Spørgsmål om ansvar i forbindelse med ændret puljefordeling og om investeringshorisont ved ratepension.
| Sagsnummer: | 388 /2002 |
| Dato: | 28-10-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Puljepension - investeringshorisont
Ratepension - placering |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med ændret puljefordeling og om investeringshorisont ved ratepension. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens ratepensions tilknytning til indklagedes puljesystem.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1937, oprettede i 1989 en ratepension hos indklagede.
I 1994 blev ratepensionen tilknyttet indklagedes pensionspuljer med 100 % placering i danske obligationer.
Med virkning fra 1. januar 1996 blev puljefordelingen ændret således, at 70 % af midlerne blev placeret i lange obligationer og 30 % kontant.
Den 23. februar 1996 udfærdigede indklagede en investeringsprofil for klageren, hvoraf fremgår, at klagerens risikoprofil ved afkrydsning var "lav" med pil mod "mellem", ligesom det fremgik, at klageren ønskede at investere i obligationer og danske obligationsbaserede investeringsbeviser. Klageren ønskede et højt stabilt afkast og ville ikke risikere at skulle sælge, hvor kursen var lav.
Pr. 1. januar 1997 blev puljefordelingen ændret til en fordeling på 60 % lange obligationer og 40 % indlån.
Pr. 1. december 1997 blev puljefordelingen ændret til en fordeling på 55 % lange obligationer og 45 % indlån.
Pr. 1. januar 1999 blev puljefordelingen ændret til en fordeling på 55 % lange obligationer og 45 % korte obligationer.
I februar 1999 udarbejdede indklagede udkast til seniorbudget for klageren.
På et møde den 16. december 1999 gennemgik indklagede endeligt seniorbudget med klageren. Det fremgår, at klageren i en pensionskasse havde en pensionsordning med løbende udbetalinger. Indklagede har anført, at klagerens samlede pensionsformue, herunder ratepension samt to kapitalpensionskonti hos indklagede, da blev anslået til ca. 3,8 mio. kr. Ratepensionens værdi var ca. 400.000 kr.
Af en skrivelse af 16. december 1999 fra indklagede til klageren fremgår bl.a., at placeringen af ratepensionen var ændret til bankvalg pr. 1. januar 2000, og at klageren forventede at påbegynde udbetaling fra ratepensionen primo 2001. Et tillæg til ratepensionsaftalen vedrørende disse ændringer vedlagdes til underskrift.
Den 21. december 1999 underskrev klageren tillægget. Pr. 1. januar 2000 var puljesammensætningen for bankvalg for klagerens vedkommende 30 % lange obligationer, 10 % indeksobligationer, 20 % danske aktier og henholdsvis 40 % udenlandske aktier.
Den 13. september 2000 underskrev klageren aftale om, at udbetaling fra ratepensionen skulle påbegyndes 1. februar 2001 med sidste udbetaling pr. 1. januar 2011.
I februar 2001 fremsendte indklagede pensionsoversigt pr. 31. december 2000; heraf fremgår, at værdien af ratepensionen pr. 1. januar 2000 havde været ca. 405.000 kr. Årets indbetalinger var på 35.200 kr. Puljeafkast udgjorde netto 1.667 kr. Afkast på puljeandelen i lange obligationer var ca. 8.000 kr., puljeandelen i danske aktier ca. 16.000 kr., medens puljeandelen i udenlandske havde et negativt afkast på ca. 19.000 kr. Puljefordelingen var ændret i årets løb, således at den pr. december 2000 var 20 % i lange obligationer, 10 % i indeksobligationer, 5 % i udenlandske obligationer, 15 % i danske aktier og 50 % i udenlandske aktier.
I februar 2002 fremsendte indklagede pensionsoversigt, hvoraf fremgik, at afkastet af ratepensionen i 2001 var negativt med 31.419 kr.
Umiddelbart efter modtagelsen af oversigten kontaktede klageren indklagede og gjorde indsigelse mod puljesammensætningen. Indklagede har anført, at man på et møde orienterede klageren om, at han ved månedens udgang havde mulighed for at ændre puljesammensætningen med virkning for den følgende måned. Klageren valgte ikke at ændre puljesammensætningen.
Af "Vilkår for [indklagedes] værdipapirpuljer" gældende fra 1. januar 1999 fremgår:
"Bankvalg
På pensionsopsparing tilpasser banken løbende procentfordelingen mellem puljerne på din konto ud fra din alder, det aftalte udbetalingstidspunkt og eventuel opsparing fra før 1983.
…..Den aktuelle fordeling oplyses i banken."
Af "Vilkår for [indklagedes] værdipapirpuljer" gældende fra 1. april 2002 fremgår:
"Bankvalg
Ved bankvalg tilpasser banken løbende procentfordelingen mellem puljerne på kontoen.
