Alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 539/1993 |
| Dato: | 02-05-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
|
| Ledetekst: | Alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag angår, om indklagede, til hvem klageren i 1983 håndpantsatte to ejerpantebreve på 22.000 kr. og 180.000 kr. til sikkerhed for sin ægtefælles gæld, kan gøre håndpantsætningen gældende.
Af kontobevis af 11. juli 1983 fremgår, at indklagede ydede klagerens ægtefælle en kredit kontonummer (-6) på 100.000 kr. Den 28. juli 1983 underskrev klageren en særskilt håndpantsætningserklæring, hvoraf fremgik, at som håndpant stilledes to ejerpantebreve på 22.000 kr. og 180.000 kr.,
"Til sikkerhed for skadesløs opfyldelse af ethvert krav på [ægtefællen] ..., som [indklagede], herunder enhver af bankens afdelinger, nu har eller senere måtte erhverve med debitors direkte eller indirekte medvirken."
Det citerede er - bortset fra ægtefællens navn - fortrykt.
Af kontobevis af 25. november 1983 fremgår, at indklagede bevilgede ægtefællen en kredit på 100.000 kr. På beviset er anført:
"Nærværende kontobevis tjener til afløsning af ældre kontobevis kontonummer ... -6 af 11. juli 1983."
Indklagede har oplyst, at grunden til, at den først oprettede kredit blev afløst af en ny kredit med andet kontonummer, formentlig var, at der af EDB-mæssige årsager ikke kunne bruges checks til den først oprettede kredit, hvorimod dette var muligt med den senere kredit. I øvrigt var der tale om en kredit af samme art.
I september 1992 indgav indklagede begæring om fogedforretning mod klageren med henblik på foretagelse af udlæg for 202.000 kr. på grundlag af håndpantsætningserklæringen fra juli 1983. Indklagedes krav i henhold til kreditten oplystes til ca. 600.000 kr. Klageren protesterede mod udlægsforretningen og henviste til, at der ikke var noget skyldforhold mellem hende og indklagede.
En af indklagedes medarbejdere har i fogedretten bl.a. forklaret, at hun ikke mener, at ægtefællen havde andre kreditter end kassekreditten på 100.000 kr. på tidspunktet for klagerens håndpantsætning. Såvel den oprindelige kredit som den kredit, der afløste denne, anvendtes som privat kassekredit og budgetkonto, hvorfra alle ægtefællernes faste udgifter blev betalt. I 1991 fik ægtefællen bevilget et overtræk på 200.000 kr. til istandsættelse af en båd, som skulle sælges til en tysk køber. Ægtefællen er uddannet som tømrer, men har i fritiden sat både i stand. Klageren blev ikke af indklagede underrettet om det bevilgede overtræk. Grunden til, at der nu er trukket mere end 600.000 kr. på kontoen er, at ægtefællen har spillet pengene op. Overtrækket begyndte i april 1992, hvorefter indklagedes sædvanlige rykkerprocedure gik i gang.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at håndpantet i henhold til håndpantsætningserklæringen af 28. juli 1983 er bortfaldet, og at indklagede som følge heraf ikke kan rejse krav mod hende for ægtefællens gæld.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at den oprindeligt bevilgede kredit blev indfriet i november 1983. Hertil kommer, at det stillede håndpant ikke bør kunne tjene til sikkerhed for udvidelse af den sikrede kredit. Klageren blev ikke gjort bekendt med udvidelsen af kreditten.
Indklagede har anført, at det af håndpantsætningserklæringen fremgår, at ejerpantebrevene tjener til sikkerhed for opfyldelse af et ethvert krav, man havde eller senere måtte få mod ægtefællen. Kreditten anvendtes til familiens faste udgifter, og ægtefællen var bekendt hermed.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klagerens håndpantsætning af de to ejerpantebreve i juli 1983 skete i anledning af indklagedes bevilling af en kassekredit på 100.000 kr. til klagerens ægtefælle, og at denne ikke havde anden gæld til indklagede på dette tidspunkt. Det må endvidere lægges til grund, at den oprindelige kredit, og den kredit ligeledes på 100.000 kr., der afløste den oprindelige kredit, gennem en årrække har fungeret som privat kassekredit og budgetkonto med dette maksimum, og at indklagede ikke i 1991, da man bevilgede ægtefællen en overtræksret på 200.000 kr. til istandsættelse af en båd, gav klageren underretning herom. Ankenævnet finder, at klageren under disse omstændigheder med føje kan have fået den opfattelse, at ejerpantebrevene alene var stillet til sikkerhed for en kassekredit på 100.000 kr., og at indklagede derfor bør være afskåret fra at påberåbe sig den fortrykte og standardmæssige alskyldserklæring, der er indeholdt i håndpantsætningserklæringen.
Det må på den anden side lægges til grund, at den ændring, der skete i november 1983, alene havde karakter af, at kontonummeret for den oprindelige kredit af tekniske grunde blev erstattet af et andet kontonummer, og Ankenævnet finder derfor, at klagerens pant uanset ændringen fortsat var stillet til sikkerhed for ægtefællens kassekredit på 100.000 kr.
Efter det anførte finder Ankenævnet, at det krav, for hvilket indklagede kan gøre sin panteret gældende, er begrænset til 100.000 kr. med tillæg af renter fra det tidspunkt - efter det oplyste i april 1992 - da kreditten blev misligholdt.
Som følge heraf