Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afslag på anmodning om deponering i henhold til deponeringsloven.

Sagsnummer: 122 /2007
Dato: 22-06-2007
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lotte Aakjær Jensen, Jørn Ravn, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne: Deponering - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Afslag på anmodning om deponering i henhold til deponeringsloven.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes afslag på en anmodning fra klageren om oprettelse af en deponering i henhold til deponeringsloven.

Sagens omstændigheder.

I begyndelsen af februar 2007 rettede klageren henvendelse til indklagede med henblik på at foretage deponering i henhold til deponeringsloven.

Deponeringen skulle tjene som dokumentation for klagerens betalingsevne i relation til en omtvistet håndværksydelse, som blev behandlet ved Byggeriets Ankenævn.

Ved e-mail af 6. februar 2007 sendte indklagede en formular, som klageren skulle udfylde i forbindelse med deponeringen.

Den 7. februar 2007 afviste indklagede pr. telefon at foretage den ønskede deponering. Klageren oprettede herefter deponeringen via et andet pengeinstitut, P.

Ved skrivelse af 8. marts 2007 begrundede indklagede sit afslag med, at klageren ikke kunne deponere med frigørende virkning efter deponeringsloven, idet der var tale om mangler ved en leveret ydelse, og ikke om hindringer for betaling fra kreditors side.

Af lov nr. 29 af 16. februar 1932 om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering fremgår bl.a.:

"…

§ 1

Bliver en skyldner på grund af fordringshaverens forhold ude af stand til at opfylde sin forpligtelse til at erlægge en ydelse, bestående af penge eller værdipapirer, skal han være berettiget til for fordringshaverens regning at deponere ydelsen i Nationalbanken eller andet godkendt forvaringssted, jf. § 6. med den retsvirkning, at han anses, som om han havde opfyldt sin forpligtelse.

Det samme gælder, hvis fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som betingelse for at yde, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, og uvisheden herom ikke kan lægges skyldneren til last.

…"

Parternes påstande.

Den 24. april 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal anerkende, at det var uberettiget at afvise hans anmodning om deponering.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i forbindelse med en verserende sag ved Byggeriets Ankenævn havde tilbageholdt et større beløb vedrørende en håndværkerydelse. Byggeriets Ankenævn anbefalede ham at indsætte det omtvistede beløb på en deponeringskonto og at sende deponeringsbeviset til ankenævnet. Han rettede derfor henvendelse til indklagede, som uden forbehold sendte en formular.

Da indklagede den følgende dag afviste at udstede deponeringsbeviset, anbefalede Byggeriets Ankenævn ham at kontakte ankenævnets bankforbindelse, P, som uden videre accepterede at udstede det ønskede deponeringsbevis.

Indklagedes afslag var uberettiget, idet deponering ifølge lovens § 1, stk. 2 kan ske, "hvis fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som betingelse for at yde", hvilket præcis var tilfældet i den konkrete situation.

Det er uacceptabelt, at et pengeinstitut efter forgodtbefindende kan afgøre, hvorvidt en lov gælder eller ej. Det er ham derfor magtpåliggende, at Ankenævnet tager stilling til, om indklagede i den nævnte situation berettiget kunne afvise at udstede et deponeringsbevis i henhold til deponeringsloven.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører en aktuel formueretlig tvist. Klageren har ikke lidt noget tab.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at deponeringsloven giver en debitor ret til at betale med frigørende virkning, hvis der er tvivl om, hvem der er rette kreditor, eller hvis debitor på grund af kreditors forhold ikke kan opfylde sin betalingsforpligtelse, herunder hvis kreditor undlader at foretage, hvad debitor kan kræve som betingelse for at betale eksempelvis udstedelse af kvittering eller udlevering af et indfriet pantebrev. Den situation, at kreditors realydelse er mangelfuld, er ikke omfattet.

I den konkrete sag, hvor der var tale om mangler ved den leverede ydelse og ikke om hindringer for betaling fra kreditors side, var betingelserne for deponering i henhold til deponeringsloven ikke opfyldt. Man var derfor berettiget til at afvise klagerens ønske herom.

En juridisk hensigtsmæssig løsning på klagerens behov kunne have været, at der var blevet stillet en bankgaranti for beløbet eller afgivet transport i et indestående på en konto.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede er godkendt til at modtage deponeringer, jf. deponeringsloven, og klageren har efter loven, hvis dennes betingelser er opfyldt, krav på at kunne frigøre sig ved deponering efter lovens regler. Ankenævnet finder derfor, at klageren har krav på, at Ankenævnet tager stilling til, om indklagede var berettiget til at afslå at medvirke til, at klageren deponerede et beløb hos indklagede efter deponeringsloven.

Indklagedes påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

Efter deponeringsloven er en skyldner berettiget til at frigøre sig for en betalingsforpligtelse, hvis han på grund af fordringshaverens forhold er ude af stand til at opfylde sin forpligtelse, hvis fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve for at yde, eller når der er begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver.

Som anført af indklagede medfører det forhold, at en modtaget ydelse hævdes at lide af mangler, ikke, at skyldneren kan frigøre sig for sin forpligtelse ved at foretage deponering efter deponeringsloven.

Ankenævnet finder derfor, at indklagede under de givne omstændigheder var berettiget til at afslå at foretage deponering efter deponeringsloven.

Ankenævnet finder anledning til at bemærke, at det havde været naturligt, at indklagedes medarbejder havde vejledt klageren om muligheden for, at der kunne stilles en bankgaranti for beløbet, eller at der kunne afgives transport i indeståendet på en indlånskonto, således som indklagede har anført over for Ankenævnet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.