Ikke bevis for forringet regresmulighed.
| Sagsnummer: | 139/1990 |
| Dato: | 27-08-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Ikke bevis for forringet regresmulighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren kautionerede den 5. marts 1984 for et lån på 21.263 kr., som indklagedes Sundby afdeling havde bevilliget en tredjemand. Lånet forhøjedes den 20. september samme år med 10.230 kr., hvorefter restgælden udgjorde 28.635 kr. Afviklingen aftaltes til 1.000 kr. månedligt. Klageren kautionerede også for forhøjelsen. Med klagerens tiltrædelse nedsattes ydelsen den 25. oktober 1985 til 500 kr. månedligt.
Den 18. februar 1986 orienterede indklagede klageren om, at der for debitor var indledt gældssaneringssag og gjorde opmærksom på, at i det omfang gældssaneringskendelse blev afsagt, hæftede klageren for restgælden, som androg ca. 25.000 kr.
Ved skrivelse af 19. september 1986 til klageren meddelte indklagede, at gældssaneringssagen var blevet nægtet fremmet, og anmodede samtidig om, at kautionsforpligtelsen blev indfriet. Efter brevveksling mellem klageren, debitor og indklagede tiltrådte klageren et mellem indklagede og debitor i november 1986 indgået frivilligt forlig, hvorefter restgælden på ca. 25.500 kr. sammen med et andet mellemværende på ca. 9.500 kr. skulle afvikles med 450 kr. månedligt, første gang 1. januar 1987. Det var samtidigt aftalt, at afviklingsordningen skulle genforhandles 1. januar 1989 med henblik på en forhøjelse af de månedlige afdrag.
I skrivelse af 26. januar 1989 oplyste indklagede på forespørgsel, at afviklingsaftalen ikke var genforhandlet med debitor, som trods opfordring hertil fra indklagede ikke havde kontaktet indklagede.
Ved skrivelse af 20. oktober 1989 til klageren orienterede indklagede om, at debitor i fogedretten havde afgivet insolvenserklæring. Klageren udbad sig herefter en udskrift for lånet og modtog i november 1989 en opgørelse, hvoraf fremgik, at saldoen pr. 18. oktober 1989 udgjorde 36.783,67 kr. Det fremgik samtidigt, at debitor i 1987 havde indbetalt i alt 2.700 kr., men herefter var der ikke betalt yderligere.
Klageren henvendte sig påny til indklagede ved skrivelse af 5. december 1989, i hvilken der med henvisning bl.a. til, at indklagede ikke havde iagttaget bank- og sparekasselovens § 41, foreslogdes en forligsmæssig løsning. Som svar herpå anførte indklagede i en skrivelse af 11. december 1989 bl.a., at der næppe var belæg for at påstå, at klageren som kautionist var blevet ringere stillet i den forgangne periode, men at man dog var indstillet på acceptere en forligsmæssig løsning. Efter et herefter afholdt møde hos indklagede underskrev klageren et frivilligt forlig på 24.000 kr. med afvikling 500 kr. månedligt første gang 1. februar 1990. Klageren har indtil videre overholdt denne afdragsordning.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at gælden eftergives hende, og at det allerede betalte tilbagebetaltes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede klart har overtrådt bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 med hensyn til underretning af klageren. Klagerens regresmulighed over for debitor må antages at være blevet forringet ved indklagedes undladelse af at give underretning efter § 41. Indklagede har i december 1989 vildledt hende vedrørende fortolkningen af § 41, idet man benægtede, at tilsidesættelse af denne bestemmelse kunne medføre, at kautionisten i det hele blev frigjort.
Indklagede har anført, at der ikke er baggrund for at tilsidesætte det i december måned 1989 oprettede frivillige forlig. Klagerens regresmulighed over for debitor kan endvidere ikke anses for forringet.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste må det anses for tvivlsomt, hvorvidt indklagedes tilsidesættelse af underretningspligten efter bank-og sparekasselovens § 41 har medført en forringelse af klagerens regresmuligheder. På denne baggrund findes der ikke at være grundlag for at tilsidesætte det mellem parterne i december 1989 indgåede forlig, der indebar en væsentlig nedsættelse af indklagedes krav.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.