Spørgsmål om sparekasse skulle holde klageren skadesløs for hans kautionsforpligtelse over for et realkreditinstitut på grund af mangelfuld information i forbindelse med stiftelsen.
| Sagsnummer: | 234 /2014 |
| Dato: | 26-09-2014 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
Kaution - stiftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om sparekasse skulle holde klageren skadesløs for hans kautionsforpligtelse over for et realkreditinstitut på grund af mangelfuld information i forbindelse med stiftelsen. |
| Indklagede: | Sparekassen Fyn |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Sparekassen Fyn skal holde klageren skadesløs for hans kautionsforpligtelse over for Totalkredit på grund af mangelfuld information i forbindelse med stiftelsen.
Sagens omstændigheder
Klagerens søn og dennes ekskone var kunder i Sparekassen Fyn (tidligere Sparekassen Faaborg). I forbindelse med sønnens og ekskonens skilsmisse ønskede sønnen at overtage parrets fælles ejendom. Det blev mellem sparekassen, sønnen og klageren drøftet, om klageren skulle kautionere for sønnens optagelse af lån til erhvervelsen af ejendommen.
Af et brev af 19. januar 2012 fra sparekassen til klageren fremgår følgende:
”Kaution for din søn [navn]
I forbindelse med din kaution for lån til din søn [navn], skal jeg bede om en kopi af din årsopgørelse 2010 fra skat samt kopi af 3 lønseddel og et budget. Når vi har gennemgået din økonomi, fremsender jeg div. dokumenter vedr. [navn]’ overtagelse af [ejendommens adresse].
Jeg vedlægger information om kaution.
…”
Den information, som sparekassen sendte til klageren, var den af Finansrådet og Forbrugerrådet udarbejdede pjece med generel information om privat kaution.
Klageren sendte herefter økonomiske oplysninger til sparekassen i form af årsopgørelse for 2010, lønseddel pr. 31. december 2011 og et håndskrevet budget udarbejdet af klageren.
Klageren underskrev den 4. februar 2012 dels en kautionserklæring for sønnens realkreditlån oprindelig stort 878.000 kr. i Totalkredit, og dels som kautionist på et gældsbrev vedrørende sønnens optagelse af et lån på 358.000 kr. i sparekassen.
Efterfølgende orienterede Totalkredit klageren om lånerestancer og berigtigelse af restancer, ligesom Totalkredit sendte klageren oversigter over kautionsforpligtelsen pr. ultimo 2012 og 2013.
Den 3. april 2014 rettede klageren henvendelse til sparekassen og gjorde indsigelse mod kautionsforpligtelsen over for Totalkredit, og den 22. april 2014 svarede sparekassen, at den ikke kunne frigøre klageren fra kautionsforpligtelsen.
Parternes påstande
Den 8. juli 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at sparekassen skal holde ham skadesløs for hans kautionsforpligtelse over for Totalkredit.
Sparekassen Fyn har principalt nedlagt påstand om afvisning med henvisning til Ankenævnets vedtægter §§ 2 eller 7, stk. 1 og subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det aldrig var på tale, at han skulle kautionere for sønnens Totalkreditlån. Sparekassen fortalte ikke, at den forlangte, at han både skulle kautionere for et sparekasselån og et totalkreditlån. Sparekassen bad ham alene kautionere for sønnens sparekasselån.
Kautionserklæringen blev sendt til ham og dermed listet ind sammen med de andre papirer vedrørende kaution for sparekasselånet, som han skrev under på, uden at han var klar over, at han påtog sig en yderligere kautionsforpligtelse. Han blev således lokket til at underskrive kautionserklæringen over for Totalkredit uden at have fået at vide, at han ligeledes påtog sig en kautionsforpligtelse over for Totalkredit. Det undlod sparekassen at gøre ham opmærksom på.
Kautionserklæringen over for Totalkredit havde sparekassens stempel i dokumentets ”hoved”, og han skrev under i den tro, at underskriften vedrørte sparekasselånet.
Han modtog ikke nogen genpart af kautionserklæringen.
Han blev dårligt rådgivet og ført bag lyset af sparekassen og mener derfor ikke, at hans underskrift er bindende. Sparekassen må sørge for, at han bliver fritaget/holdt skadesløs for kautionsforpligtelsen over for Totalkredit.
Det er ikke rimeligt, at sparekassen lader ham kautionere for så stort et beløb, når det tages i betragtning, at han sammen med sin hustru har en gæld på ca. 1,5 mio. kr. og ingen friværdi, og de har en alder på henholdsvis 57 og 58 år.
Sparekassen Fyn har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører kaution over for et realkreditinstitut og ikke et pengeinstitut. Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Endvidere vil det kræve afhøring af vidner for at få klarlagt, hvad der blev aftalt mellem klageren og sparekassen forud for, at han påtog sig kautionsforpligtelsen over for Totalkredit. En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at det var en betingelse for sønnens overtagelse af ejendommen, at der var medhæftelse for lånene i ejendommen fra enten ekskonen eller en anden godkendt debitor/kautionist. Klageren og sønnen ønskede, at ekskonens hæftelse for lånene i ejendommen overgik til klageren i form af hans kaution for lånene, og klageren tilbød derfor efter aftale med sønnen at hæfte for lånene. Klageren var således klar over, at det var en betingelse, at hæftelsen også skulle omfatte realkreditlånet.
De økonomiske oplysninger, som klageren sendte til sparekassen i januar 2012 viste en positiv formue og god indtjening, ligesom det af klageren udarbejdede budget viste et månedligt rådighedsbeløb på 31.000 kr. efter betaling af faste udgifter. Der var således ikke tale om, at kautionsforpligtelserne stod i misforhold til klagerens økonomi.
Ved at udlevere den af Finansrådet og Forbrugerrådet udarbejdede pjece med generel information om kaution opfyldte sparekassen god skik bekendtgørelsens krav om, at kautionisten blev informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.
Klageren har udvist retsfortabende passivitet ved, på trods af talrige breve fra Totalkredit vedrørende kautionsforpligtelsen, først at rette henvendelse til sparekassen 2 ½ år efter kautionens etablering.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren underskrev den 4. februar 2012 dels en kautionserklæring vedrørende hans søns realkreditlån oprindelig stort 878.000 kr. i Totalkredit, dels som kautionist på et gældsbrev vedrørende sønnens optagelse af et lån på 358.000 kr. i sparekassen. Klageren vedkender sig alene kautionen for sparekasselånet, idet han oplyser, at det ikke var på tale, at han skulle kautionere for realkreditlånet, og at sparekassen undlod at gøre ham opmærksom på, at han tillige påtog sig kaution for sønnens realkreditlån.
Ankenævnet finder, at det efter indholdet af kautionserklæringerne bør have stået klageren klart, at han påtog sig kaution for både realkreditlånet og sparekasselånet. Ankenævnet bemærker herved, at anvendelsen af sparekassens logo på kautionserklæringen til Totalkredit sammenholdt med de væsentligt forskellige lånebeløb og dokumenternes øvrige indhold ikke berettiget har kunnet give klageren den opfattelse, at der kun var tale om et lån til sparekassen.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at kautionerne står i misforhold til klagerens økonomi.
En eventuel klage over Totalkredit kan indgives til Realkreditankenævnet, Krabbesholmvej 5, 2700 Brønshøj.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.