Underskud på omprioriteringskonto. Fejlagtig konsekvensberegning. Tab.
| Sagsnummer: | 153 /1998 |
| Dato: | 18-12-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - beregningsfejl ved omlægning
|
| Ledetekst: | Underskud på omprioriteringskonto. Fejlagtig konsekvensberegning. Tab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag angår, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar for en fejl i en konsekvensberegning udarbejdet som grundlag for en omprioritering af klagernes ejendom.
Sagens omstændigheder.
I efteråret 1997 besluttede klagerne at omprioritere deres ejendom. Beslutningen blev truffet på grundlag af en konsekvensberegning udarbejdet af indklagedes Farum Bytorv afdeling, hvorefter der ved en omlægning kunne opnås en ydelsesbesparelse på årligt 12.177 kr. efter skat.
Omprioriteringen blev gennemført medio november 1997, idet indklagede hjemtog et 30-årigt 7% obligationslån på 1.043.000 kr. i Danske Kredit og indfriede tre eksisterende kontantlån i Realkredit Danmark og et privat pantebrev. Af indfrielsesbeløbene for RD-lånene vedrørte i alt ca. 5.300 kr. ydelse fra seneste termin til indfrielsesdagen.
Efter gennemførelsen af indfrielserne udviste klagernes omprioriteringskonto en negativ saldo på 106.662,86 kr.
Indklagede konstaterede, at man ved udarbejdelsen af konsekvensberegningen for ét af RD-lånene fejlagtigt havde indtastet en restgæld, der var 100.000 kr. for lav.
Indklagede undlod at opkræve omprioriteringsgebyr og eftergav klagerne 1.662,86 kr. Til inddækning af underskuddet på herefter 105.000 kr. ydede indklagede klagerne et 30-årigt boliglån med fast rente på 6% p.a.
Parternes påstande.
Den 22. april 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning svarende til underskuddet på omprioriteringskontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede er ansvarlig for fejlen i konsekvensberegningen. De ønskede kun at omprioritere, såfremt omprioriteringslånet omfattede samtlige fire lån, og de samtidig kunne opnå en ydelsesbesparelse på mindst 1.000 kr. månedligt efter skat. Deres forudsætninger for omlægning blev tydeligt fremhævet over for indklagede. På den baggrund, og idet konsekvensberegningen er uden forbehold, er det deres opfattelse, at indklagede har lovet, at forudsætningerne for omlægningen blev opfyldt. De havde under ingen omstændigheder omlagt på det givne tidspunkt, hvis de havde været bekendt med de rigtige tal.
Indklagede har anført, at man ikke har tilsikret klagerne et bestemt resultat af omprioriteringen. Klagerne har ikke lidt et økonomisk tab, idet der var tale om indfrielse af allerede bestående hæftelser, og idet omprioriteringen ikke har været økonomisk ufordelagtig. Med omlægningen til Danske Kredit lånet og boliglånet har klagerne opnået en årlig ydelsesbesparelse på ca. 6.600 kr. efter skat. Endvidere er nutidsværdien af Danske Kredit lånet og boliglånet lavere end de fire tidligere lån.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at låneomlægningen ikke har været økonomisk ufordelagtig for klagerne. Det forhold, at klagerne som følge af fejlen i indklagedes konsekvensberegning er blevet skuffet i deres forventninger til resultatet af låneomlægningen, kan ikke i sig selv begrunde, at de har krav på økonomisk kompensation, jf. herved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 200. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har tilsikret klagerne, at resultatet af låneomlægningen ville blive som angivet i konsekvensberegningen. Klagernes påstand kan herefter ikke tages til følge.
Det bemærkes, at indklagede har undladt at opkræve gebyr for omprioriteringssagens behandling og har finansieret det ved omprioriteringen opståede underskud på favorable vilkår. Endvidere bemærkes, at ca. 5.300 kr. af indfrielsesbeløbene til Realkredit Danmark vedrørte ydelse fra seneste termin til indfrielsesdagen, hvorfor dette beløb ikke kan betragtes som underskud ved omprioriteringen.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.