Afgørelse

Ekspeditionstid vedrørende påførsel af rykningspåtegning. Betingelse for rykning. Rente på udlån efter forhøjelse af dette til køb af ny bil.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes ekspeditionstid i forbindelse med påførsel af en rykningspåtegning på et ejerpantebrev, indklagedes betingelse for at rykke samt renten på et udlån efter forhøjelse af dette til køb af ny bil.

Sagens omstændigheder.

Klagerne, der er ægtefæller, overførte i efteråret 1997 deres engagement til indklagede.

I forbindelse hermed underskrev klagerne den 3 oktober 1997 to gældsbreve vedrørende henholdsvis et boliglån på 200.000 kr. og et bil- og forbrugslån på 127.000 kr. Lånene blev ydet til en rente på henholdsvis 8,25% p.a. og 9,25% p.a.; ydelsen på hvert lån var 1.800 kr. månedligt. Af gældsbrevene fremgår bl.a.:

"Ved renteændringer er [indklagede] berettiget men ikke forpligtet til at vælge at ændre ydelsens størrelse, således at løbetiden fastholdes."

Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i klagernes helårsbolig og sommerhus samt i et løsøreejerpantebrev på 53.000 kr. i klagernes bil.

Ved gældsbrev af 24. oktober 1997 blev bil- og forbrugslånet forhøjet med 119.000 kr. til 246.000 kr. Ydelsen blev forhøjet til 3.700 kr. pr. måned. Renten var uændret 9,25% p.a. Provenuet af forhøjelsen blev anvendt til delvis finansiering af klagernes køb af en ny bil. Indklagedes pant på 53.000 kr. i den gamle bil blev afløst af et pant på 120.000 kr. i den nye bil.

I april 1999 rykkede indklagede med ejerpantebrevet i ejendommene for et 6% lån i Totalkredit på 830.000 kr. i helårsboligen, som afløste to eksisterende lån i Realkredit Danmark.

Ved skrivelse af 27. juli 2000 meddelte indklagede, at ydelsen på boliglånet på grund af renteforhøjelser var forhøjet med 150 kr. til 1.950 kr. med henblik på at fastholde løbetiden.

På samme tidspunkt besluttede klagerne sig for en omprioritering af deres ejendom. Via en låneformidler indhentede klagerne et lånetilbud af 27. juli 2000 vedrørende et Flexlån (rentetilpasningslån) på 992.000 kr. til en aktuel kurs på 99,39 i Realkredit Danmark. Ifølge beregningerne i lånetilbudet kunne klagerne ved omprioriteringen opnå et kontant provenu på ca. 220.000 kr. Provenuet ønskede klagerne at anvende til indfrielse af bil- og forbrugslånet, som havde en restgæld på ca. 213.000 kr. Klagerne beregnede, at de ved omlægningen af deres gæld kunne forøge deres rådighedsbeløb med 1.000-1.500 kr. pr. måned.

Ved telefaxskrivelse dateret den 28. juli 2000 (fredag) anmodede låneformidleren indklagede om at rykke med ejerpantebrevet for det tilbudte lån. I forbindelse med, at indklagede onsdag den 2. august 2000 blev rykket for et svar, oplyste indklagede, at man ikke havde modtaget rykningsanmodningen, som derfor blev genfremsendt samme dag. Låneformidleren har ikke kunnet fremlægge kvittering for, at rykningsanmodningen blev fremsendt den 28. juli 2000.

Indklagede meddelte klagerne, at man som betingelse for at rykke forlangte ydelsen på boliglånet forhøjet med 550 kr. til 2.500 kr. pr. måned. Klagerne protesterede herover, idet de ønskede omprioriteringen gennemført netop med henblik på at forøge deres aktuelle rådighedsbeløb.

Ved telefaxskrivelse af 7. august 2000 gav indklagede over for låneformidleren tilsagn om at rykke med ejerpantebrevet mod et gebyr på 1.800 kr. plus tinglysningsafgift. Ved telefaxskrivelse af 8. august 2000 nedsatte indklagede gebyret til 600 kr.

Den 17. august 2000 underskrev klagerne et nyt gældsbrev vedrørende boliglånet med ændret ydelse 2.500 kr. pr. måned. Indklagede beregnede sig i forbindelse hermed et ekspeditionsgebyr på 600 kr.

Under sagen har indklagede imødekommet et krav fra klagerne om tilbagebetaling af ekspeditionsgebyret på 600 kr.

Parternes påstande.

Den 6. september 2000 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for kurstab i forbindelse med omprioriteringen, at nedsætte ydelsen på boliglånet med 550 kr. pr. måned og at yde en renterefusion på bil- og forbrugslånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de som følge af ekspeditionstiden hos indklagede i forbindelse med rykningsanmodningen har lidt et kurstab på ca. 12.000 kr.

