Krav om erstatning / godtgørelse for uberettiget registrering i RKI.
| Sagsnummer: | 292/2014 |
| Dato: | 20-08-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Anders Holkmann Olsen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Inkasso - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning / godtgørelse for uberettiget registrering i RKI. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagen vedrører krav om erstatning / godtgørelse for uberettiget registrering i RKI.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank. I 1987 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et lån i banken på 153.000 kr. Banken fik samtidig sikkerhed for lånet i et ejerpantebrev på 160.000 kr. i klagerens ejendom, E1. I 1988 blev E1 solgt på tvangsauktion uden dækning til banken. Klageren har oplyst, at banken i 1996 afslog at deltage i en akkord.
I et brev af 14. maj 2009 opgjorde banken klagerens gæld i henhold til lånet til i alt 297.906,63 kr. (153.000 kr. med tillæg af knap fem års renter).
Den 15. marts 2010 fik banken udlæg i klagerens ideelle anpart af en anden ejendom, E2. Gælden til banken blev opgjort til 274.717,16 kr. i fogedretten.
Den 7. april 2011 oplyste Experian (tidligere RKI Kreditinformation)at klageren havde rejst indsigelse mod registreringen med henvisning til, at hun havde været indberettet for den samme fordring før. Banken fastholdt sin indberetning. Den 3. juni 2011 klagede klageren til Datatilsynet.
I et brev af 15. juli 2011 anmodede klagerens advokat banken om at aflyse udlægget, da hun ønskede at sælge sin ideelle anpart i E2 til medejeren. Banken afslog anmodningen.
Den 21. marts 2012 traf Datatilsynet afgørelse om, at registreringen var berettiget.
I februar 2013 indsendte klageren nye oplysninger til Datatilsynet, der den 15. maj 2013 sendte sagen i høring hos Experian. Den 23. maj 2013 slettede Experian registreringen.
I et brev til klagerens advokat af 18. juni 2013 oplyste Experian, at banken havde indberettet kravet til RKI den 6. april 2011 på baggrund af fogedsagen den 15. marts 2010. Experian bad advokaten meddele, om klageren ønskede et såkaldt dementi.
Den 6. september 2013 traf Datatilsynet afgørelse om, at registreringen var i strid med persondataloven. Tilsynet lagde vægt på, at betingelserne for en registrering var opfyldt i 1988 i forbindelse med tvangsauktionen, at en eventuel registrering skulle have været slettet fem år herefter, i 1993, og at samme fordring ikke kunne registres igen.
Klageren rejste herefter krav om erstatning overfor banken og anførte, at hun som følge af registreringen havde fået afslag på to stillinger. I et brev af 31. juli 2014 opgjorde klageren kravet til 744.090 kr. (tab af indtægt i en periode på 25 ½ måned fra registreringen i RKI den 6. april 2011 til den 23. maj 2013). Banken afviste kravet.
Parternes påstande
Den 12. september 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 744.090 kr. til hende, subsidiært et mindre beløb samt en godtgørelse for ikke økonomisk skade.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun har krav på kompensation for de økonomiske konsekvenser, som den uberettigede registrering har påført hende.
Registreringen medførte, at hun fik afslag på to stillinger, som hun søgte. De to virksomheder, hvor hun var til jobsamtale, har begge telefonisk oplyst hende, at de ikke ansætter folk i ledende stillinger, som er registreret i RKI. Kravet er opgjort som mistet indtægt i de 25 ½ måned, den uberettigede registrering varede.
En registrering i RKI virker stærkt begrænsende på den registreredes dispositionsmuligheder. Hun er enig i, at tabet ikke for tiden kan dokumenteres, men hun bør tilkendes en tort-erstatning for den ikke-økonomiske skade.
Hun har som følge af registreringen ikke kunnet få lån, kredit eller et kreditkort i sit nye pengeinstitut, hvor hun har været kunde siden januar 1997. Hun fik opsagt sit telefonabonnement og har ikke kunnet oprette et nyt eller tegne forsikringer som følge af registreringen.
Hun anmoder om en mundtlig forhandling for Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 9.
Danske Bank har anført, at grundlaget for registrering var til stede i 1988. Registreringen den 6. april 2011 skete dermed for sent. Banken undskylder fejlen over klageren. Der er sket dementi i sagen.
Klageren har ikke dokumenteret at have lidt et tab som følge af registreringen.
Der er ikke kausalitet og adækvans mellem registreringen og jobafslagene, hvorfor de erstatningsretlige betingelser for at tilkende klageren en erstatning ikke er opfyldte.
Ankenævnet har ikke kompetence til at træffe afgørelse om klagerens krav på erstatning for tort.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at indkalde til mundtlig forhandling af sagen, jf. nævnets vedtægter § 9, stk. 1.
Banken har erkendt, at det var en fejl, at banken indberettede klageren til RKI i april 2011. Der er udsendt underretning i medfør af Persondatalovens § 25 (dementi).
Ankenævnet finder, at Danske Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med den fejlagtige registrering i RKI.
Klageren har rejst et krav om erstatning på 744.090 kr., der er opgjort som tab af indtægt i perioden fra den 6. april 2011 til den 23. maj 2013. Ankenævnet finder ikke, at klageren har dokumenteret, at hun har lidt økonomiske tab som følge af registreringen. Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold i sit erstatningskrav.
Der er endvidere ikke grundlag for at pålægge banken at yde godtgørelse fortort, ulempe eller lignende.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.