Afgørelse

Betaling af vurdering til brug for belåning

Klageren, som ejer en ejendom i Frankrig, underskrev i februar 2010 en låneansøgning vedrørende et lån på 95.000 EUR hos det indklagede realkreditinstitut. I ansøgningen erklærede klageren sig indforstået med at betale instituttets faktiske udgifter til valuar på mellem 2.625 kr. og 6.000 DKK, såfremt klageren bad instituttet vurdere den udenlandske ejendom, men valgte ikke at optage lån hos instituttet. Instituttet sendte i april en vejledende beregning af lån til klageren. Af beregningen fremgik det, at obligationsrenten udgjorde 0,6860 pct. og bidraget 1,8 pct. årligt, samt at omkostningerne ved låneoptagelsen var budgetteret til 4.816 EUR. Klageren afviste i maj at acceptere lånetilbuddet, idet han henviste til, at han ikke på forhånd havde fået oplyst de omkostninger, som var knyttet til låneoptagelsen, ligesom han opponerede over, at den reelle rente ville blive 3,01 pct. og ikke 0,75 pct. som tidligere oplyst af instituttet. Det var klagerens opfattelse, at den fremgangsmåde, instituttet havde anvendt i sagen, var uhensigtsmæssig, og at sagen - hvis de reelle omkostninger var blevet oplyst samtidig med lånebeviset, ville være stoppet på det tidspunkt. Instituttet afviste i juni 2010, at der var givet klageren ukorrekte og fejlagtige informationer i forbindelse med sagsforløbet. Instituttet bekræftede, at renten var blevet oplyst til 0,75 pct., men fastholdt, at det som en naturlig del af forløbet var blevet oplyst, at der dertil kom et bidrag.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne kræve, at han betalte vurderingshonoraret på 6.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet bemærkede, at klageren i den underskrevne låneansøgning havde erklæret sig indforstået med at betale de faktiske udgifter til valuar, hvis han valgte ikke at optage lån hos instituttet. Klageren havde efter flertallets opfattelse ikke ført bevis for, at han på grund af urigtige eller ufyldestgørende oplysninger om lånevilkårene kunne fritages at betale honoraret på 6.000 kr. og stemte derfor for at frifinde instituttet. Mindretallet fandt, at prisen på et lån altid er en væsentlig forudsætning for låntageren, og at instituttet derfor på forhånd burde have givet klageren oplysninger om låneomkostningerne. Det gjaldt ikke mindst bidraget, der væsentligt oversteg bidraget på lån i Danmark. Det var efter mindretallets opfattelse ikke tilstrækkeligt, at instituttet angav at have oplyst, at renten var eksklusive bidrag. Mindretallet stemte derfor for at give klageren medhold. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.