….
På ratepension tilpasses procentfordelingen efter det midterste år i den aftalte udbetalingsperiode, fødselsdag og eventuel opsparing fra før 1983.
…Den aktuelle fordeling oplyses i banken."
Indklagede har på Ankenævnets forespørgsel oplyst, at såfremt klagerens investeringshorisont pr. 1. februar 2001 måtte anses for at være mellem 4 og 5 år, ville fordelingen mellem obligationer og aktier have været 50 % til 50 % fra 1. februar 2001 til 31. december 2001 og 55 % til 45 % fra 1. januar 2002 til 1. februar 2002. Den faktiske fordeling har i samme perioder været 35 % obligationer og 65 % aktier, henholdsvis 40 % obligationer og 60 % aktier.
Parternes påstande.
Klageren har den 30. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre hans ratepensionskonto" til den puljestatus den havde før 1/1 2001 og genberegne/tilbageføre udbytte/tab for perioden siden da til nu".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at ratepensionens tilknytning til pulje indtil 1. januar 2000 havde været således, at han bevidst havde fravalgt placering af midler i aktiepulje, uanset at indklagede tilrådede en sådan placering.
Han har direkte anført over for indklagede, at han var imod placering i aktiepuljer, jf. herved også risikoprofilen fra 1996. Han har således specifikt fravalgt aktiebaseret investering.
Han er først under klagens behandling ved Ankenævnet blevet opmærksom på, at ratepensionen allerede blev placeret i "bankvalg" fra 1. januar 2000. Han erindrer ikke nogen forudgående rådgivning herom og stiller sig uforstående over for indklagedes skrivelse fra december 1999, hvorefter ændringen til bankvalg skete ifølge aftale.
Han hæftede sig ikke ved puljefordelingen angivet i pensionsoversigten for 2000 modtaget i februar 2001 eller ved, at der var et negativt afkast for udenlandske aktier. Afkastet var både for hans kapitalpension og ratepension positiv og ikke væsentligt forskellig fra afkast i tidligere år. De negative tal var gemt i en kolonne med mange andre tal med positiv bundlinie.
Indklagede har disponeret mod hans udtalte ønske om kun at deltage i obligationsbaseret investering. Indklagedes rådgivning, hvorefter han fik midler placeret i aktiepuljer, er kritisabel, da den skete på et tidspunkt, hvor ratepensionen stod umiddelbar før udbetaling.
Med hensyn til mødet den 16. december 1999 fremgår det ikke af hans notater - og heller ikke af indklagedes - at der skulle have været diskuteret ændring af puljeplacering. På mødet blev der drøftet indskud på pensionsordningerne.
Den af indklagedes medarbejder til brug for sagen udarbejdede erklæring om det på mødet passerede er udtryk for et idealiseret rådgivningsforløb, som alene tjener til, at indklagede kan fralægge sig ansvaret for de uheldige dispositioner. Medarbejderens erklæring bærer præg af, at denne har fejlfortolket kundens interesse for og indsigt i pensionsbranchen og mistydet det faktiske indhold i forskellige udtalelser fra afholdte møder. Dette skyldes, at medarbejderen har været mere fokuseret på at sælge et af indklagedes gebyrtunge pensionsprodukter end at lytte til kunden og tage hensyn til dennes velkendte og dokumenterede lave risikoprofil og nært forestående pensionering. Han fastholder, at puljeskift ikke var på tale endsige blev aftalt på mødet.
Det er korrekt, at han på et tidspunkt placerede for ca. 33.000 kr. i Unidanmark aktier på kapitalpensionsordningen. Baggrunden var, at aktierne på indklagedes anbefaling blev erhvervet i forbindelse med indklagedes - dengang Sparekassen SDS' - omdannelse til bank. Erhvervelsen viste sig hurtigt at være et dårligt råd, og for at undgå tab blev aktierne overført til kapitalpensionsordningen.
Indklagedes oplysning om, at kun 7 % af hans pensionsmidler er placeret i aktier, er en beregning, der er konstrueret til klagesagen. Han har aldrig bedt indklagede om at forvalte hans samlede pensionsformue, herunder formuen i pensionskassen, men ene og alene om at varetage forvaltning af ratepensionen.
Han finder, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved rådgivningen, hvorfor indklagede bør erstatte det tab, han har lidt.
Af indklagedes nyhedsbrev fra februar 2003 fremgår, at bankvalg hidtil har været for kunder, der vil løbe en middel risiko. Dette anser han for en tilståelse af, at indklagede har vildledt ham og ikke oplyst om den faktiske risiko.
Indklagede har anført, at der gennem årene har været en dialog med klageren om pensionsordningen. Der har været afholdt flere møder i denne forbindelse.
