Afgørelse

Rådgivning. Låneomlægning.

Klageren havde i sin ejendom et 5 pct. kontantlån til realkreditinstitut 1 med en restløbetid pr. 1. marts 1999 på 17 år. Klageren anmodede i februar 1999 institut 1 om et tillægslån, men da det tilbudte lån ikke opfyldte klagerens lånebehov, rettede klageren henvendelse til det indklagede realkreditinstitut (institut 2). Institut 2 fremsendte i marts 1999 et lånetilbud til klageren på et 17-årigt 6 pct. obligationslån. Det fremgik af tilbudet, at lånet var forudsat ydet med 1. prioritets panteret, og at låneomlægningen ville føre til et overskydende provenu på 316.403 kr. Klageren indgik i marts 1999 en fastkursaftale samt en tinglysningsaftale med institut 2, hvorefter institut 2 skulle forestå låneomlægningen, herunder sørge for tilbagerykning af et ejerpantebrev. Klageren rejste i juni 1999 erstatningskrav over for institut 2, idet han var utilfreds med forløbet af lånesagen, særligt at konsekvensen af en ren omlægning af det eksisterende lån ikke var blevet belyst. Klageren henviste til, at hans pengeinstitut i forbindelse med tilbagerykningen af ejerpantebrevet havde udarbejdet en beregning af ren konvertering af det eksisterende lån, som viste, at omlægningen i nutidsværdi ville koste klageren ca. 55.000 kr. i lånets 17-årige løbetid. Den vedlagte beregning viste, at der over de 17 år ville blive betalt 53.525 kr. mere i nettoydelse på det nye lån i forhold til det gamle lån. Institut 2 afviste klagerens krav bl.a. med henvisning til, at instituttets boligkonsulent havde gjort klageren klart, at betingelsen for at dække hans finansieringsbehov var, at der blev optaget et samlet nyt lån, og at det isoleret set ikke kunne svare sig at omlægge det gamle lån.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 2 skulle godtgøre ham nettonutidsværditabet på 53.525 kr. Institut 2 påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at hverken institut 1 eller institut 2 var indstillet på at yde klageren et tillægslån af en størrelse, der kunne dække klagerens finansieringsbehov. Det henstod efter Nævnets opfattelse som tvivlsomt, om klageren andetsteds ville kunne opnå et tillægslån på vilkår, der ud fra en samlet vurdering ville stille ham gunstigere end den låneomlægning, som klageren foretog. Selv om det således ikke isoleret set var rentabelt at foretage omlægning af lånet til institut 1, og selv om institut 2 kunne have tydeliggjort konsekvenserne af låneomlægningen over for klageren, fandt Nævnet ikke, at institut 2 under de givne omstændigheder havde handlet ansvarspådragende over for klageren ved at stille som betingelse for at dække klagerens finansieringsbehov, at klageren optog et samlet lån hos institut 2. Nævnet frifandt derfor institut 2.