Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6% obligationer i foråret 1994.
| Sagsnummer: | 201/1999 |
| Dato: | 09-11-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6% obligationer i foråret 1994. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6% obligationer i klagerens ejendom i foråret 1994.
Sagens omstændigheder.
Klagerne rettede i januar 1994 henvendelse til indklagedes Åbyhøj afdeling med henblik på omlægning af et 9% obligationslån med en restløbetid ca. 23 år og med en restgæld på ca. 750.000 kr.
Den 20. januar 1994 underskrev klageren og dennes ægtefælle låneansøgning til Realkredit Danmark, idet det fremgik, at det eksisterende lån ønskedes omlagt til et 30-årigt kontantlån.
Ved skrivelse af 14. februar 1994 til indklagedes afdeling tilbød Realkredit Danmark et kontantlån på 781.000 kr. udbetalt på grundlag af 6% obligationer. Kursen var på dette tidspunkt 90,75%, og obligationsgælden ville blive 860.606 kr. Den 17. s.m. fremsendte afdelingen kopi af lånetilbud til klageren, der blev anmodet om at kontakte indklagede med henblik på drøftelse af det videre forløb. Af skrivelsen fremgik samtidig, at indklagedes medarbejder havde ferie i den følgende uge.
Indklagede har anført, at klageren og dennes ægtefælle herefter hver for sig henvendte sig umiddelbart før medarbejderens ferie, hvor det aftaltes, at skødet skulle indleveres på ejendommen, hvorefter tinglysningsekspeditionen kunne igangsættes. Medarbejderen erindrer, at parret på ny rettede henvendelse i marts 1994, hvor medarbejderen havde erfaret, at der ikke var foretaget yderligere i sagen, efter hans opfattelse som følge af, at skødet ikke var indleveret.
Ved skrivelse af 25. marts 1994 blev klageren og ægtefællen anmodet om at indlevere skøde på ejendommen.
Ved skrivelse af 11. april 1994 fremsendte indklagede omlægningspantebrevet til tinglysning. Den 14. s.m. blev opsigelse af det eksisterende realkreditlån fremsendt til Realkredit Danmark.
Indklagede har fremlagt et internt notatark. Den 4. maj 1994 er herpå noteret, at "kunden vil afvente "bedre tider"".
Af en meddelelse af 13. maj 1994 fremsendt til klageren fremgår, at klageren blev anmodet om at kontakte afdelingen telefonisk, idet afdelingen ikke havde noteret hans telefonnummer.
Den 20. maj 1994 drøftede indklagedes medarbejder hjemtagelsen af omprioriteringslånet med klageren. Indklagede har anført, at medarbejderen erindrer, at der på mødet blev orienteret om forskellen på et 6% kontantlån og lån med højere kuponrente. Af indklagedes notatark fremgår "atter talt om hjemtagelse 6-7-8% obl.". Indklagede har yderligere fremlagt et notatark, hvoraf fremgår nettoydelsen på omprioriteringslånet baseret på 6, 7 eller 8% obligationer.
Af indklagedes notatark fremgår for den 27. maj 1994, at "lånet må hjemtages. Lovet at sende til RD 30/5 94".
Den 1. juni 1994 udbetalte Realkredit Danmark omprioriteringslånet på grundlag af 6% obligationer til kurs 75,6. Lånets obligationsgæld blev herved 1.033.068 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 14. maj 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han og ægtefællen ikke havde noget kendskab til låneomlægning, hvorfor de kontaktede deres sædvanlige bankrådgiver. Det aftaltes, at indklagede skulle "slå til", når det var mest fordelagtigt at omlægge. På et tidspunkt blev de opmærksom på, at det var ved at være sidste udkald for en fordelagtig omlægning. De kontaktede derfor indklagedes medarbejder. Ved denne henvendelse var det tydeligt for dem, at sagen var gået lidt i glemmebogen. De gjorde opmærksom på, at det var indklagede, der måtte beslutte, om det var fornuftigt med en omprioritering. Medarbejderen svarede noget i retning af "lidt har også ret". De har efterfølgende erfaret, at enhver med almindelig kendskab til omlægning ville have gjort indsigelse mod omlægning af et eksisterende obligationslån til kontantlån baseret på 6% obligationer. De kan nu konstatere, at de er stavnsbundet til deres ejendom som følge af omlægningen. Lånets obligationsrestgæld udgør pr. 1. april 1999 ca. 964.000 kr. set i forhold til en lånerestgæld på ca. 749.000 kr.
Indklagede har anført, at rådgivningen i forbindelse med omprioriteringen var korrekt og fyldestgørende og indbefattede bl.a. oplysning om forskelle i ydelsesforløb og udvikling i obligationsrestgæld ved alternative kuponrenter. Klageren og ægtefællen valgte selv at optage kontantlånet baseret på 6% obligationer. Indklagede påtog sig på intet tidspunkt at "slå til" på klagerens vegne, idet klageren selv valgte at afvente. Det valgte obligationslån baseret på 6% obligationer var det mest optimale henset til, at klageren og ægtefællen ønskede den lavest mulige ydelse. Det blev medio 1994 lagt til grund som en typeforudsætning i penge- og realkreditinstitutter, at låntagernes væsentligste interesse var at opnå den lavest mulige ydelse. Hertil kommer, at klageren ikke aktuelt har realiseret noget tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet forstår klagen således, at den alene angår spørgsmålet om valg af kuponrente, ikke spørgsmålene om undladelse af at foretage kurssikring og/eller om forsinkelse med ekspeditionen af omprioriteringssagen.
Valg af kuponrente på de obligationer, på hvilke et kontantlån skal baseres, beror på en afvejning af fordele og ulemper ved henholdsvis en lav kuponrente og en høj kuponrente og i forbindelse hermed på forventningerne til den fremtidige renteudvikling. Ved at optage et kontantlån på grundlag af lavt forrentede obligationer opnås den laveste ydelse. Ved at optage lånet på grundlag af højt forrentede obligationer opnås - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - mulighed for en efterfølgende fordelagtig konvertering, men denne mulighed vil alene kunne realiseres, såfremt der sker et rentefald.
Efter det foreliggende, herunder de af indklagede fremlagte interne notater, lægger Ankenævnet til grund, at spørgsmålet om valg af kuponrente blev drøftet med klageren den 20. maj 1994. Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning i denne forbindelse var fejlagtig eller mangelfuld. Det bemærkes herved, at det på daværende tidspunkt var sædvanligt at vælge en lav kuponrente.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.