Kurskontrakt. Gevinst ved annullation.
| Sagsnummer: | 261/1988 |
| Dato: | 29-06-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Terminsforretninger - lukning |
| Ledetekst: | Kurskontrakt. Gevinst ved annullation. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 2. december 1986 indgik klageren med indklagedes City afdeling Helsingør en terminsforretning om klagerens køb af nominelt 272.000 kr. 10% Forenede Kreditforeninger 11. serie 1995 til levering den 2. februar 1987. Anledningen hertil var, at klageren agtede at ombygge sin ejendom og i den anledning i forbindelse med hjemtagelse af byggelån skulle indfri et ældre kreditforeningslån.
Den 16. januar 1987 indgik klageren med afdelingen en kurskontrakt vedrørende det påtænkte byggelån på nominelt 712.000 kr. 10% 2. serie 2007 til kurs 91. Af kontrakten, som løb til den 10. juni 1987, fremgår bl.a.: "Såfremt terminshandlen ikke gennemføres pr. den aftalte afviklingsdato på grund af forhold, som Sparekassen ikke er herre over, er terminsrekvirenten forpligtet til at erstatte Sparekassen alle tab, som måtte følge heraf."
Ved nota af 30. januar 1987 bekræftede afdelingen over for klageren, at terminsforretningen vedrørende obligationerne på nominelt 272.000 kr. var forlænget til den 11. maj 1987.
Den 13. april 1987 blev såvel terminsforretningen vedrørende obligationerne på 272.000 kr. som kurskontrakten vedrørende lånet på 712.000 kr. annulleret af klageren.
Ved annulleringen af terminsforretningen realiseredes der ifølge indklagede et kurstab for denne på 8.840 kr., mens der vedrørende kurskontrakten for lånet på 712.000 kr. realiseredes en gevinst for indklagede på 28.480 kr. Intet af de to beløb blev afregnet over for klageren.
Ved skrivelse af 7. september 1988 afviste indklagede over for klagerens advokat at udbetale klageren den konstaterede nettogevinst ved annulleringen af terminsforretningen og kurskontrakten.
Efter yderligere brevveksling med indklagede har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere ham den konstaterede nettogevinst vedannulleringen af den omhandlede terminsforretning og kurskontrakt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han, såfremt annulleringen af kurskontrakten havde medført et underskud, havde været forpligtet til at tilsvare dette, og at han derfor også må have krav på den gevinst, som blev konstateret, da kurskontrakten blev annulleret. Dette gælder, uanset hvilke formål han måtte have haft med indgåelsen henholdsvis annulleringen, af terminsforretning og kurskontrakt.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klagerens formål med at tegne kurskontrakt vedrørende kreditforeningslånet på 712.000 kr. var at sikre provenuet af det lån, der påtænktes hjemtaget, og dermed størrelsen af den fremtidige boligudgift og ikke at opnå en kursgevinst i lighed med en baisse-forretning. Dette formål med tegning af kurskontrakt er årsag til, at det i kontrakten er fastsat, at indklagede ved manglende opfyldelse kan kræve et eventuelt tab inddækket, hvorimod kunden ikke har krav på at få en eventuel kursgevinst udbetalt i denne situation. Indklagede ville ikke under de givne omstændigheder have medvirket ved indgåelse af en baisse-forretning, og dette lå også ud over klagerens forudsætninger ved indgåelse af kontrakten. Som følge af de realiserede resultater af den indgåede terminsforretning og kurskontrakt havde indklagede for så vidt været berettiget til at debitere klageren det realiserede tab vedrørende terminsforretningen, men man valgte efter omstændighederne at betragte de to kontrakter som en helhed.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge kurskontrakten har indklagede i tilfælde af, at kunden annullerer kontrakten, eller denne i øvrigt ikke gennemføres på grund af forhold, som indklagede ikke er herre over, krav på erstatning for alle tab, som måtte følge heraf. Hverken denne bestemmelse, der i det væsentlige er udtryk for et almindeligt misligholdelsesansvar, eller almindelige retsgrundsætninger, herunder berigelsesgrundsætningen, findes at kunne føre til, at klageren kan gøre krav gældende i anledning af den gevinst, indklagede i det foreliggende tilfælde opnåede som følge af klagerens annullation af kurskontrakten.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.