Klageren har modtaget en indgående rådgivning omkring sin pensionsopsparing, og det er indklagedes klare opfattelse, at klageren har haft et nøje indblik i puljer og afkast af såvel obligations- som aktiepuljer. Klageren har løbende modtaget indklagedes nyhedsbreve og vilkår.
Af den under sagen indhentede erklæring fra klagerens kunderådgiver fremgår om mødet den 16. december 1999, at klageren var opmærksom på det vigende afkast i indklagedes obligationspulje. Afkastet for 1999 var på mødetidspunktet forventet til under 0,5 %, hvilket klageren ikke var tilfreds med. Klageren traf selv valget om at indtræde i bankvalg, hvor ca. 60 % af midlerne var placeret i aktier og 40 % i obligationer.
Klageren havde ikke ytret sig negativt omkring en delvis placering af pensionsmidler i aktier. Klageren havde i en årrække haft aktier liggende i sit kapitalpensionsdepot.
Placeringen af pensionsmidlerne hos indklagede må ud fra en helhedsbetragtning betegnes som lav risiko, idet det drejer sig om ca. 7 % af pensionsformuen.
Det har indtil 1. april 2002 ikke entydigt været præciseret i indklagedes vilkår for værdipapirpuljer, at man indtil dette tidspunkt ved ratepensioner anså tidspunktet for den sidste udbetaling som udtryk for investeringshorisonten og dermed afgørende for procentfordelingen i bankvalg. Det følger af de dagældende regler for puljer, at det er indklagede, der fastsætter og tilpasser procentfordelingen i puljerne, og at udbetalingstidspunktet blot er et af flere parametre. Klageren har løbende haft mulighed for at følge udviklingen og procentfordelingen og for at vælge en anden procentfordeling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter indholdet af indklagedes skrivelse af 16. december 1999 til klageren lægger Ankenævnet til grund, at det på mødet tidligere samme dag blev aftalt, at midlerne i klagerens ratepension fra den 1. januar 2000 skulle placeres i indklagedes pensionspuljer med bankvalg. Klageren har bekræftet den indgåede aftale ved underskrivelsen den 21. december 1999 af det fremsendte tillæg til ratepensionsaftalen, hvoraf ændringen fremgår.
Ankenævnet lægger endvidere til grund, at klageren var bekendt med, at en placering i indklagedes pensionspuljer med bankvalg indebar, at en væsentlig del af midlerne ville blive placeret i aktier. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren løbende modtog indklagedes nyhedsbreve, hvoraf puljefordelingen fremgik, og at denne også fremgik af pensionsoversigten pr. 31. december 2000, som klageren ikke reagerede på.
Klagerens påstand om, at han skal stilles, som om han ikke havde været tilsluttet indklagedes pensionspuljer med Bankvalg, kan derfor ikke tages til følge.
To medlemmer - Peter Blok og Kåre Klein Emtoft, som i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler herefter:
Af indklagedes vilkår for værdipapirpuljer af 1. januar 1999, der var gældende indtil den 1. april 2002, fremgår, at procentfordelingen mellem puljerne tilpasses bl.a. i forhold til "det aftalte udbetalingstidspunkt". Ved ratepensioner, hvor udbetalingen sker over 10 år, er dette ikke entydigt. Efter formålet med fastsættelsen af den investeringshorisont, der er afgørende for fordelingen på puljer, finder vi, at udtrykket "det aftalte udbetalingstidspunkt" i mangel af holdepunkter for andet ved ratepensioner må forstås som det midterste tidspunkt i udbetalingsperioden eller, når denne er påbegyndt, som det midterste tidspunkt i den resterende del af udbetalingsperioden. Vi finder, at denne forståelse også har støtte i Ankenævnets hidtidige praksis, bl.a. Ankenævnets kendelse af 27. august 2001 i sag 45/2001. Indklagede har imidlertid indtil ændringen pr. 1. april 2002 anset tidspunktet for den sidste udbetaling som udtryk for investeringshorisonten. Som erkendt af indklagede er dette ikke kommet til udtryk i indklagedes dagældende vilkår for værdipapirpuljer, og det må lægges til grund, at det heller ikke på anden måde er tilkendegivet over for klageren.
Vi finder herefter, at indklagede begik en fejl ved for perioden fra den 1. februar 2001, da udbetalingen af klagerens ratepension begyndte, til den 31. januar 2002 at fastsætte puljefordelingen ud fra en investeringshorisont på mere end 5 år, idet fordelingen burde have været fastsat ud fra en investeringshorisont på mellem 4 og 5 år. Indklagede bør derfor stille klageren, som om puljefordelingen i den nævnte periode havde været fastsat ud fra en investeringshorisont på mellem 4 og 5 år. Det bemærkes, at klageren ikke kan rejse krav for tiden efter februar 2002, hvor han rettede henvendelse til indklagede om puljesammensætningen.
