Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelser om fejlekspeditioner og for lang ekspeditionstid i forbindelse med omprioritering og overførsel af engagement. Modtagende pengeinstituts krav om digitaliserede pantebreve.

Sagsnummer: 222 /2010
Dato: 03-10-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Maria Hyldahl, Ole Jørgensen, Rut Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Overførsel - almindelige konti
Ledetekst: Indsigelser om fejlekspeditioner og for lang ekspeditionstid i forbindelse med omprioritering og overførsel af engagement. Modtagende pengeinstituts krav om digitaliserede pantebreve.
Indklagede: Alm. Brand Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser om fejlekspeditioner og om for lang eks-peditionstid i forbindelse med omprioritering og overførsel af engagement.

Sagens omstændigheder.

I 2009 var klagerens faste ejendom behæftet med et realkreditlån med en hovedstol på 1,3 mio. kr.

I pengeinstituttet P1 havde klageren en boligkredit (kontonummer -898) med et maksimum på 300.000 kr. Til sikkerhed for boligkreditten havde P1 håndpant i et ejerpantebrev på 300.000 kr. kr. med pant i klagerens ejendom.

Klageren og dennes ægtefælle, M, var desuden kunder i pengeinstituttet P2. Engagementet bestod af bl.a. et privatlån (kontonummer -115) med M som enedebitor og med en restgæld på ca. 140.000 kr. Til sikkerhed for lånet havde P2 håndpant i et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. i en båd, der tilhørte M. Til sikkerhed for engagementet havde P2 desuden håndpant i et ejerpantebrev på 105.000 kr. med pant i klagerens ejendom.

Klageren og M henvendte sig til sig til Alm. Brand Bank, som ved e-mail af 28. august 2009 tilbød følgende:

"…


Totalkredit

1.360.000 kr.

Boligkredit

400.000 kr.

6% i rente

Blankolån

55.000 kr.

6,75% i rente (Den del af bådlånet som ikke kunne indfries via boligkreditten)

Kassekredit

15.000 kr.

6,75% i rente


…"

Den 19. september 2009 underskrev klageren, M og Alm. Brand Bank en anmodning til P2 om overførsel af engagementet med en samlet gæld på maksimalt 243.000 kr., heraf 126.000 kr. vedrørende privatlån -115 (bådlånet). Overførselsanmodningen omfattede også sikkerhederne for de nævnte lån/kreditter.

Den 24. september 2009 blev der udfærdiget en tilsvarende anmodning til P1 om overførsel af boligkreditten (-898).

I slutningen af september 2009 gennemførte Alm. Brand Bank en omprioritering af klagerens ejendom, idet det eksisterende realkreditlån blev erstattet af et nyt lån med en hovedstol på 1.371.000 kr. i Totalkredit. Ifølge indfrielsesopgørelsen for det indfriede realkreditlån var der knyttet et kurstabsfradrag til lånet, som pr. den 30. september 2009 udgjorde 102.479,12 kr. Efter gennemførelsen af omprioriteringen var der et overskydende provenu på ca. 60.000 kr. på en lånesagskonto i banken.

Den 29. september 2009 opgjorde P2 engagementet i henhold til overførselsanmodningen og trak i den forbindelse 259.005,25 kr. på Alm. Brand Bank på mellemregningskonto. P2 sendte samtidig ejerpantebrevet på 150.000 kr. med pant i M’s båd og ejerpantebrevet på 105.000 kr. med pant i klagerens ejendom.

Den 30. september 2009 blev overførslen tilbageført af banken, som samtidig anmodede P2 om at digitalisere ejerpantebrevet på 105.000 kr. og at kvittere ejerpantebrevet på 150.000 kr. i båden til aflysning inden fornyet fremsendelse.

P2 orienterede ved e-mail af 1. oktober 2009 klageren herom og anførte blandt andet: "Vi stiller os uforstående overfor Alm. Brands returnering af sagen på denne baggrund, idet de jo selv kunne have foretaget digitaliseringen – eller lade os indestå for samme."

Efter det oplyste blev overførslen af boligkreditten fra P1 forsinket som følge af manglende digitalisering af ejerpantebrevet på 300.000 kr., der lå til sikkerhed for kreditten.

