Krav om erstatning for negativt afkast på pensionsmidler omfattet af formueplejeaftaler.
| Sagsnummer: | 673 /2009 |
| Dato: | 01-06-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg og Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for negativt afkast på pensionsmidler omfattet af formueplejeaftaler. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for negativt afkast på pensionsmidler omfattet af formueplejeaftaler.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1958, og klagerens nu afdøde hustru, H, der var født i 1954, havde hver en ratepensionsordning og en kapitalpensionsordning med tilknyttede værdipapirdepoter i Roskilde Bank.
Den 25. maj 2004 underskrev M to enslydende investeringsaftaler vedrørende henholdsvis sin kapitalpensionsordning og ratepensionsordning. Ved aftalerne blev Roskilde Bank bemyndiget til at investere pensionsmidlerne inden for rammerne i aftalerne. Af aftalerne fremgår bl.a.:
"Tidshorisont | ||
De forventer at gå på pension om 16 år, når De fylder 62 år. | ||
Investeringsprofil Stor vægt på sikkerhed i investeringerne. Investeringssammensætningen afpasses efter det forventede pensionstidspunkt. | ||
… | ||
Investeringsforslag | ||
Med udgangspunkt i tidshorisont og investeringsprofil foreslår vi følgende fordeling i den løbende investering: | ||
Typer aktiver Garanterede Aktieindekserede Obligationer Obligationsbaserede investeringsforeninger Aktiebaserede investeringsforeninger | Vægtning i procent 0 – 100 25 75 – 100 | |
Investeringen kan også ske via garanterede, aktieindekserede obligationer som indeholder en garanti og et obligations- og et aktieelement. De kan derfor indgå i vægtningen både som obligations- og aktieinvestering. Se også bilag Kommentarer. | ||
… | ||
* | Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Investering i værdipapirer indebærer risiko for tab der blandt andet kan opstå i forbindelse med ændringer i værdien af værdipapirerne, i vekselkurser eller udsteders situation. Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinier for investeringerne. Roskilde Bank bestræber sig på efter bankens bedste skøn at forvalte din pensionsordning i overensstemmelse med denne aftale og med henblik på størst muligt afkast. Roskilde Bank kan ikke garantere for den fremtidige udvikling af investeringen og du er indforstået med ikke at gøre Roskilde Bank ansvarlig for fejlskøn, tab eller tab af muligheder, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller misligholdelse. … | |
Investeringsaftale – kommentarer | ||
Med udgangspunkt i den lange tidshorisont anbefaler vi dig at investere min. 75 % af dine pensionsmidler i aktiebaserede investeringsbeviser og op til 25 % i obligationsbaserede investeringsbeviser. Da investeringstidspunktet er det afgørende, kan de aftalte grænser afvige i investeringsperioden på grund af kursudsving på de investerede værdipapirer. Ved at have mulighed for at investere en mindre del af din pensionsopsparing i obligationsbaserede investeringsbeviser, opnår du et stabilt element i din investering på tidspunkter hvor banken skønner det hensigtsmæssigt for dig. Ved at investere min. 75 % af pensionsopsparingen i aktiebaserede investeringsbeviser opnår du yderligere risikospredning og får udsigt til et større afkast end kontantindskud og obligationer i gennemsnit kan indbringe set over en længere periode. … | ||
Investeringsaftale – informationer | ||
Garanterede Aktieindekserede Obligationer Aktieindekserede obl. indeholder en garanti så det max. tab allerede er kendt på investeringstidspunktet. Produktet indeholder elementer både fra en traditionel obligation og aktieinvestering. Fra obl. er taget sikkerheden (garantien) og fra aktien er taget de høje afkastmuligheder. Derfor mulighed for høje afkast med lille risiko. Obligationsbaserede investeringsforeninger En investering i en obligationsbaseret investeringsforening giver en andel af mange forskellige obligationer. Der opnås derfor en betydelig risikospredning. Investering i en obligationsbaseret investeringsforening er en forholdsvis sikker investering, hvor der sker en løbende investeringspleje. Aktiebaserede investeringsforeninger Aktiebaserede investeringsforeninger investerer i aktier i forskellige typer af virksomheder i mange forskellige brancher. Risikospredningen er meget stor, fordi udviklingen i de forskellige virksomheder er afhængig af en række forskellige forhold, eksempelvis vilkår for den pågældende branche, efterspørgsel, konkurrencesituation osv." | ||
Klageren havde i sin ratepensionsordning 100 stk. Roskilde Bank aktier, som ikke skulle indgå i vægtningen i bankens investeringsforslag.
