differencen mellem den bagvedliggende obligationsgæld for de tilbudte kontantlån ved hjemtagelse den 10. maj 1994 og obligationsgælden ved hjemtagelse den 22. februar 1994.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger betale klageren erstatning som beregnet ovenfor med renter efter renteloven fra den 23. maj 1995. Klagegebyret tilbagebetales klageren.