Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Begrænsning i debitors ret til at opnå yderligere kredit.

Sagsnummer: 450/1990
Dato: 23-05-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn
Klageemne: Kaution - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Begrænsning i debitors ret til at opnå yderligere kredit.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Klagerne, der er søstre, kautionerede ved særskilte kautionserklæringer af 16. februar 1987 for et lån på 235.000 kr., ydet til klagernes forældre, for begge klageres vedkommende begrænset til 25.000 kr. med tillæg af renter. Kautionslånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.000 kr., første gang 31. marts 1987.

I låneaftalen, der er underskrevet af debitorerne 16. februar 1987, er under "Særlige bestemmelser" anført:

"1. Der skal i hele lånets løbetid føres budgetkonto på afd.

2. Der kan ikke hæves på budgetkontoen uden forudgående aftale.

3. Lønninger samt pensioner skal indgå på konti i [indklagede].

4. Samtlige regninger skal tilmeldes [indklagedes] budgetservice med indbygget årligt eftersyn.

5. Der kan ikke foretages forhøjelser på lånet uden kautionisternes samtykke."

I juni måned 1988 forhøjedes lånet med 18.800 kr., som herefter skulle afvikles med 6.200 kr. månedligt. Klagerne tiltrådte ved deres underskrift på lånedokumentet forhøjelsen.

I oktober 1989 måtte klagernes far som følge af sygdom ophøre med at arbejde. Klagerne tiltrådte ved påtegning af 23. marts 1990, at forældrene blev fritaget for ydelsen den 28. februar 1990, ligesom klagerne tiltrådte, at den fremtidige ydelse herefter androg 2.700 kr. månedligt. Lånet påførtes samtidig følgende påtegning:

"Der må ikke bevilliges overtræk eller låneforhøjelser uden skriftlig accept fra begge kautionister."

Den 22. juli 1990 henvendte klagernes mor sig i afdelingen og anmodede om forskud på pension, idet forældrene ikke havde flere penge at leve for. Afdelingen kontaktede klager A med henblik på at opnå dennes accept af udbetalingen. Klager B var på det tidspunkt bortrejst på ferie i udlandet. Klager A tiltrådte herefter udbetalingen af 500 kr.

I september 1990 opstod et overtræk på forældrenes budgetkonto på 3.000 kr. Afdelingen havde mulighed for at inddække overtrækket ved at returnere huslejeopkrævning, men undlod dette. I samme forbindelse indgik afdelingen aftale med forældrene om, at overtrækket skulle inddækkes med 200 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 19. september 1990 til klagerne opfordrede afdelingen klagerne til at acceptere overtrækket. Ved skrivelse af 25. september meddelte klagerne med henvisning til indklagedes skrivelse, at man herefter anså kautionsforpligtelsen for ophørt.

Indklagede imødegik dette ved skrivelse af 28. september 1990.

Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagernes kautionsforpligtelse er ophørt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at det udtrykkeligt i forbindelse med ydelsesnedsættelsen i marts 1990 som vilkår for kautionens fortsatte beståen blev aftalt, at der ikke måtte bevilliges overtræk eller låneforhøjelser uden skriftlig accept fra begge kautionister. Indklagede har i strid med denne bestemmelse tilladt, at forældrene har overtrukket budgetkontoen med 3.000 kr. På denne baggrund må klagernes kautionsforpligtelse være ophørt.

Indklagede har anført, at afdelingen tillod det omhandlede overtræk frem for at returnere huslejeopkrævningen, idet man vurderede betalingen af husleje som en velfærdssag for klagernes forældre. Det omhandlede overtræk er minimalt i forhold til lånets størrelse, hvorfor kautionisternes regresmulighed ikke kan anses for forringet, og klagernes kautionstilsagn kan derfor ikke anses for bortfaldet.

Ankenævnets bemærkninger:

I låneaftalen af 16. februar 1987 var under "Særlige bestemmelser" bl.a. anført, at debitorernes løn og pension skulle indgå på konti hos indklagede, samt at debitorerne skulle oprette budgetkonto, hvortil samtlige regninger skulle tilmeldes, ligesom forhøjelser af lånet ikke kunne foretages uden samtykke fra klagerne. Ved ændringen af lånets afvikling i 1989 blev lånedokumentet yderligere påført en bestemmelse, hvorefter overtræk kun kunne ske med klagernes skriftlige accept.

Det findes på denne baggrund at måtte have stået indklagede klart, at det var en afgørende forudsætning for klagernes kautionstilsagn, at der ikke blev ydet debitorerne yderligere kredit af indklagede. Da det af indklagede tilladte overtræk på 3.000 kr. på debitorernes budgetkonto er foretaget uden klagernes accept, findes klagernes kautionsforpligtelse herefter at burde nedsættes med størrelsen af det skete overtræk, således at hver kautionists forpligtelse nedsættes med 1.500 kr., uanset om overtrækket måtte anses for at have forringet klagernes regresmulighed, hvorfor

Indklagede bør anerkende, at begge klageres kautionshæftelse af 16. februar 1987 med senere ændringer nedsættes til 23.500 kr. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.