Den 14. oktober 2009 rykkede P1 for inddækning af overtræk på boligkreditten. Den 9. november 2009 blev overtrækket inddækket ved en overførsel på 2.108,29 kr. fra Alm. Brand Bank. Den 7. januar 2010 rykkede P1 på ny for inddækning af overtræk. For hver rykker beregnede P1 sig et rykkergebyr på 100 kr.

Den 18. januar 2010 overførte P2 klagerens og M’s engagement og trak i den forbindelse 269.287,28 kr. på Alm. Brand Bank på mellemregningskonto. Beløbet svarede til det tidligere opgjorte beløb på 259.005,25 kr. med fradrag af gebyrer på i alt 6.525 kr., som P2 havde tilbageført, og med tillæg af et årsudskriftsgebyr på 15 kr. samt renter på 11.832,14 kr. for perioden 1. oktober - 20. december 2009 og på 4.959,89 kr. for perioden 21. december 2009 - 18. januar 2010.

Ved brev af 20. januar 2010 spærrede Alm. Brand Bank klagerens og M’s Visa/Dankort. Ved e-mail til klageren af samme dato meddelte banken, at engagementet viste et underskud på ca. 114.000 kr. Årsagen var at både engagementsoverførslerne og klagerens og M’s kontanthævninger havde været større end forventet. Klageren og M var uforstående overfor, at der efter bankens opfattelse skulle mangle et beløb i denne størrelsesorden.

Ved brev af 24. januar 2010 (fejldateret 2009) til banken gjorde klageren og M indsigelse mod forløbet. Klageren og M fremhævede navnlig bankens manglende ekspedition af engagementsoverførslerne, skiftende sagsbehandlere, spærringerne af deres Visa/Dankort samt rentetilskrivningerne på henholdsvis 11.832,14 kr. og 4.959,89 på engagementet vedrørende P2.

Den 12. februar 2010 indfriede banken boligkreditten i P1 ved overførsel af 303.012,45 kr. Ifølge en oversigt udarbejdet af banken samme dag havde klageren og M herefter følgende lån og kreditter i Alm. Brand Bank:

Bådlån (M) 140.630 kr.

Boligkredit med kreditramme på 400.000 kr.

Budgetkonto med kreditramme på 15.000 kr.

Lån med restgæld på 51.887 kr. og

Totalkreditlån med hovedstol på 1.371.000 kr.

Den 26. marts 2010 blev lånesagen vedrørende Totalkreditlånet afsluttet. Banken beregnede sig et gebyr på 3.000 kr. for omprioriteringen.

Under sagen er der fremlagt diverse korrespondance mellem parterne i perioden 17. februar - 22. april 2010. Klageren var fortsat utilfreds med forløbet og fremsatte indsigelser vedrørende bl.a. renter, ekspeditionstid, tinglysningsafgift, betalingskort, kurstabsfradrag og udlevering af skøder. Der blev ikke opnået fuld enighed mellem parterne.

Banken har til brug for Ankenævnssagen fremlagt et uddrag af "Forretningshåndbog for tingslysningsrelaterede fællesprocesser - Fast ejendom" udarbejdet af Realkreditforeningen, Finansrådet og Realkreditrådet.

Parternes påstande.

Den 13. april 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal betale en godtgørelse for renteudgifter mv. for perioden september 2009 - maj 2010.

Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken ikke ekspederede omprioriteringen og engagementsoverførslerne som aftalt. Som følge af for lang ekspeditionstid og fejlekspeditioner blev hun og M påført unødige udgifter til renter og omkostninger.

Banken indfriede bådlånet i P2 frem for boligkreditten i P1. Som følge af den manglende indfrielse af boligkreditten blev hun den 12. januar 2010, hvor hun var bortrejst på ferie, ringet op af P1 med henblik på inkasso.

Hendes og M’s Visa/Dankort blev inddraget. I stedet fik de Visa Electron kort, som bl.a. ikke kunne benyttes til betalinger på posthuset.

Banken glemte at indberette kurstabsfradraget til Skat, hvilket påvirker hendes restskat for 2009.

