Gyldighed og omfang.
| Sagsnummer: | 319/1989 |
| Dato: | 20-12-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Gyldighed og omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1982 etablerede klagerens søn kundeforhold med indklagede ved overførsel af sit engagement, der hidtil havde ført i et andet pengeinstitut. Klagerens søn, som driver landbrugsvirksomhed, var dengang ejer af to landbrugsejendomme og havde et par mindre forpagtninger. I 1984 tilforpagtede klagerens søn yderligere en ejendom.
I midten af 1986 rettede klagerens søn henvendelse til indklagede om medvirken til hans køb af denne ejendom. Efter at indklagede umiddelbart havde afslået at medvirke, afholdtes der forhandlinger mellem parterne, som resulterede i, at indklagede gav tilsagn om at medvirke ved erhvervelsen, idet det dog herved var en betingelse, at der opnåedes supplerende sikkerhed for indklagedes engagement i form af kaution fra bl.a. klageren, der er født i 1904, og at engagementet med indklagede ikke kunne udvides, uanset om driften af landbrugsvirksomheden fortsat måtte udvise underskud.
Den 27. juni 1986 udstedte indklagede herefter garanti overfor sælgers advokat for betaling af købesummen for landbrugsejendommen pr. 31. december 1986. Klageren og hans søns ægtefælle underskrev en påtegning på indeståelsesdokumentet, hvorefter de tiltrådte som kautionister for et beløb på indtil 1,5 mio. kr. "i forbindelse med den endelige prioritering af nævnte ejendom, samt i øvrigt iht. ........... s tilsagn om medvirken jvf. notat af 27.6.86 - sluttende med en supplerende sikkerhedsstillelse stor kr. 1,4 mill."
Indeståelsesskrivelsen var vedhæftet et notat, hvoraf fremgik, at kravet til supplerende sikkerhedsstillelse i forbindelse med klagerens søns køb af ejendommen ville udgøre 1,4 mio. kr.
Den 2. januar 1987 etablerede indklagede på baggrund af sin indeståelsesskrivelse af 27. juni 1986 en lånesagskonto, og købesummen blev overført til sælgers advokat. I løbet af den kommende måned blev samtlige pantebreve i ejendommen tinglyst med anmærkning om bestående prioriteter.
Indfrielse af disse og afregning af de optagne lån blev foretaget i perioden fra den 4. til den 21. september 1987.
Den 26. marts 1987 underskrev kautionisterne til afløsning af erklæringen på indeståelsesskrivelsen af 27. juni 1986 en endelig kautionserklæring vedrørende klagerens søns engagement beløbsmæssigt begrænset til 1,2 mio. kr.
Debitors økonomi blev frem til sommeren 1988 anspændt, og der blev den 8. juli 1988 afholdt et møde med deltagelse af debitor og kautionisterne vedrørende debitors yderligere kapitalbehov. Det aftaltes på mødet bl.a. at udvide engagementet med 228.000 kr. mod yderligere sikkerhedsstillelse, hvilket overtræk i slutningen af 1988 blev afviklet som aftalt.
Efter at indklagede den 27. januar 1989 af Nykredit havde modtaget underretning om, at man havde genoptaget retsforfølgning mod debitor, opsagde indklagede ved skrivelser af 2. og 20. marts 1989 engagementet til indfrielse overfor henholdsvis debitor og kautionisterne.
Efter brevveksling vedrørende omfanget af klagerens kautionsforpligtelse opgjorde indklagede ved skrivelse af 14. april 1989 denne til ca. 489.000 kr. og oplyste, at en stillet supplerende sikkerhed foreløbig kunne anslås til 100.000 kr.
Efter at have indbetalt et beløb på 389.000 kr. til dækning af den foreløbigt opgjorte kautionsforpligtelse har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det erlagte beløb på 389.000 kr. med tillæg af renter samt tilpligtes at anerkende ikke at kunne gøre krav gældende imod klageren i henhold til den afgivne kautionserklæring.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede i en årrække nøje havde fulgt låntagers økonomi og således var klar over, at der ikke var realistisk mulighed for, at hans drift af landbrugsejendommene kunne blive rentabel. Man burde derfor have afslået at medvirke til erhvervelsen af den tredie ejendom i stedet for som sket at tillade denne mod ind dragelse af bl.a. klageren som kautionist. Hertil kommer, at det ikke havde været nødvendigt at afkræve klageren kautionserklæring en i marts 1987, dersom indklagede, som styrede berigtigelsen af ejendomshandelen, havde færdiggjort denne uden ophold i ekspeditionsgangen. Indklagedes sene indfrielse af de i ejendommen indestående lån, som ikke skulle overtages, har i bedste fald bevirket, at kautionistens forpligtelse er blevet væsentligt forøget.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at man uanset sit tilsagn om at medvirke ved berigtigelsen af ejendomshandelen i efteråret 1986 dog frarådede låntageren at erhverve ejendommen, og at man, da låntageren insisterede herpå, afholdt møde med de potentielle kautionister, hvorunder man redegjorde nøje for låntagers økonomiske forhold. Årsagen til, at de i ejendommen indestående prioriteter ikke blev indfriet umiddelbart efter, at kreditforeningspantebrevene var tinglyst i begyndelsen af 1987, var, at låntageren forventede en bedring af kursudviklingen. Udviklingen i den følgende tid viste dog tværtimod et kursfald, således at omprioriteringen måtte ske til en højere nominel rente end forventet under forhandlingerne om indklagedes finansiering af erhvervelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen er oplyst for Ankenævnet, findes det ikke godtgjort, at der foreligger forhold, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.