Spørgsmål vedrørende betingelse for at rykke med et håndpantsat ejerpantebrev
| Sagsnummer: | 294/2013 |
| Dato: | 09-05-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive, Kjeld Gosvig Jensen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende betingelse for at rykke med et håndpantsat ejerpantebrev |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører spørgsmål i forbindelse med Ringkjøbing Landbobanks betingelse for at rykke med et ejerpantebrev, der var pantsat til sikkerhed for blandt andet pantsætters ægtefælles erhvervsengagement.
Sagens omstændigheder
Klageren H og dennes ægtefælle, M, var kunder i Ringkjøbing Landbobank. M drev via et anpartsselskab en erhvervsvirksomhed, der også var kunde i banken.
Til sikkerhed for både erhvervs- og privatengagementet fik banken håndpant i et ejerpantebrev på 1.450.000 kr. med pant i klagerens og M’s fælles bopælsejendom, hvor også virksomheden havde adresse. For virksomhedens engagement havde banken endvidere sikkerhed i form af kaution fra M.
Ved skøde af 3. marts 2009 blev ejendommen overdraget til klageren som eneejer med virkning fra den 1. april 2009. Af skødet fremgår blandt andet, at køber (H) ”respekterer og indtræder i rettigheder og forpligtelser i henhold til det på ejendommen tinglyste ejerpantebrev stort kr. 1.450.000,00 med meddelelser til Ringkjøbing Landbobank A/S, Ringkøbing”.
Ved udgangen af 2009 havde virksomheden en gæld til banken på ca. 6,5 mio. kr. Virksomhedens årsrapport for 2009 viste et underskud på ca. 2,3 mio. kr. og en negativ egenkapital på ca. 2,5 mio. kr. Af revisorpåtegningen fremgår blandt andet:
”…
Uden at det har påvirket vor konklusion, gør vi opmærksom på, at der er væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften. Vi henviser til ledelsesberetningens afsnit 5, hvor det fremgår, at det er usikkert, om der opnås lån til finansiering af driften og de nødvendige investeringer i de førstkommende år. Ledelsen bedømmer, at der opnås nødvendig finansiering, og aflægger i overensstemmelse hermed årsrapporten under forudsætning af fortsat drift.
…”
Den 4. februar 2010 udstedte Realkredit Danmark et lånetilbud vedrørende et forhåndslån på 620.000 kr. til finansiering af en tilbygning på ejendommen. Indtil byggeriet var udført og værdiansættelsen bekræftet af Realkredit Danmark skulle 197.000 kr. af lånet tilbageholdes. Lånet skulle have prioritet forud for ejerpantebrevet på 1.450.000 kr.
Efter det oplyste accepterede banken at rykke med ejerpantebrevet under forudsætning af, at de første 300.000 kr. af provenuet blev anvendt til nedbringelse af virksomhedens engagement.
Den 20. februar 2010 blev der på ejendommen tinglyst et pantebrev til Realkredit Danmark på 413.632 kr. Lånet blev hjemtaget den 16. april 2010. Nettoprovenuet, der udgjorde 403.216,83 kr., blev indsat på en nyoprettet konto (kontonummer -489) i banken med H og M som kontohavere.
Ved brev af 24. juni 2010 ophævede banken virksomhedens engagement til øjeblikkelig indfrielse. Virksomhedens gæld udgjorde i alt knap 6 mio. kr. Begrundelsen for ophævelsen var, at banken havde erfaret, at virksomheden fra tredjemand, T, havde modtaget forudbetalinger, der undergravede bankens sikkerhed i de fakturaer med T som debitor, som banken havde transport i.
Efter det oplyste havde T indsat 1.450.000 kr. på virksomhedens engagement.
Den 1. juli 2010 gik virksomheden konkurs.
Den 15. juli 2010 overførte banken 300.000 kr. fra konto -489 til nedbringelse af virksomhedens engagement.
Banken har oplyst, at man i forbindelse med konkursen har stævnet T for 4.717.941 kr. Bankens tilgodehavende i konkursboet udgør cirka 3,5 mio. kr. med tillæg af ikke tilskrevne renter.
