Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer omfattet af formueplejeaftale.

Sagsnummer: 945/2009
Dato: 04-06-2010
Ankenævn: John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer omfattet af formueplejeaftale.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter


Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar for kurstab på klagerens Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer, der var omfattet af en formueplejeaftale.

Sagens omstændigheder.

Klageren, som er født i 1952, er kunde i Jyske Bank.

I februar 2007 var klageren til møde i banken, hvor han fik lavet en investeringsprofil.

Af et fra banken til mødet hørende brev af 8. februar 2007 benævnt "Din investeringsplan" fremgår:

"Du har nu fået tegnet din personlige investeringsprofil ud fra dine forventninger, ønsker og mål.

Din profil er stabil og vi anbefaler Jyske Pengepleje.

Jyske Pengepleje er for dig, der ønsker at investere på den nemme måde. Du lader professionelle pleje din investering inden for givne rammer, som matcher din profil.

Vi vedlægger resumé af vores samtale, faktablad om profil og strategi og Aftale om Jyske Pengepleje.

…"

Af et resumé fra mødet fremgår, at klageren for investeringen af frie midler mellem 200.000-1.000.000 kr. havde en investeringshorisont på 3-7 år, og at han ønskede at involvere sig i de overordnede rammer for den løbende pleje af investeringen. Under overskriften "Holdning til investering" fremgår, at han ønskede et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at han kunne acceptere et negativt afkast på 10 % på et enkelt år, at han ville beholde investeringen, hvis værdien et enkelt år faldt mere end han kunne acceptere, og at han var lidt afhængig af de penge, han ønskede at investere. Betegnelsen "Moderat" står angivet under "Delkonklusion". Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfeltet anført:

"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."

Af bankens vedlagte faktablad vedrørende den "stabile" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 18 % i etablerede aktiemarkeder, 2 % i nye aktiemarkeder, 65 % i danske obligationer og 15 % i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:

"Deklaration

-

Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. For at sikre en stabil udvikling er andelen af obligationer størst.

-

I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.

…"

Den 22. februar 2007 underskrev klageren en aftale med banken om "Jyske Pengepleje - Stabil" med et indskud på 200.000 kr. Af aftalen fremgår:

"…

Investeringsstrategi og risikoeksponering

Vi placerer dit indskud så sammensætningen af din investering stemmer overens med din investeringsprofil og vores forventninger til markedet.

Jyske Pengepleje - Stabil

Dit indskud bliver primært investeret i obligationer og i mindre grad i aktier og andre investeringer.

- Mindst 30 % og højest 90 % i obligationer, herunder dog højest 25 % i højrenteobligationer*.

- Højest 30 % i aktier.

- Højest 20 % i alternative investeringer**.

- Højest 60 % på kontant konto.

*) Højrenteobligationer

Obligationer udstedt af virksomheder eller stater med en lavere kreditværdighed end traditionelle obligationer. På grund af større risiko er disse obligationer højere forrentet.

**) Alternative investeringer mv.

Alternative investeringer og strukturerede produkter omfatter de investeringer, der ikke kan betragtes som almindelige aktie- eller obliga­tionsinvesteringer eller kontantplacering. Disse investeringer kan fx repræsentere nye aktivklasser – råvarer, ejendomme eller lignende – som det ellers ville være besværligt eller umuligt at investere i. For strukturerede produkter kan investeringerne også bestå af kombinationer af flere aktivtyper. Endeligt er strukturerede produkter i nogle tilfælde attraktive alternativer til almindelige indlån.

Fuldmagt til investering

Du giver hermed Jyske Bank fuldmagt til - inden for de aftalte rammer -, at investere det til enhver tid indestående på ovennævnte Pengeplejekonto og den til enhver tid værende beholdning i ovennævnte depot.

Skat, ansvar og risiko

Du er også opmærksom på, at du kan risikere at investeringerne kan medføre tab.

…"

Banken har anført, at banken umiddelbart efter indgåelsen af formueplejeaftalen foretog investeringer i overensstemmelse med aftalen og i nær sammenhæng med de vejledende anbefalinger for investeringsprofilen. Banken har oplyst, at klagerens depot med udgangen af oktober 2007 indeholdt:

Investeringsforeninger - aktier obligationer

Ca. kursværdi

Ca. % af depotværdi

Jyske Invest Globale Aktier

5.197 kr.

3 %

Jyske Invest Nye Oblg Markeder

10.011 kr.

5 %

Jyske Invest Lange Obligationer

106.895 kr.

52 %

Jyske Invest Favorit Aktier

16.772 kr.

8 %

Jyske Invest Globale Ejendomsaktier

48.025 kr.

5 %

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

10.135 kr.

5 %

Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Akt.

11.996 kr.

6 %

Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta

10.128 kr.

5 %

Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Obl.

10.302 Kr.

5 %

Kontanter

12.803 kr.

6 %

Ved mail af 19. november 2008 ønskede klageren sit tab ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer erstattet af banken.

Den 24. november 2008 afviste banken klagen med henvisning til, at de foretagne investeringer var i overensstemmelse med den indgåede formueplejeaftale.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. august 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank tilpligtes at yde ham fuld kompensation for tabet ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke er egnet for hans investeringsprofil. Banken har derfor handlet ansvarspådragende ved under formueplejeaftalen at have købt produktet til hans portefølje.

Jyske Bank har anført, at banken har rådgivet i overensstemmelse med klagerens ønsker og investeringsprofil.

Klageren ønskede, at banken varetog hans investeringer via indgåelsen af fuldmagtsaftale om Jyske Pengepleje.

Banken har investeret klagerens midler i overensstemmelse med de indgåede aftaler herom og indenfor fuldmagtens rammer.

Banken har ikke begået ansvarspådragende fejl.

Klageren har ikke realiseret noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler:

Af aftalen om Jyske Pengepleje fremgår, indenfor hvilke rammer banken kan investere klagerens indskud herunder at midlerne placeres, så sammensætningen passer overens med investeringsprofilen. Ifølge aftalen kan alternative investeringer udgøre højest 20 %, højrenteobligationer højest 25 % og aktier højest 30 %. Vi finder ikke, at bankens investering i oktober 2007 af ca. 5 % af klagerens midler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er i strid med i aftalen. Det er ikke godtgjort, at banken i øvrigt har handlet erstatningspådragende ved forvaltningen af aftalen. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

Et medlem – Troels Hauer Holmberg, der efter Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Jeg forstår investeringsaftalen mellem banken og klageren således, at udgangspunktet for klagerens porteføljesammensætning var en aktieandel på 20 % og en obligationsandel på 80 %, hvoraf 15 % kunne placeres i højrenteobligationer med en højere risiko end traditionelle obligationer. Jeg lægger således til grund, at 65 % af klagerens midler som udgangspunkt skulle placeres i danske obligationer med lav risiko.

Efter det oplyste var kun omkring 6 % af klagerens midler (en kontantplacering på 12.803 kr.) placeret med lav risiko på tidspunktet for bankens køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer med høj risiko. Da andelen af klagerens midler placeret med lav risiko var langt mindre end det aftalte, finder jeg det i strid med aftalen at placere yderligere midler med høj risiko. Jeg finder derfor, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved at købe Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer på klagerens vegne og stemmer for, at klagen tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:



Klagen tages ikke til følge.