Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om nedsættelse af garantiprovision i forbindelse med hjemtagelse af realkreditlån. Ekspedition af aflysning af kvitteret pantebrev.

Sagsnummer: 323/1999
Dato: 01-12-1999
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Ledetekst: Spørgsmål om nedsættelse af garantiprovision i forbindelse med hjemtagelse af realkreditlån. Ekspedition af aflysning af kvitteret pantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om refusion af garantiprovision opkrævet af indklagede i forbindelse med behandlingen af en ejerskiftesag.

Sagens omstændigheder.

I 1998 købte klagerne en fast ejendom med overtagelse den 15. juni 1998.

Indklagede, der er sælgers pengeinstitut, skulle i forbindelse med handlen forestå hjemtagelsen af et ejerskiftelån på 951.000 kr. i Realkredit Danmark samt indfrielse af bestående hæftelser, herunder et privat pantebrev med en hovedstol på oprindelig 99.329 kr. og en restgæld på ca. 40.000 kr.

I forbindelse med handlens berigtigelse blev det aftalt, at indklagede skulle hjemtage ejerskiftelånet på garanti. Klagerne, der herved undgik udgifter til kurssikring, skulle afholde udgiften til garantiprovisionen.

Den 25. maj 1998 fremsendte indklagede ejerskiftelånspantebrevet til tinglysning, og den 2. juni 1998 blev Realkredit Danmark anmodet om at udbetale lånet.

Den 9. juni 1998 fremsendte indklagede 40.544,87 kr. til et pantebrevsselskab til indfrielse af det private pantebrev.

Den 10. juni 1998 fremsendte pantebrevsselskabet en nota vedrørende indfrielsesbeløbet samt pantebrevet kvitteret til aflysning.

Den 25. juni 1998 rettede indklagede henvendelse til sælgers advokat om indfrielsen af et udlæg, hvilken opgave advokaten påtog sig.

Ved telefax af 31. august 1998 til indklagede anmodede advokaten om fremsendelse af 170.000 kr. til indfrielse af udlægget, idet han samtidig anmodede indklagede om at foranledige det indfriede pantebrev aflyst.

Den 7. september 1998 bekræftede udlægshaver telefonisk over for indklagede, at udlægget blev sendt til aflysning.

Den 8. september 1998 fremsendte indklagede de indfriede pantebreve til aflysning og ejerskiftelånspantebrevet til annullation af retsanmærkning.

Aflysningen af det private pantebrev blev afvist fra tingbogen den 20. september 1998 på grund af mangler ved underskrifterne på kvitteringspåtegningen.

Ved skrivelse af 25. september 1998 fremsendte indklagede i henhold til telefonisk aftale pantebrevet til pantebrevsselskabet, som blev anmodet om hurtigst muligt at sørge for aflysning af pantebrevet.

Ved skrivelse af 30. oktober 1998 meddelte selskabet indklagede, at pantebrevet nu var aflyst.

Den 3. november 1998 fremsendte indklagede tinglyst anmærkningsfrit ejerskiftelånspantebrev til Realkredit Danmark, som herefter frigav garantien.

Parternes påstande.

Den 10. august 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere garantiprovisionen opkrævet for perioden 15. august til 3. november 1998 svarende til 4.121 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at det er urimeligt, at de skal betale garantiprovision helt frem til den 3. november 1998, når der henses til, at overtagelsesdagen var den 15. juni 1998. De kunne berettiget forvente, at der højst skulle betales garantiprovision frem til den 15. august 1998, hvorfor indklagede bør refundere provisionen for den efterfølgende periode.

Den manglende frigivelse af garantien skyldes hovedsageligt den sene aflysning af det private pantebrev. Aflysningen skete først næsten 5 måneder efter indfrielsen af pantebrevet. Indklagede burde have foranlediget aflysningen gennemført langt tidligere og bør derfor ikke være berettiget til garantiprovision for den fulde periode.

Indklagede har anført, at ekspeditionerne er foretaget på fuldt tilfredsstillende måde og så hurtigt, som det efter forholdene var muligt.

Pantebrevet blev den 11. juni 1998 modtaget i kvitteret stand fra et selskab, der som sit primære virke har handel med pantebreve, herunder varetagelse af de med disse handler forbundne forretningsgange. Det kunne derfor berettiget lægges til grund, at alle formalia m.v. i forbindelse med kvitteringen af pantebrevet var overholdt, og at dette var klar til aflysning uden yderligere foranstaltninger. Pantebrevet fremstod således som færdigbehandlet, hvilket er baggrunden for, at dette i overensstemmelse med den almindelige forretningsgang afventede fremsendelse til retten til endelig ekspedition sammen med det øvrige materiale.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at indklagede ved modtagelsen af pantebrevet i kvitteret stand fra pantebrevsselskabet berettiget kunne lægge til grund, at formalia var i orden, og at pantebrevet således umiddelbart kunne fremsendes til aflysning af tingbogen.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at fremsendelsen af pantebrevet til aflysning i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige forretningsgang afventede de øvrige ekspeditioner i ejerskiftesagen, herunder indfrielsen af udlægget.

Som følge heraf finder Ankenævnet ikke, at indklagede er ansvarlig for den sene aflysning af pantebrevet og den deraf følgende sene frigivelse af garantien.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.