Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring.

Klageren optog i april 1991 sammen med sin daværende ægtefælle et lån hos det indklagede realkreditinstitut. Pantebrevet blev underskrevet af såvel klageren som hendes tidligere ægtefælle som debitorer. I juni 1992 solgte klageren sin andel af ejendommen til den tidligere ægtefælle. Til brug for stillingtagen til en ansøgning om gældsovertagelse anmodede instituttet flere gange gennem den berigtigende advokat forgæves om økonomiske oplysninger vedrørende den tidligere ægtefælle. Instituttet anmodede i oktober 1992 fogedretten om foretagelse af udlæg for terminsrestancer og begærede i januar 1993 ejendommen på tvangsauktion. Det fremgik af begæringerne, at klageren var tidligere ejer, men fortsat hæftede, idet der ikke var bevilget gældsovertagelse. Endvidere blev der sendt en inkassoskrivelse direkte til klageren. Ejendommen blev i marts 1993 overtaget af instituttet på tvangsauktion. Instituttet opfordrede i december 1994 og flere gange i de efterfølgende år klageren til at fremkomme med forslag til afvikling af instituttets tilgodehavende. Den 5. marts 2001 blev der efter begæring fra instituttet foretaget udlæg i klagerens nye ejendom for 96.964 kr., inklusive renter og inkassoomkostninger. Klageren bad den 8. januar 2002 inkassoadvokaten om at medvirke til et frivilligt salg af hendes nye ejendom. Instituttet erklærede sig den 5. marts 2002 villig til at deltage i en frivillig handel uden at få fuld dækning, såfremt ejendommen blev udbudt til en kontantpris på 325.000 kr.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at klageren og hendes tidligere ægtefælle i juni 1991 som debitorer underskrev et pantebrev til instituttet, og at klageren på intet tidspunkt var blevet frigjort for sin personlige gældsforpligtelse. Instituttet havde derfor været berettiget til at kræve halvdelen af tabet erstattet hos klageren, medmindre nogen del af kravet kunne anses for forældet. Som følge af de to landsretsafgørelser, som var truffet i henholdsvis juni og oktober 2000 vedrørende spørgsmålet om hel eller delvis forældelse af realkreditinstitutternes personlige fordringer mod låntagere, hvis ejendomme var solgt på tvangsauktion, fandt Nævnet, at det ikke efter domspraksis kunne antages, at nogen del af det krav, som instituttet havde gjort gældende, var forældet. Nævnet frifandt derfor instituttet, som var berettiget til at kræve kravet forrentet med 5 pct. over den til enhver tid gældende diskonto fra 5 år tilbage fra sagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.