Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspedidtionstid ved afgivelse af lånetilbud

Sagsnummer: 9510058 /1996
Dato: 29-01-1996
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Leif Mogensen
Klageemne: Ekspedition - tidsforløb
Ledetekst: Ekspedidtionstid ved afgivelse af lånetilbud
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Klageren havde to lån til det indklagede institut. Lån 1 var baseret på obligationer med 4 kreditorterminer og lån 2 på obligationer med 2 kreditorterminer. Af henholdsvis pantebrev og serievilkår fremgik opsigelsesvarslerne ved kontantindfrielse, der for lån 1 var 3 måneder til en betalingstermin og for lån 2 var 6 måneder til en 11. juni eller 11. december.

Klageren søgte sidst i december 1993 instituttets lokalkontor om låneomlægning og genfremsatte medio januar 1994 ansøgningen over for instituttets kreditkontor. Instituttet afgav i februar 1994 et omlægningstilbud, som bl.a. indeholdt oplysninger om de opsigelsesterminer, der var lagt til grund i tilbudet og betydningen af, at disse ikke overholdtes. I april 1994 opsagde klageren lånene pr. 30. juni 1994 og bad om, at instituttet godkendte opsigelsen af lån 2, idet han på grund af interne forviklinger i instituttet først havde modtaget tilbudet i februar 1994. Instituttet fremsendte i maj 1994 opsigelsesbekræftelser til klageren, hvorefter lån 1 var opsagt pr. 1. juli 1994 og lån 2 pr. 1. januar 1995. Låneomlægningen blev gennemført primo juli 1994. For lån 2 blev betalt differencerente til 1. januar 1995 med 6.303 kr. Instituttet returnerede i oktober 1994 et beløb på 2.645 kr., som ukorrekt var opkrævet i terminsydelse. Herefter korresponderedes mellem parterne, dels om opsigelsesdatoen for lån 2, dels om de oplysninger, som instituttet havde skullet give om opsigelsesfristerne, og dels om forrentning af den tilbagebetalte terminsydelse. Instituttet erkendte, at låneansøgningen ved forsendelse til kreditkontoret var blevet væk i den interne post, men afviste, at dette havde haft betydning for ekspeditionstiden. Instituttet fremsendte klageren 176 kr. til dækning af rente af den refunderede terminsydelse.

Klageren nedlagde over for Nævnet påstand om, at instituttet dels skulle ændre opsigelsesdatoen og tilbagebetale ham differencerente, dels at der med instituttets morarentesats skulle ske forrentning af den refunderede terminsydelse. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at klageren kunne have modtaget lånetilbudet tidligere, selv om der ikke var begået fejl fra instituttets side. Tilbudet var beregnet med opsigelse af lånene på det tidspunkt, hvor det faktisk skete. Nævnet fandt ikke, at instituttet i øvrigt var forpligtet til at ændre opsigelsesdatoen og tilbagebetale klageren differencerenten for lån 2. Nævnet frifandt derfor instituttet for disse klagepunkter. Nævnet fandt, at klageren havde krav på forrentning efter rentelovens regler og tilpligtede instituttet - med fradrag af det allerede betalte rentebeløb på 176 kr. - at betale klageren rente af 2.645 kr. efter rentelovens regler.