Spørgsmål om kaution alene for forhøjelse af lån. Opgørelse af krav i henhold til kaution.
| Sagsnummer: | 303/1998 |
| Dato: | 12-04-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Spørgsmål om kaution alene for forhøjelse af lån. Opgørelse af krav i henhold til kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om og i givet fald i hvilket omfang klageren er forpligtet i henhold til en kaution for et lån samt indklagedes opgørelse af kravet.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 3. december 1986 blev klagerens daværende samlevers lån hos indklagede forhøjet med 22.945,54 kr. til 141.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.825 kr., første gang den 1. januar 1987. Lånets rente var p.t. 13% p.a. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 70.000 kr. i samleverens bil. Klageren underskrev gældsbrevet som kautionist. På gældsbrevets forside var klageren anført som selvskyldnerkautionist "for skadesløs opfyldelse af samtlige låntagers forpligtelser ifølge dette gældsbrev". Under overskriften HÅNDPANT er det anført:
"Til sikkerhed for skadesløs opfyldelse af samtlige låntagers forpligtelser iflg. dette gældsbrev, gives der håndpant i:
kr. 70.000,- løsørejerptbrv. med 1. prioritets panteret i 1 stk. VW Golf ........
Pantet tilhører [låntager]"
Af gældsbrevets side 2, hvor klageren har underskrevet fremgår,
at "dette gældsbrev afløser gældsbrev oprindeligt kr. 131.000,- nu nedbragt til kr. -118.054,46, hvorfor dette gældsbrev skal stemples med 3 promille af kr. 22.945,54.
AFREGNING Lånebeløb kr. 22.945,54 - stempel kr. 68,00 - gebyr kr. 459,00 Restbeløb - indsat på konto .... kr. 22.418,54
Den 21. december 1987 fremsendte indklagede en anbefalet skrivelse til klageren med meddelelse om, at lånet var i restance med 18.800 kr., hvilket beløb klageren blev anmodet om at indbetale, idet lånet ellers ville blive overgivet til retslig inkasso. Yderligere påmindelser ville ikke blive fremsendt. Klageren har anført, at hun ikke erindrer at have modtaget meddelelsen.
Det fremgår, at indklagede i perioden 26. maj 1988 til 18. december 1989 søgte tilgodehavendet inddrevet hos debitor via fogedretten i Faaborg. Indklagede fik udlæg i debitors bil. Da bilen blev stjålet, fik indklagede den 28. august 1989 udbetalt forsikringen på 42.000 kr. Den 15. september 1989 blev tilgodehavendet opgjort til 141.040 kr. svarende til hovedstolen med tillæg af renter og omkostninger og med fradrag af de 42.000 kr. I det senest afholdte fogedretsmøde den 18. december 1989 blev fordringen opgjort til 142.340 kr.
Klageren blev tilsagt til fogedretten den 30. november 1988, hvor indklagede fik udlæg i et depositum vedrørende klagerens lejebolig. Klageren har anført, at hun erindrer at have været tilsagt til fogedretten vedrørende skyldforholdet, men ikke hvad der passerede i forbindelse hermed.
Via et inkassobureau, som indklagede overdrog sagen til, modtog indklagede i perioden 19. maj 1995 til 26. marts 1998 i alt 13.625 kr. fra debitor. I forbindelse med debitors indbetalinger blev der indgået aftale om saldokvittering mod betaling af i alt 85.000 kr. med månedlige ydelser af 1.000 kr. Indklagede har oplyst, at tilbudet om saldokvittering for debitor er bortfaldet, idet indbetalingerne ophørte.
Ved skrivelse af 25. august 1997 til klageren opgjorde indklagedes advokat kravet mod klageren til 434.571 kr. inkl. inkassoomkostninger 9.599 kr.
Ved stævning af 8. oktober 1997 indleveret til retten i Faaborg nedlagde indklagede påstand om, at klageren skulle betale 141.000 kr. med tillæg af rente 14,5% p.a. fra den 3. december 1986. I et retsmøde den 2. december 1997 blev sagen hævet af indklagede, i hvilken forbindelse indklagede af retten blev pålagt sagsomkostninger til klageren på 1.000 kr.