To medlemmer - Peter Stig Hansen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Ankenævnet har allerede i ovennævnte kendelse af 27. august 2001 i sag 45/2001, taget stilling til et tilsvarende tilfælde, hvor det "udbetalingstidspunkt", der styrede investeringernes sammensætning, var tidspunktet for den sidste udbetaling, uden at denne definition af udbetalingstidspunktet særligt var fremhævet for klageren. I denne sag blev det mere generelt udtalt af Ankenævnet, at det er diskutabelt, om det er rigtigt og hensigtsmæssigt i en situation som den pågældende, hvor udbetaling skal ske over en 10-årig periode at anvende tidspunktet for den sidste udbetaling som investeringshorisont. Ankenævnet fandt dog ikke i den konkrete sag, at der kunne statueres ansvar for pengeinstituttet. Det blev dog samtidig bemærket, at der ved puljefordelingen havde været mere end 5 år til det midterste tidspunkt i det 10-årige udbetalingsforløb.
Vi bemærker til den foreliggende sag, at det af indklagedes informationsmateriale om bankvalg fremgår, at "udbetalingstidspunktet" - der af indklagede, uden at dette dog er særligt fremhævet over for klageren, defineres som tidspunktet for sidste udbetaling, - anvendes til løbende også under den 10-årige udbetalingsperiode at tilpasse investeringens sammensætning, i forhold til hvor mange år der er til "udbetalingstidspunktet".
Spørgsmålet er herefter, hvordan man aftaleretligt skal fortolke "udbetalingstidspunktet".
Medmindre man skulle antage, at der ikke under hele den 10-årige udbetalingsperiode skulle ske nogen form for tilpasning af investeringens sammensætning, hvilket forekommer uhensigtsmæssigt, må det forkastes alternativt at anvende tidspunktet for den "1. udbetaling" som "udbetalingstidspunkt".
Vi kan ikke tilslutte os flertallets udtalelse om, at "det midterste tidspunkt" bør anvendes som "udbetalingstidspunkt". En sådan fortolkning forekommer ikke at være mere rigtig end den praksis, som indklagede har anvendt, og vi finder ikke, at klageren på tidspunktet for aftalens indgåelse havde nogen grund til at antage, at der med udbetalingstidspunktet skulle forstås "det midterste tidspunkt".
En anvendelse af dette "midterste tidspunkt ", som "udbetalingstidspunkt", der af Ankenævnets flertal defineres som:
"det midterste tidspunkt i udbetalingsperioden eller, når denne er påbegyndt, som det midterste tidspunkt i den resterende del af udbetalingsperioden",
betyder, at udbetalingstidspunktet ikke fastlægges til en bestemt dato, men derimod løbende ændres fra tidspunktet for den første udbetaling og frem til tidspunktet for den sidste udbetaling under pensionsordningen, idet udbetalingstidspunktet - efter første udbetaling - kontinuerligt ændrer sig som funktion af restløbetiden for ratepensionen.
Vi finder, at en sådan definition strider mod en naturlig sproglig forståelse, idet man ved et "tidspunkt", herunder et "udbetalingstidspunkt" i den mellem parterne gældende aftale om ratepension, sprogligt må forstå "et bestemt tidspunkt", og ikke et tidspunkt, der kontinuerligt ændrer sig i hele perioden fra den "første udbetaling" til den "sidste udbetaling".
Efter vor opfattelse er en sådan forståelse af "udbetalingstidspunktet" langt fra såvel klagerens som indklagedes opfattelse på tidspunktet for aftalens indgåelse. Da "udbetalingstidspunktet" er styrende for, hvorledes pensionsformuen sammensættes (aktier, obligationer etc.), vil en anvendelse af "det midterste tidspunkt" medføre, at sammensætningen af pensionsformuen får en karakter, som hverken klageren eller indklagede havde forestillet sig, hvilket ikke forekommer rigtigt.
Vi finder endvidere anledning til at bemærke, at det under sagens behandling af indklagede er oplyst, at kun 7 % af klagerens samlede pensionsmidler er placeret i aktier, hvorfor indklagedes rådgivning omkring placering af en del af pensionsformuen i "Bankvalg" - uanset at den anvendte definition af "udbetalingstidspunktet" vil medføre et vist indhold af aktier - ikke findes at kunne kritiseres, da klageren på trods heraf samlet set og under hensyn til tidspunktet for sin pension har en konservativ sammensætning af sin samlede pensionsformue.
På baggrund af ovennævnte betragtninger finder vi ikke, at der er tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at indklagede har handlet ansvarspådragende. Vi stemmer derfor for, at klagen i det hele ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger foretage en korrektion af værdien af klagerens ratepension i overensstemmelse med det foran af flertallet anførte.I øvrigt tages klagen ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.