Afgørelse

Præklusion af fordring. Modregning i låneprovenu.

Klageren ejede sammen med sin ægtefælle en erhvervsejendom (ejendom 1) og en villa (ejendom 2), som var belånt af det indklagede realkreditinstitut. Klageren overtog efter sin ægtefælles død i marts 1992 boet uskiftet, og der blev i den forbindelse udstedt proklama, hvorefter anmeldelse af krav skulle ske til klagerens daværende advokat. Igennem et pengeinstitut blev der betalt ydelse for marts termin 1992 for ejendom 1. Realkreditinstituttet fremsendte opkrævning for juni termin for ejendom 1, stilet til den afdøde ægtefælle på ejendom 2´s adresse. Klageren undlod at betale denne, hvilket medførte, at der blev begæret tvangsauktion til afholdelse i marts 1993, hvor realkreditinstituttet overtog ejendom 1 for et bud på 450.000 kr.

Med overtagelsesdag den 19. februar 1993 solgte klageren ejendom 2. Instituttet tilbød i februar 1993 et ejerskiftelån på 485.000 kr. Lånetilbudet indeholdt en henvisning til instituttets generelle forretningsbetingelser, hvoraf blandt andet fremgik en række forudsætninger for låneudbetaling. Ejerskiftelånet blev i februar 1993 anmodet udbetalt ved obligationsoverførsel. Af låneafregningen fremgik det, at instituttet havde overført 157.000 kr. i obligationer til klagerens konto i Værdipapircentralen, at de resterende obligationer var solgt, og at provenuet heraf på 310.359 kr. var tilbageholdt af instituttet til modregning af det forventede tab i ejendom 1.

Klageren nedlagde ved Nænvet påstand om, at instituttet havde handlet i strid med hans instrukser og uberettiget havde foretaget modregning af instituttets fordring vedrørende ejendom 1 i provenuet fra ejerskiftelånet vedrørende ejendom 2. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at betalingen af terminsydelsen for marts termin 1992 for ejendom 1 var en indirekte anerkendelse af gælden. Nævnet lagde vægt på, at betalingen blev foretaget af klagerens pengeinstitut. Nævnet fandt, at der ikke ved instituttets fremsendelse af terminsopkrævning for juni termin var sket en behørig anmeldelse af instituttets fordring vedrørende ejendom 1. Nævnet fandt derfor, at instituttets fordring mod klageren vedrørende ejendom 1 var prækluderet, og tog allerede som følge deraf klagerens påstand til følge. Nævnet tilføjede dog, at instituttet også ville have været afskåret fra at modregne, hvis fordringen havde været behørigt anmeldt, dels fordi instituttet ikke havde forbeholdt sig en modregningsadgang, dels fordi instituttet ikke efter almindelige regler kunne modregne i et tilfælde som det foreliggende, idet instituttet på trods af sin viden om et muligt tab på ejendom 1 havde givet et lånetilsagn uden udtrykkeligt at gøre opmærksom på, at der ville blive foretaget modregning. Instituttets lånetilsagn måtte derfor opfattes som et tilsagn om "effektiv betaling". Nævnet fandt ikke anledning til at vurdere, om de øvrige modregningsbetingelser var opfyldt. Som følge af det anførte tilpligtede Nævnet realkreditinstituttet at overføre nominelt henholdsvis 291.000 kr. og 37.000 kr. til klagerens konto i Værdipapircentralen.