Krav om tilbagebetaling af købesum for defekt spisebord købt via internettet
| Sagsnummer: | 63 /2016 |
| Dato: | 02-11-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, George Wenning, Troels Hauer Holmberg, Lani Bannach |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbagebetaling af købesum for defekt spisebord købt via internettet |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Krav om tilbagebetaling af købesum for defekt spisebord købt via internettet.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H var kunder i Danske Bank, hvor de havde en konto med et tilknyttet Visa/Dankort. Klagerne har oplyst, at de den 3. maj 2015 indgik en fjernsalgsaftale om køb af et spisebord til 10.390 kr. hos en svensk netbutik. Der er ikke fremlagt nærmere dokumentation for købet.
Af kontoudskrift for klagernes konto -631 fremgår, at betalingen blev gennemført med Visa-delen på M’s Visa/Dankort og hævet på klagernes konto den 5. maj 2015.
Klagerne har oplyst, at spisebordet var defekt, da de modtog det den 22. juli 2015. Der er ikke fremlagt nærmere dokumentation herfor.
M udfyldte og underskrev en tro-og-love-erklæring i sin netbank den 10. februar 2016, hvor han afgav kortindsigelse. I tro-og-love-erklæringen oplyste klageren, at han havde købt og betalt et træspisebord over nettet, som ved modtagelsen var ødelagt. Varen befandt sig stadig hos ham. Han havde kontaktet forretningen telefonisk første gang den 24. juli 2015. Han havde også sendt mails. Forretningen havde svaret, at de ikke ville levere et nyt bord eller refundere ham pengene.
Banken har fremlagt ”Regler for Visa/Dankort”, som baserer sig på Betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, hvor der bl.a. fremgår følgende:
”Hvis du har brugt dit kort til køb af varer eller tjenesteydelser på en af følgende måder:
- ……
- køb på internettet ….
kan du have ret til at få en betaling tilbageført, hvis
- forretningen har trukket et højere beløb end aftalt, eller
- den bestilte vare/tjenesteydelse ikke er leveret, eller
- du, førend der er foretaget levering af varen eller tjenesteydelsen, udnytter en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret.”
Banken har endvidere fremlagt særlige regler for Visakort ”Oversigt over dine muligheder for at få tilbageført en betaling, der er gennemført med Visa-delen af dit Visa/Dankort”, hvor muligheden for tilbageførsel af betalingen angives i det tilfælde, hvor den leverede vare er mangelfuld, defekt eller ikke som beskrevet:
”Fordi du har betalt med Visa-delen af dit kort, kan du få tilbageført betalingen via Danske Bank, hvis du kan dokumentere, at varen afviger væsentligt fra det bestilte. Forud for kontakt til os skal du sende varen retur og forsøge at kontakte forretningen for at udrede fejlen.”
Banken har oplyst, at oversigten findes på bankens hjemmeside.
Parternes påstande
Den 19. februar 2016 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende hans indsigelse og tilbageføre betalingen på 10.390 kr.
Danske Bank har nedlagt principal påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de gjorde, som de havde læst på Danske Banks hjemmeside, nemlig at søge at løse problemet selv med den forretning, de havde handlet med, inden de kontaktede banken med en indsigelse.
De reklamerede straks over for netbutikken. De fik imidlertid hele tiden besked om, at netbutikken undersøgte sagen først hos befragteren af bordet, dernæst hos leverandøren og endelig hos producenten. Der gik lang tid, og netbutikken endte med at afvise klagernes reklamation.
M sendte to mails henholdsvis den 27. august 2015 og den 1. september 2015 til banken. Her spurgte han til dels, hvordan han skulle forholde sig, da han havde fået leveret et defekt spisebord, dels krævede han sine penge tilbage over for banken.
Der gik omkring ni måneder, før M den 10. februar 2016 lavede en egentlig indsigelse over for banken. Han var i gang med at løse problemet med forretningen i den tro, at de ville finde en løsning. Han vidste ikke, at forretningen var ude på at trække sagen i langdrag.
M har dokumenteret sit køb ved at sende leveringsbekræftelse og billeder af den defekte vare.
M har den 31. marts 2016 talt med bankens ”gældsrådgivning”, som bekræftede, at han havde gjort det rigtige, og at han ikke kunne gøre indsigelse over for banken, før han havde et svar fra forretningen.
Så snart banken godkender indsigelsen, vil de returnere bordet til forretningen.
Danske Bankhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne ikke nærmere har dokumenteret hverken købet, defekten eller korrespondancen med netbutikken om tilbagemelding på klagernes indsigelse, ligesom klagerne heller ikke har returneret varen til netbutikken.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at betalingen for købet af varen blev gennemført den 5. maj 2015. Det fremgår af M’s indsigelse af 10. februar 2016, at varen blev leveret til klagerne efter den 20. juli 2015. Banken ikke har modtaget M’s mails af henholdsvis 27. august 2015 og 1. september 2015. Klagerne er fuldt ud bekendt med den korrekte procedure for kortindsigelser. Banken modtog først M’s indsigelse om den defekte vare den 10. februar 2016. Klagerne har ikke returneret varen til netbutikken. Banken har ikke handlet ansvarspådragende ved ikke at godtgøre klagerne 10.390 kr. for den købte vare.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke finder anledning til at afvise klagen.
Klagerne har oplyst, at de købte et spisebord via en hjemmeside. De betalte 10.390 kr. for bordet med deres Visa/Dankort, som var knyttet til deres konto i Danske Bank. Betalingen blev gennemført den 5. maj 2015.
Klagerne har endvidere oplyst, at bordet blev leveret den 22. juli 2015 og var defekt ved leveringen.
Ankenævnet bemærker, at klagernes køb ikke er omfattet af Betalingstjenestelovens § 74, idet varen er leveret.
Da klagerne har betalt købet med Visa-delen af deres Visa/Dankort, er der ifølge bankens særlige regler for Visakort mulighed for at få tilbageført betalingen i det tilfælde, hvor den leverede vare er mangelfuld.
Ankenævnet finder imidlertid ikke, at betingelserne for at få købesummen tilbage i medfør af de særlige regler for Visakort er opfyldt, idet klagerne ikke har dokumenteret manglen og returneret varen, og idet det er uklart, om klagerne har reklameret over for forretningen.
Ankenævnet finder herefter ikke, at banken er forpligtet til at kreditere købesummen på klagernes konto.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.