Selv om det måtte blive lagt til grund, at indklagede først modtog rykningsanmodningen den 2. august 2000, handlede indklagede for langsomt i forhold til, at der var tale om en kursafhængig sag. Endvidere stillede indklagede sig urimeligt hindrende i vejen for omlægningen, som indebar en forøgelse af deres rådighedsbeløb på 1.000- 1.500 kr. pr. måned og en nedbringelse af deres samlede gæld med op til 50.- 60.000 kr. Indklagede brugte unødigt meget tid på at rette telefonisk henvendelse til dem frem for at meddele låneformidleren rykningsaccepten. De var bekendt med risikoen ved et Flexlån, men fandt risikoen lille. Indklagedes medarbejder beskyldte dem for at spille hasard med deres penge, hvilket de er uforstående over for, idet indklagede selv udbyder rentetilpasningslån.

Det er almindeligt, at pengeinstitutter efterkommer deres kunders anmodning om at rykke, og indklagede havde også tidligere rykket for optagelsen af et lån i Totalkredit. De antog derfor ikke, at det var nødvendigt at kurssikre.

De så sig nødsaget til at underskrive gældsbrevet om forhøjelsen af ydelsen på boliglånet for at gennemføre omprioriteringen. Kravet om forhøjet ydelse var uretmæssigt og urimeligt og begrænsede væsentligt den forøgelse af deres økonomiske råderum, som var formålet med omprioriteringen.

Indklagede ydede dårlig rådgivning om finansieringen af bilkøbet i oktober 1997, idet de blev tilbudt en forhøjelse af det eksisterende lån frem for et billån, som almindeligvis var og er en billigere løsning. Efter forhøjelsen udgjorde bilfinansieringen mere end 2/3 af lånets hovedstol, som i de forløbne 3 år kunne have været forrentet væsentligt lavere. Beregnet på grundlag af en rente på 10,75% p.a. på forbrugsdelen og 7,50% p.a. på bildelen kunne de have sparet 11.080,25 kr. i rente.

Indklagede har anført, at rykningsanmodningen blev modtaget den 2. august 2000, og at sagen blev drøftet telefonisk med klagerne samme dag. Efter indklagedes opfattelse var det uhensigtsmæssigt at omlægge et bil- og forbrugslån med en relativt kort løbetid til et variabelt forrentet kreditforeningslån med en løbetid på 24 år. Endvidere drøftede man den risiko, der var forbundet med at omlægge et fast forrentet 6% obligationslån til et variabelt forrentet lån. Klagerne fastholdt imidlertid, at de ønskede en forbedring af deres rådighedsbeløb.

Fredag den 4. eller mandag den 7. august 2000 fik klagerne pr. telefon oplyst, at man accepterede at rykke på betingelse af, at ydelsen på boliglånet blev forhøjet med 550 kr. pr. måned, hvilket var begrundet i en risikoafvejning. Klagerne var utilfredse hermed, men vendte senere tilbage og accepterede betingelsen for rykning. Ryknings­accep­ten blev herefter fremsendt pr. telefax til låneformidleren. Det bestrides, at man har udvist ansvarspådragende adfærd i forhold til det påståede kurstab på 7.300 kr.

Man var ikke forpligtet til at rykke for et variabelt forrentet kreditforeningslån, hvorfor det var berettiget at gøre accepten betinget.

Ved bilkøbet i oktober 1997 var klagerne ikke i stand til at indfri det oprindelige bil- og forbrugslån. Klagernes udbetaling/egenbetaling udgjorde 20.000 kr., svarende til 17%. Renten på billån med denne udbetaling var på daværende tidspunkt 10,50% p.a. Renten på forbrugslån, som var delvist sikrede eller usikrede, var 13,75-15,25% p.a. Finansieringen blev således ydet til billånsrente med en mindre afvigelse i klagernes favør.

Forrentningen, som blev aftalt ved overførslen af engagementet, blev bibeholdt, og forrentningen ligger inden for indklagedes almindelige rentesats for billån.

Klagerne var ikke berettiget til en forrentning svarende til den, kunderne i indklagedes Fjernservice-afdeling opnår. Afdelingen er en telefonbank, og dennes kunder kan ikke benytte indklagedes øvrige afdelinger.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at indklagede den 7. august 2000 videresendte sit svar på rykningsanmodningen, kan begrunde et erstatningsansvar for indklagede.

Indklagede var ikke forpligtet til at rykke med ejerpantebrevet for det kreditforeningslån, som klagerne ønskede at optage. Indklagede var derfor berettiget til at betinge rykningen af, at ydelsen på klagernes boliglån blev forhøjet. Denne betingelse blev accepteret af klagerne, og Ankenævnet finder ikke, at betingelsen var urimelig.

Efter det foreliggende findes det ikke godtgjort, at klagerne kunne have opnået en rentefordel ved en opdeling af bil- og forbrugslånet i forbindelse med bilkøbet i oktober 1997.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.