Afgørelse

Afgivelse af lånetilbud

Ejendommen, hvori klageren bor, er ejet af et anpartsselskab med klageren som direktør. Primo 1995 omdelte det indklagede realkreditinstitut i villaer m.v. en brochure, hvoraf det fremgik, at man kunne låne op til 80 pct. af en helårsboligs skønnede kontante handelsværdi uden den store gennemgang af låntagerens privatøkonomi, idet der ydedes lån til boligen og ikke personen. Efter anmodning fra instituttet afgav klageren i april 1996 til brug for behandlingen af en låneansøgning oplysninger om ejendommen og dens ejerforhold, herunder at anpartsselskabet fremover agtedes anvendt til mere risikobetonet virksomhed, hvorfor ejendommen forventedes overdraget til en forening, der senere ville blive omdannet til en familiefond. Efter at have besigtiget ejendommen den 1. maj 1995 og behandlet låneansøgningen meddelte instituttets udlånschef den 14. maj 1996 klageren afslag på lån. Afslaget var begrundet i den nye ejers økonomi. Den 15. maj 1996 anmodede klageren på vegne af anpartsselskabet instituttets lokale kontor om tillægs- eller omlægningslån i ejendommen. Klageren henviste til, at instituttet den 1. maj 1996 havde vurderet ejendommen til 750.000 kr. Klageren protesterede ved skrivelse af 15. maj 1996 over for instituttets udlånschef over afslaget til foreningen, som han betragtede som ulovlig forskelsbehandling. Klageren henviste endvidere til, at det af brochurematerialet fremgik, at instituttet ydede lån til boligen frem for personen, samt at der ikke krævedes den store gennemgang af ansøgerens privatøkonomi. Instituttet anførte heroverfor, at der alene var taget stilling til den kommende ejers økonomiske situation, samt at dette var et krav i følge realkreditloven, når der var tale om en udlejningsejendom. I maj 1996 genfremsendte klageren på vegne af anpartsselskabet låneansøgningen. Klageren protesterede efterfølgende over for instituttets direktion over, at han ikke fik lånetilbud som begæret.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle afgive et sædvanligt lånetilbud til anpartsselskabet. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at instituttet ved uddeling af brochuren eller på anden måde havde forpligtet sig til at afgive lånetilbud til klageren, anpartsselskabet eller foreningen. Nævnet fandt, at det tilkom instituttet ud fra kredit- og udlånspolitiske overvejelser at afgøre, om man ønskede at yde lån til den enkelte lånsøger og faste ejendom, og at instituttet således ikke havde nogen pligt til at yde klageren lån efter ansøgning. Nævnet fandt ikke at kunne efterprøve instituttets kredit- og udlånspolitiske overvejelser og kunne derfor ikke pålægge instituttet at afgive lånetilbud til klageren eller vurdere baggrunden for, at et sådant ikke var afgivet. Nævnet frifandt derfor instituttet.