Kaution, kassekredit. Underretning. Genforhandling.
| Sagsnummer: | 49 /1992 |
| Dato: | 18-11-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Kaution, kassekredit. Underretning. Genforhandling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved særskilte kautionsdokumenter af henholdsvis 14. april og 11. maj 1982 kautionerede klagerne for en kassekredit på 75.000 kr. ydet af indklagedes Give afdeling i forbindelse med debitors overtagelse af en landbrugsejendom. Ejendommen havde tidligere tilhørt debitors ægtefælle, der var blevet erklæret konkurs i 1981. Af kassekreditkontrakten fremgik, at: "Ovennævnte maksimum for kredittens størrelse tages op til vurdering hvert år, første gang den 31.3.1983."
Ved allonger til kassekreditkontrakten af 1. juli 1983, 2. april 1984, 15. april 1985 gentoges, at kassekredittens størrelse skulle genforhandles, senest den 1. april 1986.
Indklagede har oplyst, at afdelingen i efteråret 1985 bevilgede debitor et overtræk til betaling af restancer på landbrugsejendommen. I forbindelse med afdelingens bevilling af yderligere overtræk håndpantsatte debitor i januar 1986 et ejerpantebrev med pant i landbrugsejendommen. Nedbringelsen af bevilgede overtræk forløb i foråret 1986 ikke planmæssigt, og i eftersommeren 1986 aftaltes, at debitors mælkeafregninger (29.000 kr. hver 14. dag) samt provenu ved salg af tyrekalve i efteråret 1986 (ca. 120.000 kr.) skulle anvendes til nedbringelse af overtræk på kassekreditten, hvis maksimum da var overskredet med ca. 155.000 kr.
Indklagede har yderligere oplyst, at den ene af klagerne i efteråret 1986 kontaktede afdelingens daværende bestyrer og anmodede om at blive frigjort for kautionsforpligtelsen under hensyn til debitors dårlige økonomi. Denne klager har oplyst, at han alene fik at vide, at kreditten var uændret, derimod ikke, at indklagede havde udvidet engagementet gennem overtræk, eller at disse skulle nedbringes ved at afhænde besætning.
Ved skrivelse af 29. januar 1987 opsagde afdelingen på grund af misligholdelse debitors engagement til indfrielse senest den 12. februar 1987. Den 13. februar 1987 overgav afdelingen engagementet til inkasso, og ved skrivelse af s.d. til den ene af klagerne orienteredes herom. Den anden klager orienteredes ved skrivelse af 13. marts 1987. Ved overgivelsen til inkasso udgjorde kassekredittens saldo ca. 210.000 kr. og den samlede gæld ca. 468.000 kr.
Den 25. februar 1987 overtog DLR debitors ejendom til brugelig pant, og ejendommen blev efterfølgende solgt på tvangsauktion.
Den 17. august 1987 betalte klagerne under protest 75.000 kr. til indklagede til indfrielse af kautionsforpligtelsen.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale klagerne de 75.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 om underretning, idet klagerne intet har hørt om debitors økonomiske vanskeligheder. Klagerne har på et tidspunkt forespurgt om frigørelse fra kautionen i forbindelse med genforhandling af kassekreditten og fik hertil oplyst, at frigørelse ikke skete, men at der ikke var nogen risiko. Indklagede har undladt at orientere klagerne om forhandlinger mellem indklagede og debitor i forbindelse med dennes økonomiske vanskeligheder, ligesom indklagede ikke har oplyst om overtræk og bevilget overtræk eller om udsættelse med afvikling heraf. Klagerne har heller ikke modtaget underretning om, at en ikke uvæsentlig del af ejendommens besætning skulle sælges. Havde klagerne modtaget sådan underretning, ville de have haft mulighed for at gribe ind og medvirke til realisation af debitors aktiver og således begrænse tabet. Ved kaution for en kredit, der er midlertidig - forstået på den måde, at den skal tages op til fornyet behandling - må en kautionist antage, at kautionen bortfalder, når han intet andet hører. En forlængelse af kassekreditten udover den først aftalte periode må forudsætte en henvendelse til kautionisterne. Hertil kommer, at klagerne skulle have tiltrådt den udvidelse, som skete vedrørende engagementet ved de tilladte overtræk på kassekreditten. Indklagede har endvidere undladt at kontakte kautionisterne med henblik på at drøfte en eventuel realisation af ejendommen, medens dette var muligt, og inden restancerne opstod. Det bestrides, at klagernes krav er bortfaldet som følge af passivitet, idet kravet er undergivet normal forældelsesfrist.
Indklagede har anført, at indklagede ikke har været forpligtet til at give meddelelse efter bank- og sparekasselovens § 41, idet der ikke ved kredittens etablering eller ved genforhandling af maksimum blev aftalt nogen afvikling. Som følge heraf er der ikke tale om misligholdelse som omhandlet i bank- og sparekasselovens § 41. Indklagedes opsigelse af engagementet var begrundet med misligholdelse af indgåede afviklingsaftaler, men disse afviklingsaftaler vedrørte overtræk på kassekreditten og ikke den del af kassekreditten, for hvilken klagerne kautionerede. Afviklingsaftalerne blev indgået mellem afdelingen og debitor, og klagerne var ikke involveret heri. Subsidiært har indklagede anført, at klagernes regreskrav ikke er blevet forringet ved manglende underretning om debitors misligholdelse af indgåede aftaler om afvikling af overtrækket. Det er klagernes bevisbyrde, at deres regreskrav er forringet som følge af manglende underretning, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Indklagede har endelig anført, at klagerne i perioden 7. oktober 1987 til sagens indbringelse for Ankenævnet i januar 1992 intet aktivt har foretaget sig i forhold til indklagede. Klagerne har således udvist passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelsen i kassekreditkontrakten om, at kredittens maksimum skulle tages op til vurdering hvert år, første gang den 31. marts 1983, findes ikke at kunne indebære, at indklagede i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 havde pligt til at underrette klagerne om kredittens fortsættelse. Derimod findes indklagede at have tilsidesat den nævnte bestemmelse ved ikke at give klagerne underretning om det overtræk på kassekreditten, som begyndte i efteråret 1985, selv om overtrækket efter det oplyste til dels var bevilget. En stillingtagen til, hvorvidt den manglende underretning har forringet klagernes regresmuligheder - herunder til spørgsmålet om, hvorvidt klagerne fra anden side havde kendskab til debitors økonomi - findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Medlemmerne Bjørn Bogason og Erik Sevaldsen ønsker for så vidt angår spørgsmålet om overtrædelse af bank- og sparekasselovens § 41 at tilføje, at det må antages, at en del af overtrækket var påløbne renter, for hvilke kautionisterne hæftede.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.