Krav i henhold til kaution stadfæstet ved dom. Opgørelse af krav. Akkord.
| Sagsnummer: | 311/1998 |
| Dato: | 27-09-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Kaution - akkord |
| Ledetekst: | Krav i henhold til kaution stadfæstet ved dom. Opgørelse af krav. Akkord. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes krav i henhold til klagerens kautionsforpligtelse, som blev stadfæstet ved dom i 1990.
Sagens omstændigheder.
Den 31. maj 1990 opnåede indklagede dom over klageren og to medsagsøgte, som in solidum blev tilpligtet at betale 124.094,84 kr. med en kvartalsvis tilskrivning af rente med 3% og provision med 0,75% fra 1. januar 1988 af 35.283,37 kr., og fra 1. april 1988 af hele hovedstolen. Kravet vedrørte klagerens og de medsagsøgtes kautionsforpligtelse over for indklagede. Dommen blev anket til Østre Landsret, hvor sagen den 15. april 1991 blev forligt således, at byretsdommen stod ved magt. Vedrørende omkostninger blev det af landsretten bestemt, at klageren og de to øvrige appellanter in solidum skulle betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til indklagede.
Den 24. marts 1992 blev der tinglyst et udlæg til indklagede på 141.185 kr. i klagerens andel af en fast ejendom, som klageren ejer i fællesskab med sin samlever.
Ved skrivelse af 25. januar 1994 til klagerens advokat afslog indklagede at rykke med udlægget for et ombytningslån med den begrundelse, "at der ingen afvikling sker på sagen".
Ved skrivelse af 8. februar 1996 til klagerens advokat opgjorde indklagede sit tilgodehavende til 192.053,10 kr.
Ved skrivelse af 22. november 1996 til indklagede meddelte advokaten, at klageren kunne tilbyde et saldobeløb på ca. 20.000 kr., idet der henvistes til, at klageren med udgangen af året overgik til folkepension.
Af den under sagen fremlagte korrespondance fremgår, at der i 1997 og 1998 mellem klagerens advokat og indklagede blev forhandlet om en afvikling af mellemværendet. Klageren fremsatte et forhøjet akkordtilbud, ligesom en omprioritering af klagerens og samleverens fælles ejendom blev drøftet. Der opnåedes ikke enighed mellem parterne.
Ved skrivelse af 5. februar 1998 erklærede indklagede sig bl.a. indforstået med ikke at stille sig hindrende for en omprioritering, såfremt et evt. provenu blev betalt til panthaverne i prioritetsordenen.
Indklagede har under sagen opgjort gælden til 145.530,39 kr. pr. 4. maj 1999. Der er taget udgangspunkt i domsbeløbet på 124.094,84 kr., og rentetilskrivningen er på 3,75% i kvartalet fra den 5. maj 1994. I opgørelsen, herunder beregningen af renterne, er der taget højde for indbetalinger på i alt 77.999,91 kr. i perioden 11. april 1994 til 4. april 1998, der vedrører udlodning i forbindelse med en medkautionists gældssanering og dividende i debitors konkursbo. Omkostningsbeløbet på 15.000 kr., som blev tilkendt indklagede i landsretten, er medtaget uden renter.
Parternes påstande.
Den 21. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand: "En fair og rimelig behandling, en gennemgang af det rejste krav, rentetilskrivning og afskrivninger af indbetalte beløb, samt nedsættelse af det rejste krav."
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han påtog sig kautionen, der vedrørte hans daværende arbejdsgivers engagement med indklagede, for at bevare sin arbejdsplads. Ifølge indklagede havde han intet at frygte, da engagementet var sikret ved pant. Han har ikke haft glæde af de kautionssikrede lån, idet firmaet efterfølgende gik konkurs. Indklagede har afslået at medvirke til en rimelig afvikling af mellemværendet under hensyn til hans økonomiske situation, herunder at han nu er folkepensionist. På grundlag af udlægget har indklagede i en lang periode forhindret ham og samleveren i at foretage en omlægning af et kreditforeningslån i ejendommen, som kunne have medført en forbedring af deres økonomi. Over for den ene medkautionist har indklagede nedskrevet sin fordring, og den anden medkautionist er ikke blevet afkrævet betaling. De fra medkautionister og konkursboet indbetalte beløb bør afskrives på det tinglyste beløb. Kravet mod ham bør endvidere nedsættes, så han betaler en ligelig andel. Indklagedes rentekrav er urimeligt.
Indklagede har til støtte for afvisnings- og frifindelsespåstanden henvist til, at kravets størrelse og eksistens er fastslået ved dom. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede yderligere anført, at hæftelsen er solidarisk, hvorfor man er berettiget til at gøre det samlede krav gældende mod klageren. Risikoen for medkautionisternes betalingsevne og -vilje er klagerens, og det kan ikke pålægges indklagede at varetage kautionisternes interne fordeling af kravet. Der er ved opgørelsen af mellemværendet taget højde for modtagne indbetalinger. Uanset indbetalingerne er man ikke forpligtet til at nedlyse udlægget, idet tilgodehavendet fortsat overstiger udlæggets hovedstol. Forrentningen på 3,75% pr. kvartal er fastsat ved dommen og er ikke variabel. Den sædvanlige rente på misligholdte fordringer har i perioden været 15% p.a. Det bestrides, at man har blokeret for en omlægning af ejendommens prioritering, idet der kunne have været konverteret ned i rente med uændret løbetid, uden at udlægget ville være blevet berørt. Rykning med udlægget for en tillægsbelåning forudsatte, at provenuet blev anvendt til nedbringelse af gælden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Da klagen bl.a. angår opgørelsen af indklagedes aktuelle krav mod klageren, er der - selv om klagerens forpligtelse som kautionist er endeligt fastslået ved retsforliget af 15. april 1991 - ikke grundlag for at afvise sagen.
De fra den ene af medkautionisterne og debitors konkursbo indbetalte beløb er afskrevet på indklagedes fordring mod klageren. Denne fordring overstiger imidlertid fortsat det beløb, for hvilket udlæg er tinglyst, og klagerens påstand om, at der skal ske nedskrivning af det tinglyste beløb, kan derfor ikke tages til følge.
Klageren hæfter for indklagedes fulde fordring solidarisk med medkautionisterne og debitor, og klagerens påstand om, at alene en del af indklagedes samlede fordring kan gøres gældende mod ham, kan derfor ikke tages til følge.
Der foreligger heller ikke noget andet grundlag for at nedsætte indklagedes fordring mod klageren. Det bemærkes i denne forbindelse, at Ankenævnet ikke kan pålægge indklagede at acceptere en akkordordning.
Der er endelig ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes opgørelse af sit krav pr. 4. maj 1999, som er foretaget under hensyn til forliget af 15. april 1991, jf. dommen af 31. maj 1990, den 5-årige forældelse af forfaldne renter og de modtagne indbetalinger.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.