Parternes påstande
Den 17. september 2013 har klageren indgivet en klage til Ankenævnet over Ringkjøbing Landbobank med påstand om, at banken skal tilbageføre beløbet på 300.000 kr. med tillæg af renter.
Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens overførsel af de 300.000 kr. til virksomhedens engagement efter dennes konkurs var uberettiget.
Formålet med indskuddet på 300.000 kr. i virksomheden var at bidrage til den videre drift. Med henblik herpå havde T endvidere betalt 1.450.000 kr. til virksomheden.
På det tidspunkt, hvor de 300.000 kr. blev overført, var virksomheden gået konkurs, og formålet med overførslen faldet bort. Banken bør derfor tilbageføre beløbet.
Hun har hverken accepteret eller forholdt sig passiv med hensyn til overførslen. Banken har to gange meddelt, at beløbet ville blive frigivet, når banken havde fået dækket sit tilgodehavende hos T, hvilket imidlertid har trukket ud, idet banken har anlagt retssag. Bankens meddelelser var årsag til, at hun ikke gik videre med sagen. Efterfølgende erfarede hun, at banken ikke havde tænkt sig at tilbageføre beløbet. Banken er ikke berettiget til at beholde pengene som forskud med henblik på at dække et eventuelt tab.
Ringkjøbing Landbobank har anført, at virksomheden var nødlidende, hvilket var baggrunden for betingelsen om betaling af 300.000 kr. for at rykke med ejerpantebrevet.
Banken har ikke bistået med låneoptagelsen i Realkredit Danmark og er derfor ikke bekendt med, hvorfor 197.000 kr. af lånet ikke er blevet udbetalt af Realkredit Danmark. Tilsyneladende er der tale om, at værdiansættelsen af ejendommen ikke har kunnet bekræftes.
Overførslen af de omstridte 300.000 kr. til virksomheden skete i henhold til aftalen med klageren. Klageren fik tilsendt en kontoudskrift, hvoraf overførslen fremgår, og banken har registreret, at klageren har hentet kontoudskriften i netbanken. Klageren gjorde ikke indsigelse mod overførslen og må nu tre år efter anses for at have accepteret overførslen.
Hvis overførslen ikke var sket, ville banken ikke have kvitteret for rykningen med ejerpantebrevet, og Realkredit Danmark ville dermed heller ikke have frigivet provenuet. Hvorvidt der efterfølgende viste sig at være penge i konkursboet eller ej er uden betydning i forhold til betalingen af de 300.000 kr., da denne var en forudsætning for, at banken ville rykke.
I yderste konsekvens kunne banken på grundlag af ejerpantebrevet have tvangsfuldbyrdet kravet.
Klagerens eventuelle krav må endvidere anses for forældet.
Den af banken anlagte retssag mod T er uden betydning for bedømmelsen af nærværende klagesag. Retssagen forventes ikke tilnærmelsesvis at dække bankens tilgodehavende hos virksomheden.
Ankenævnets bemærkninger
Ringkjøbing Landbobank var ikke forpligtet til at rykke med ejerpantebrevet på 1.450.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom for lånet i Realkredit Danmark på 620.000 kr., som klageren ønskede at optage i foråret 2010.
Som betingelse for at rykke kunne banken derfor som sket kræve, at 300.000 kr. af låneprovenuet blev overført til nedbringelse af bankens engagement med klagerens ægtefælles virksomhed, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for. Klageren accepterede betingelsen, og lånesagen blev gennemført for så vidt angår cirka 2/3 af Realkredit Danmark lånet, eller cirka 400.000 kr.
De 300.000 kr. blev overført til virksomhedens engagement den 15. juli 2010, hvor virksomheden forinden den 1. juli 2010 var gået konkurs.
Overførslen af beløbet på 300.000 kr. skete i henhold til aftale herom indgået i forbindelse med bankens accept af at rykke for lånet til Realkredit Danmark. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne aftale.
Klageren får derfor ikke medhold i påstanden om, at banken skal tilbageføre overførslen.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.