Afgørelse

Transport af realkreditpantebreve

I klagernes ejendom indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Realkreditpantebrevet var forsynet med en rektaklausul, hvorefter det ikke kunne overdrages til eje eller pant. Ifølge vedtægterne, som debitor ifølge pantebrevet var underkastet, skulle pantebrevene være ikke-negotiable og uoverdragelige. Klagerne indfriede i april 1996 lånet til instituttet og fik tilsendt det kvitterede pantebrev. Klagerne indgik i maj 1996 en låneaftale med et pengeinstitut. Der blev oprettet et ejerpantebrev til sikkerhed for det ydede lån. Klagerne rettede ultimo april 1996 henvendelse til realkreditinstituttet, idet de via deres bankrådgiver havde fået oplyst, at realkreditinstituttet ikke agtede at tiltransportere dem realkreditpantebrevet. I maj 1996 henviste realkreditinstituttet til, at instituttets pantebreve var forsynet med en rektaklausul og derfor ikke kunne tiltransporteres klagerne.

Klagerne nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet skulle tiltransportere dem pantebrevet for det indfriede lån, og subsidiært påstand om, at instituttet skulle erstatte dem den mistede stempelværdi. Instituttet påstod frifindelse.

Til brug for klagesagsbehandlingen fremlagde klagerne kopi af en artikel i Fuldmægtigen fra januar 1995, som omhandler en kendelse fra Vestre Landsret (X. afdeling, V.L. B-1587-94) vedrørende transport til debitor af et realkreditpantebrev. Realkreditinstituttet fremlagde skrivelser fra henholdsvis Told- og Skat, Finanstilsynet, Justitsministeriet og Realkreditrådet vedrørende transport til debitor af pantebreve, forsynet med rektaklausul.

Et flertal i Nævnet fandt, at der måtte foretages en afvejning af klagernes økonomiske interesse i at få overdraget pantebrevet i forhold til instituttets administrative og tinglysningsmæssige interesser i at påberåbe sig rektaklausulen. Flertallet fandt ikke, at klagernes interesse i transporten var så tungtvejende i forhold til instituttets interesser i at undlade transport, at instituttet var afskåret fra at påberåbe sig klausulen. Mindretallet fandt ikke, at rektaklausulen indebar, at instituttet var afskåret fra at tiltransportere klagerne pantebrevet, og ej heller at klagerne har givet afkald herpå. Som følge af sagernes forholdsvis beskedne antal fandt mindretallet ikke, at imødekommelse af anmodninger som den omtvistede ville prisgive de af instituttet anførte generelle administrative fordele ved den hidtidige praksis. Mindretallet fandt ikke, at instituttet havde anført tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at modsætte sig klagernes anmodning om transport af pantebrevet med henblik på dettes aflysning. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.