Parternes påstande.
Den 18. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravet.
Indklagede har under sagen nedsat sit krav til 275.116,84 kr. pr. den 4. december 1998. Opgørelsen af kravet tager udgangspunkt i en saldo på 142.340 kr. den 4. december 1993 med tillæg af renter 14,5% p.a. i 5 år og med fradrag af debitors indbetalinger på i alt 13.625 kr. valideret på de tidspunkter, hvor indklagede har modtaget betalingerne. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kautionen er ugyldig, idet hun ikke fik oplyst, at denne vedrørte et allerede bestående låneforhold. Hun underskrev dokumentet i sit eget pengeinstitut, hvor det blot blev oplyst, at hun skulle underskrive nogle papirer, uden at hun fik nærmere oplysning og vejledning. Hun medbragte sit nyfødte spædbarn og havde derfor ikke mulighed for at gennemgå papirerne nærmere.
Indklagede har ikke dokumenteret, at hun har kautioneret for den fordring, som nu gøres gældende. Såfremt kautionen anses for gyldig, omfatter denne alene forhøjelsen på 22.945,54 kr. Hun erindrer ikke at have modtaget meddelelse om misligholdelse af lånet. Meddelelsen af 21. december 1987 er i givet fald afgivet for sent, idet restancen overstiger 6 måneders ydelse, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Kautionsløftet er bortfaldet på grund af forældelse, passivitet og indklagedes adfærd i øvrigt. Hun var ikke bekendt med akkordaftalen, som indklagede indgik med debitor. Såfremt den fulde kaution opretholdes, bør hun kunne indtræde i akkorden, således at hun kan frigøre sig mod betaling af 71.375 kr. svarende til akkordbeløbet på 85.000 kr. med fradrag af debitors indbetalinger på 13.625 kr. Ved opgørelsen af kravet har indklagede uberettiget beregnet sig renter af omkostninger, og de 42.000 kr. er ikke fratrukket. Endvidere bør debitors indbetalinger afskrives på fordringen på det tidspunkt, hvor beløbet er tilgået inkassobureauet, og ikke det tidspunkt, hvor bureauet har afregnet med indklagede. Kravet er opgjort med en fast rente på 14,5% p.a., hvilket er uberettiget, idet rentesatsen må antages løbende at være blevet reguleret på baggrund af generelle ændringer af renteniveauet.
Indklagede har anført, at kravet mod klageren er dokumenteret, og at det hverken er forældet eller bortfaldet på grund af passivitet. Kautionen er afgivet direkte på gældsbrevet, hvoraf det klart fremgår, at lånet efter forhøjelsen var på 141.000 kr. Forsikringsbeløbet vedrørende bilen blev fratrukket ved opgørelsen i fogedretten den 18. september 1989. Ved opgørelsen af kravet under ankenævnssagen er der taget højde for forældede renter og debitors indbetalinger. Man har endvidere frafaldet omkostninger som følge af sagsanlægget. Kravet er opgjort med den rente, der var gældende, da lånet blev opsagt og ikke med overtræksrentesatsen, som har været minimum 21% p.a. i de seneste 5 år. Akkordaftalen med debitor er nu bortfaldet på grund af manglende opfyldelse af betingelserne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Efter indholdet af gældsbrevet påtog klageren sig kaution for den samlede gæld på 141.000 kr. efter låneforhøjelsen og ikke kun for forhøjelsesbeløbet. Vi finder ikke, at klageren har anført omstændigheder, der kan begrunde, at hun berettiget kunne forvente alene at hæfte for forhøjelsesbeløbet. Klagerens påstand herom tages derfor ikke til følge.
Da der, som det fremgår af gældsbrevets tekst, var tale om en forhøjelse af et eksisterende lån, finder vi det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren var bekendt med, at kautionen bortset fra forhøjelsen var til sikkerhed for gammel gæld. Klageren, der på kautionstidspunktet samlevede med debitor, har da heller ikke bestridt, at hun var bekendt hermed. Indklagedes manglende oplysning herom til klageren findes derfor ikke at kunne tillægges selvstændig betydning.