Forløbet har været præget af, at sagen blev behandlet af skiftende medarbejdere i banken.

Alm. Brand Bank har anført, at omprioriteringen blev gennemført i umiddelbar forlængelse af aftalen herom. Det eksisterende lån blev indfriet dagen efter hjemtagelsen af det nye Totalkreditlån. Det overskydende provenu blev indsat på en lånesagskonto og efterfølgende benyttet til etablering af lån og kreditter i banken.

Lånesagen blev afsluttet den 26. marts 2010, hvor begge ejerpantebreve i klagerens ejendom var digitaliserede.

Engagementsoverførslerne fra P1 og P2 måtte afvente, at ejerpantebrevene, der lå til sikkerhed for engagementerne var digitaliserede.

Ved overførsel af engagementer banker imellem er det en klar forudsætning, at der foretages en samtidig overførsel af sikkerhed knyttet til engagementet. Ifølge forretningshåndbogen påhvilede det P1 og P2 at digitalisere ejerpantebrevene.

Klageren har ikke betalt rente til Alm. Brand Bank, før overførslerne blev effektuerede.

Såvel boligkreditten i P1 som bådlånet i P2 skulle overføres til banken, jf. de fremlagte overførselsanmodninger.

Baggrunden for P1’s retslige skridt mod klageren er et forhold mellem klageren og P1.

Det af klageren anførte om kurstabsfradraget vedrører mellemværendet mellem klageren og Totalkredit. Totalkredit har imidlertid informeret om, at klagerens lån med tilhørende fradragskonto blev skatteindberettet den 10. juni 2010 med virkning fra den 1. oktober 2009.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

For så vidt angår omprioriteringen bemærkes, at Totalkreditlånet blev hjemtaget i september 2009 i umiddelbar forlængelse af aftalen herom. Lånet blev straks anvendt til indfrielse af det eksisterende realkreditlån, og det overskydende provenu på ca. 60.000 kr. blev stillet til klagernes disposition via lånesagskontoen. Det forhold, at lånesagen formelt først blev afsluttet i marts 2010, har efter det foreliggende ikke medført merudgifter for klageren.

Det lægges efter det foreliggende til grund, at spærringen af klagerens og M’s Visa/Dankort skete på baggrund af kontanthævninger, der væsentligt oversteg det aftalte. Det lægges endvidere til grund, at klageren og M accepterede, at Visa/Dankortene blev ombyttet til Visa Electron kort

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Maria Hyldahl og Rut Jørgensen – udtaler:

Efter det oplyste følger det af en intern aftale inden for pengeinstitutsektoren, at ejerpantebreve i tilknytning til et engagement, der overføres til et andet pengeinstitut, skal foreligge i digitaliseret form.

Vi finder, at Alm. Brand Bank i forhold til klageren og M er nærmest til at bære risikoen for, at denne aftale efter det foreliggende var årsag til, at overførslerne af klagerens og M’s engagementer blev forsinket fra slutningen af september 2009 til henholdsvis 19. januar 2010, hvor engagementet med P2 blev overført og 12. februar 2010, hvor boligkreditten i P1 blev overført.

Vi finder derfor, at Alm. Brand Bank skal betale klageren og M en godtgørelse for de merrenteudgifter, som klageren og M måtte være blevet påført som følge af forsinkelsen. Godtgørelsen skal beregnes således, at klageren og M rentemæssigt stilles som om engagementerne var blevet overført fem ekspeditionsdage efter de respektive overførselsanmodninger.

Alm. Brand Bank skal endvidere godtgøre rykkergebyrerne på 2 x 100 kr., der blev påført boligkreditten i P1 i henholdsvis oktober 2009 og januar 2010.

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at pålægge Alm. Brand Bank at betale yderligere kompensation for renter og/eller omkostninger.

To medlemmer – Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler herefter:

Vi finder, at der ikke foreligger et ansvarsgrundlag for banken, hvorfor vi stemmer for ikke at tage klagen til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Alm. Brand Bank skal inden fire uger til klageren betale 200 kr. med tillæg af en eventuel rentekompensation som ovenfor anført, alt med tillæg af renter efter renteloven fra den 13. april 2010.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.