Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dispositioner vedrørende aktiebeholdning.

Sagsnummer: 229 /2000
Dato: 18-10-2000
Ankenævn: Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Dispositioner vedrørende aktiebeholdning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren kan gøre et erstatningsansvar gældende over for indklagede i anledning af tab opstået ved handel med værdipapirer.

Sagens omstændigheder.

Den 9. december 1998 underskrev klageren "Aftalegrundlag for etablering af Formuegennemgang", hvorefter klageren med sit depot hos indklagede indgik i indklagedes "VIP-koncept for investeringskunder". Et element i aftalen var et årligt møde mellem klageren og indklagede, hvor klagerens depot blev gennemgået.

Primo december 1999 fandt det årlige møde med gennemgang af klagerens depot sted. Indklagede har anført, at klageren her tilkendegav, at han havde en høj risikoprofil og et ønske om at modtage rådgivning om investering i aktier. Man foreslog derfor klageren at deltage i indklagedes "Børslinie koncept", hvor der tilbydes rådgivning om danske aktier.

Den 2. december 1999 underskrev klageren aftale om tilslutning til Børslinien. Af denne fremgår:

"Som tillæg til den allerede eksisterende aftale om Formuegennemgang indgås der hermed mellem [klageren] og [indklagede] aftale om tilslutning til Børslinien for depotnr. .......... Dette betyder, at der i endnu højere grad vil blive sat fokus på rådgivning om enkeltaktier over for Dem som investeringskunde i bankens VIP-koncept.

Nedenfor er skitseret forudsætningerne for aftalen om tilknytning til Børslinien, de ydelser De kan forvente at modtage, bankens rolle og forbehold i Deres investeringsbeslutninger samt prisen for tilslutningen til Børslinien.

Deres forudsætninger for tilslutning til Børslinie

......

De har valgt en høj risikoprofil for investeringer i danske aktier, og De er således bekendt med risikoen ved investering i enkeltaktier og dermed muligheden for tab.

De modtager følgende ydelser fra Børslinien

Som kunde tilknyttet bankens Børslinie vil De - ud over de ydelser som De separat betaler for i aftalen om Formuegennemgang - indgå i en gruppe, der efter individuelt ønske og behov modtager rådgivning/anbefalinger om spekulation i enkeltaktier på det danske aktiemarked. Dette betyder,

at De uforandret modtager ydelser i henhold til aftale om Formuegennemgang,

......

at De som minimum bliver kontaktet en gang om måneden pr. telefon med konkrete forslag til investering i danske enkeltaktier,

at De ønsker - så vidt muligt - at blive kontaktet 2 gange om ugen med konkrete forslag,

at De får adgang til at drøfte Deres depot og mulige forbedringer med Børsliniens rådgivere,

at De kan kontakte Børslinien i forbindelse med konkrete handelsovervejelser på aktier,

at De kan forvente følgende af Børslinien:

Børslinien er bekendt med Deres depot og Deres risikoprofil.

Børslinien er bekendt med de generelle aktieanbefalinger, der er i markedet på danske aktier.

Børslinien er bekendt med de generelle renteforventninger, der er i markedet.

Børslinien har adgang til den nyeste teknologi for at sikre en høj kvalitet i rådgivningen.

Børslinien er ajour med udviklingen i det danske aktiemarked.

Bankens rolle i Deres investeringsbeslutninger

[Indklagede] skal alene opfattes som Deres sparringspartner i forbindelse med Deres investeringsbeslutninger.

Den endelige beslutning om investering træffer De selv.

De bærer således altid selv risikoen for investeringen.

[Indklagede] kan derfor ikke gøres ansvarlig for investeringerne.

[Indklagede] giver forslag ud fra forventninger til fremtiden, som kan vise sig ikke at holde. De bærer således selv risikoen for en mindre gunstig kursudvikling end forventet."

I perioden 14. december 1999 - 17. maj 2000 foretoges 30-40 aktiehandler vedrørende klagerens depot.

Ved skrivelse af 10. maj 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at han på fem måneder havde tabt over 100.000 kr. ved de foretagne investeringer. Klageren gjorde indsigelse mod, at indklagede den 27. marts 2000 havde købt for 210.000 kr. Navision og TeleDanmark, selvom kursudviklingen for selskaberne var negativ. Klageren gjorde endvidere indsigelse mod, at en række af hans tidligere aktiebesiddelser var solgt. Ved skrivelse af 17. s.m. anførte indklagede, at klageren havde den endelige beslutning vedrørende de foretagne investeringer, og at indklagede alene skulle opfattes som en sparringspartner.

Den 19. juni 2000 afsluttede klageren sit kundeforhold med indklagede.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. juni 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han gik med på børslinien, da det blev lovet, at aktierne ville blive solgt til den højeste pris.

Indklagede var ekspert på området, men på fem måneder tabte han 200.000 kr.

Indklagede har styret investeringerne som ekspert. Der har ikke fundet rådgivning sted. Indklagede solgte hurtigt alle hans gode aktier, heraf enkelte med bemærkning, at der ikke var grund til "at gemme dem".

Hvis han selv havde forestået depotet, havde regnskabet set bedre ud, således at han ikke havde lidt tab.

Den 22. maj 2000 afregnede indklagede hans køb af 4.000 stk. Olicom aktier. Han opdagede det en time efter, men han kunne ikke annullere, for det var for sent, blev der sagt.

Indklagede har anført, at der er alene er foretaget værdipapirhandler efter klagerens instruks. Havde klageren på noget tidspunkt udtrykt ønske om, at indklagede skulle være bestemmende ved salg af investeringer, ville man have anbefalet en placering af midlerne i en af indklagedes investeringspuljer eller i en investeringsforening.

Indklagedes rådgivning har levet op til en høj rådgivningsstandard. Ud fra klagerens tilkendegivelser omkring risiko- og investeringsprofil blev der tilvejebragt et grundlag, hvorpå klageren kunne træffe sine investeringsbeslutninger.

Særlig for så vidt angår købet af 4.000 stk. Olicom aktier bemærkes, at klageren bestilte og gennemførte handlen som en strakshandel. Indklagede ydede ikke rådgivning forud for klagerens beslutning om købet. Klagerens købsordre blev afgivet over for en kundekonsulent i indklagedes Detailbank og ikke gennem en investeringsrådgiver på børslinien. Indklagedes sædvanlige investeringsrådgiver har oplyst, at klageren dagen efter handlens gennemførelse omtalte handlen og erkendte, at han havde afgivet instruks om en handel på 4.000 og ikke 400 stk. aktier.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår af den mellem klageren og indklagede indgåede aftale om deltagelse i indklagedes Børslinie, at indklagede alene skal opfattes som en sparringspartner i forbindelse med kundens investeringsbeslutninger, og at den endelige beslutning om investering træffes af kunden selv.

Det lægges til grund, at de foretagne aktiehandler er sket på klagerens anmodning, eventuelt efter forudgående drøftelse med en investeringsrådgiver hos indklagede. Det bemærkes herved, at klageren fra december 1999 løbende modtog fondsafregninger vedrørende de gennemførte handler, men først gjorde indsigelse mod handlerne i medio maj måned 2000.

For så vidt angår købet af 4.000 stk. Olicom aktier må det anses for godtgjort, at købet skete på klagerens anmodning, uden at klageren forinden havde drøftet denne investering med en rådgiver hos indklagede.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl i forbindelse med klagerens aktiehandler. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte bære risikoen ved dispositionerne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.