I december 2005 underskrev H en aftale med banken om Aktiv Pensionspleje vedrørende sin kapitalpensionsordning i banken. Ved aftalen blev banken bemyndiget til at investere H’s pensionsmidler. Af aftalen fremgår bl.a.:
"Jeg forventer at gå på pension når jeg fylder 62. Aftalen skal derfor løbe i 11 år. Jeg ønsker en mellem risiko ved mine investeringer. | ||
År tilbage | Fordeling af investering | |
Over 10 år | 20-40 % 20-80 % 0-40 % | Obligationsforeninger og garanterede aktieindekserede obligationer. Basisforeninger Specialforeninger |
6-10 år | 40-60 % 40-60 % | Obligationsforeninger og garanterede aktieindekserede obligationer. Basisforeninger. |
0-5 år | 100 % | Obligationsforeninger og garanterede aktieindekserede obligationer. |
…
Definitioner | |
Du kan investere i 3 hovedgrupper. Din portefølje består af en eller flere af de 3 hovedgrupper så den svarer til dit risikoniveau og din investeringshorisont. Lav risiko og kort tid til udløb har en overvægt af obligationer, og høj risiko og lang tid til udløb har en overvægt af aktier. | |
1. | Obligationer og garanterede aktieindekserede obligationer * Alle BankInvest Obligationsforeninger. * Garanterede aktieindekserede obligationer fra PlusInvest * Hedgefonde som ligger inden for den højeste risiko blandt obligationsforeningerne. |
2. | Basisforeninger * Aktiebaserede BankInvest investeringsforeninger * Hedge-fonde som er inden for den risiko der er ved brede aktieforeninger * Garanterede aktieindekserede obligationer med en høj risikoprofil. |
3. | Specialforeninger Aktiebaserede investeringsforeninger hos BankInvest som enten er smalle i deres investeringsunivers eller investerer på Emerging Markets." |
De almindelige betingelser i aftalen samt beskrivelsen af henholdsvis garanterede aktieindekserede obligationer, obligationsbaserede investeringsforeninger og aktiebaserede investeringsforeninger svarede stort set til det anførte i investeringsaftalerne mellem klageren og banken. H havde aktier i Roskilde Bank, Tivoli og DFDS, som hun ønskede at beholde.
Ifølge årsoversigten den 30. december 2005 indgik H endvidere en aftale om Aktiv Pensionspleje for sit ratepensionsdepot i banken. Aftalen er ikke fremlagt under sagen.
I december 2007 underskrev klageren og H hver et dokument om deres investeringsprofil vedrørende navnlig pensionsmidlerne. Klagerens risikoprofil var høj risiko, angivet ved tallet 8 og H’s risikoprofil var mellem risiko, angivet ved tallet 7, (1-3 = lav risiko, 4-7 = mellem risiko, 8-10 = høj risiko). Investeringshorisonten var henholdsvis 8 og 10 år for H’s pensionsordninger og 12 år for M’s pensionsordninger.
Pr. den 1. januar 2008 var H’s ratepensionsmidler placeret i Plus Basisrente 2008 (27.308 kr.), Roskilde Bank aktier (42.389 kr.) og kontant 10.826 kr., i alt 80.523 kr.
H’s kapitalpensionsmidler var placeret i investeringsbeviser baseret på udenlandske obligationer, herunder Højrentelande, (31.343 kr.), Roskilde Bank aktier og investeringsbeviser baseret på danske og udenlandske aktier (102.705 kr. kr.), strukturerede produkter Plus 7 Index Super 2012 (19.200 kr.) og kontant 10.449 kr., i alt 163.696 kr.
Klagerens ratepensionsmidler var placeret i investeringsbeviser baseret på navnlig danske obligationer (35.645 kr.), Roskilde Bank aktier og investeringsbeviser baseret på danske og udenlandske aktier (240.184 kr.), strukturerede produkter Plus 7 Index Super 2012 (23.552 kr.) og kontant 30.892 kr., i alt 330.273 kr.
Klagerens kapitalpensionsmidler var placeret i investeringsbeviser i udenlandske obligationer, Højrentelande, (34.243 kr.), Roskilde Bank aktier og investeringsbeviser baseret på danske og udenlandske aktier (217.186 kr.), strukturerede produkter, Plus 7 Index Super 2012 og Plus 7 Index Super 2013 (24.428 kr.), kontant 1.262 kr., i alt 277.119 kr.
Plus 7 Index Super 2012 og Plus 7 Index Super 2013 var (aktie)indekserede obligationer, som blev udbudt til kurs 110. Indfrielseskursen ved udløb var minimum 100. Minimumsindfrielseskursen var sikret ved investering i AAA-rated sikkerhedsobligation.
I 2008 var afkastet af klagerens og H’s pensionsmidler:
Kursværdi | Kursværdi | Afkast | Afkast i % | |
H’s ratepension | 80.523 kr. | 24.229 kr. | - 56.294 kr. | - 69,93 |
H’s kapitalpension | 163.696 kr. | 75.857 kr. | - 87.839 kr. | - 53,66 |
M’s ratepension | 330.274 kr. | 141.749 kr. | -188.525 kr. | - 57,09 |
M’s kapitalpension | 277.119 kr. | 131.896 kr. | - 145.223 kr. | - 52,40 |
Tabet på Plus 7 Index Super papirerne i H’s kapitalpensionsdepot var på 14.146 kr. Tabet på Plus papirerne i klagerens pensionsordninger var på i alt 33.857,32 kr.
Den 23. juni 2009 indgav klageren og H en klage over Roskilde Bank til Ankenævnet.
