Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200004024/2000 |
| Dato: | 23-11-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen, Mads laursen, Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i august 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 593.000 kr. Instituttets fordring var på auktionen opgjort til i alt 815.830 kr., som fordeltes med 738.654 kr. i kolonne 2 og 77.176 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. januar 1991 ejendommen, bl.a. med overtagelse af de indestående lån. Instituttet opgjorde i august 1999 den personlige fordring til 222.830 kr. og udtog i oktober 1999 stævning mod klageren for dette beløb. Klageren krævede fordringen nedsat under henvisning til rpl. § 578, bl.a. fordi der ved beregningen af instituttets endelige tab var medregnet liggetidsomkostninger i 17 måneder, herunder terminsydelser. Sagen blev i april 2000 stillet i bero, jf. rpl. § 361, på sagens behandling i Realkreditankenævnet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre en personlig fordring af den aktuelle størrelse gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis, at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Nævnet fandt endvidere ikke, at klageren kunne kræve fordringen nedsat, jf. rpl. § 578. Flertallet henviste til, at det af tidligere indbragte sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det derfor måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet stemte derfor for, at der kun kunne gøres krav gældende vedr. restgæld og afdrag. Med henvisning til Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 i en lignende sag, hvor det var blevet fastslået, at kreditor kan bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives, stemte mindretallet for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med den aktuelle pantebrevsrente 5 år tilbage fra klagens indbringelse for retten, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 29. november 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Byretsdom. Frifindelse af instituttet.