Det må lægges til grund, at klageren blev underrettet om misligholdelsen af lånet den 21. december 1987. Det kan ikke udelukkes, at underretningen skete efter udløbet af fristen i bank- og sparekasselovens § 41. Det findes imidlertid ikke sandsynliggjort, at klagerens regreskrav mod debitor er blevet forringet herved, hvorfor en eventuel overskridelse af fristen ikke kan medføre en begrænsning af klagerens hæftelse.
Vi finder således ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelsen, hverken helt eller delvist.
Ved skrivelsen af 21. december 1987 eller i hvert i forbindelse med sagens foretagelse i fogedretten den 30. november 1988 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende mod klageren. Denne hæftede herefter for gælden på lige fod med debitor, hvorfor det er uden betydning for klagerens hæftelse, at indklagede efterfølgende indgik en akkordaftale med debitor, som i øvrigt nu er bortfaldet. Indklagede havde ikke særskilt pligt til at underrette klageren om ordningen, ligesom klageren ikke havde krav på at indtræde i denne.
For så vidt angår indklagedes opgørelse af kravet under ankenævnssagen bemærkes, at det er uvist, hvorvidt saldoen på 142.340 kr., som der tages udgangspunkt i, indeholder ikke betalte renter, som nu er bortfaldet på grund af forældelse, jf. 1908-loven. Indbetalingen på 42.000 kr. vedrørende debitors bil og debitors øvrige indbetalinger må anses for anvendt til dækning af omkostningerne ved fogedsagerne, som ikke kan kræves forrentet, og i øvrigt til dækning af forfaldne ikke forældede renter. For så vidt angår rentesatsen bemærkes, at klagerens kaution "for skadesløs opfyldelse af samtlige låntagers forpligtelser ifølge dette gældsbrev" ikke kan forstås således, at kautionen også omfatter inkassorenter påhvilende debitor. Indklagede kan derfor højst forlange hovedstolen forrentet med den til enhver tid gældende rentesats for lånet. Ankenævnet har ikke mulighed for at beregne, om klageren ved en opgørelse af kravet i overensstemmelse med ovennævnte vil være bedre stillet end ved indklagedes opgørelse under klagesagen.
To medlemmer - Inge Frølich og Leif Nielsen - udtaler:
Af den opstilling, som er placeret på side 2 af gældsbrevet umiddelbart over klagerens underskrift, fremgår, at lånebeløbet udgør 22.945,54 kr., som med fradrag af omkostninger er indsat på låntagerens konto hos indklagede.
Vi finder det på denne baggrund betænkeligt at fastslå, at klageren måtte indse, at hun ved sin underskrift påtog sig en forpligtelse som kautionist også for låntagerens allerede bestående engagement.
Herefter, og da det ikke foreligger oplyst, at klageren i forbindelse med underskriften blev gjort bekendt med, at hun blev anmodet om at kautionere også for det bestående engagement, stemmer vi for som udgangspunkt at anse klagerens kautionsforpligtelse for at omfatte forhøjelsesbeløbet på 22.945,54 kr. med tillæg af renter og omkostninger i forhold hertil. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt, at der "gives .... håndpant" i en bil tilhørende låntager. Vi finder, at klageren på baggrund af denne formulering måtte forvente, at pantet blev stillet samtidig med underskrivelsen af gældsbrevet, og at hun - da andet ikke på tilstrækkelig tydelig måde fremgår af gældsbrevet - kunne påregne, at et eventuelt provenu ved afhændelse af bilen primært blev afskrevet på den del af låntagers engagement, som hun havde kautioneret for. Vi finder derfor, at provenuet på 42.000 kr. burde godskrives den kautionssikrede del af engagementet.
Vi er enige med flertallet i spørgsmålene om bank- og sparekasselovens § 41 og om, at indklagedes indgåelse af en akkordaftale under de givne omstændigheder er uden betydning for klagerens hæftelse.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede tilpligtes at korrigere opgørelsen af kravet i overensstemmelse med ovennævnte, såfremt klageren i forhold til opgørelsen under ankenævnssagen opnår en fordel herved. Klagegebyret tilbagebetales klageren.