Den 19. marts 2010 traf Finanstilsynets en afgørelse vedrørende to obligationer, Plus Råvarer 2013 og Plus Råvarer Super 2013, der blev udbudt til tegning primo 2006 og hvor sikkerhedsobligationerne er sammensat på tilsvarende måde, som ed Plus 7 Index Super. I afgørelsen er det anført, at Finanstilsynet fra Finansrådet har fået oplyst, at det på daværende tidspunkt var usædvanligt at benytte en sådan sikkerhedsobligation som hovedstolsdækning for strukturerede obligationer.
Den 21. oktober 2010 døde H. Ved skifteretsattest af 18. november 2010 blev boet efter H udleveret til klageren.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank skal betale erstatning for tabet på hans og H’s pensionsordninger.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken placerede pensionsmidlerne med for stor risiko i forhold til deres investeringsprofil.
Tabet var stort på navnlig Plus 7 Index Super papirerne.
Roskilde Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende eller mangelfuldt i forbindelse med pleje af klagerens og H’s pensionsmidler.
Pensionsmidlerne er blevet investeret inden for de rammer og i den type papirer, der var aftalt.
Det fremgår af såvel investeringsaftalerne som af aftalen om Aktiv Pensionspleje, at al investering giver mulighed for både gevinst og tab. Det fremgår endvidere, at banken ikke kan garantere for udviklingen i investeringerne, og at banken ikke er ansvarlig for fejlskøn og tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller misligholdelse.
Også investorer med lav risiko oplevede tab som følge af finanskrisen i 2008.
Klageren og H kendte risikoen for tab i forbindelse med investering i værdipapirer.
Klageren og H har på intet tidspunkt givet udtryk for, at de ønskede at opsige investeringsaftalerne.
Et eventuelt tab på Plus 7 Index Super papirerne kan ikke opgøres før papirernes udløb.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Søren Geckler og Troels Hauer Holmberg - udtaler:
Ifølge investeringsaftalerne i sagen kunne midlerne bl.a. investeres i garanterede aktieindekserede obligationer. Det fremgår af aftalens informationer, at en sådan obligation indeholder elementer både fra en "traditionel obligation og aktieinvestering. Fra obligationen er taget sikkerheden (garantien) og fra aktien er taget de høje afkastmuligheder."
Plus 7 Index Super er ikke udstedt med en egentlig hovedstolsgaranti, idet indløsning til kurs 100 er søgt sikret ved, at hovedparten af provenuet ved obligationens udstedelse er placeret i en anden struktureret obligation med sikkerhed afledt af en række erhvervsobligationer.
I Finanstilsynets afgørelse af 19. marts 2010 vedrørende to obligationer, Plus Råvarer 2013 og Plus Råvarer Super 2013, der blev udbudt til tegning primo 2006, er det anført bl.a., at Finanstilsynet fra Finansrådet har fået oplyst, at det på daværende tidspunkt var usædvanligt at benytte en sådan sikkerhedsobligation som hovedstolsdækning for strukturerede obligationer. Det bemærkes, at sikkerhedsobligationerne ved disse to obligationer er sammensat på tilsvarende måde, som ved Plus 7 Index Super.
Vi finder ikke, at hovedstolen i produktet Plus 7 Index Super kan betegnes som garanteret, idet muligheden for at papiret kan indløses til minimum kurs 100 er betinget af, at tabet på den underliggende sikkerhedsobligation – bestående af lån til danske og særligt udenlandske erhvervsvirksomheder – ikke vil overstige et på forhånd fastsat niveau. Dette gælder uanset at banken måtte have vurderet, at sandsynligheden for at tabet ville overstige dette niveau var lille.
Under henvisning hertil finder vi, at Roskilde Banks investeringer på klagerens og H´s vegne i Plus 7 Index Super falder uden for de aftalte investeringsområder, jf. investeringsaftalerne og aftalen om Aktiv Pensionspleje.
Vi finder derfor, at klagen bør tages til følge for så vidt angår placeringen af klagerens pensionsmidler i disse papirer.
Det er ikke godtgjort, at banken i øvrigt har handlet ansvarspådragende i forbindelse med forvaltningen af aftalerne. Det bemærkes herved, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.
To medlemmer – Karin Duerlund og Ole Jørgensen – udtaler:
Vi finder, at Roskilde Banks investeringer i Plus 7 Index Super på klagerens og H’s vegne lå inden for de aftalte investeringsområder og investeringsrammer.
Vi lægger herved navnlig vægt på, at obligationen indeholder elementer fra en traditionel obligation, og at sikkerhedsobligationen var rated AAA.
Vi finder det herefter ikke godtgjort, at banken har handlet erstatningspådragende ved forvaltningen af aftalerne.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Såfremt klageren inden 8 uger anmoder herom, skal Roskilde Bank inden 4 uger tilbyde kurtagefrit at tilbagekøbe de omhandlede Plus 7 Index Super i klagerens og H’s pensionsdepoter til anskaffelsesprisen. Beløbet skal i givet fald forrentes fra anskaffelsestidspunktet med en rente svarende til indlånsrenten for kontantindeståender i Aktiv Pensionspleje.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.