Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ydelser trukket på lønkonto, der herved gik i overtræk.

Sagsnummer: 128 /2000
Dato: 18-10-2000
Ankenævn: Peter Blok, Kåre Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Rente - overtræk
Udlån - ydelse
Ledetekst: Ydelser trukket på lønkonto, der herved gik i overtræk.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører, om og i givet fald i hvilket omfang klageren hæfter for overtræk på en lønkonto, som beroede på, at indklagede på lønkontoen hævede ydelserne vedrørende klagerens lån.

Sagens omstændigheder.

Omkring 1988 startede klageren sammen med en bekendt en detailforretning. Indklagede ydede i denne forbindelse et lån.

Forretningen var i gang i ca. et år og blev herefter lukket. Indklagede indvilgede i, at engagementet blev delt i et lån til klageren og den anden deltager.

Indklagede har oplyst, at der i februar 1990 blev oprettet et lån med klageren som debitor og klagerens far som kautionist. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.910 kr. Lånedokumentet er ikke fremlagt.

Indklagede har oplyst, at afviklingen forløb uregelmæssigt. Den 27. juni 1991 underskrev klageren og kautionisten nyt lånedokument, hvorefter lånet blev forhøjet med 5.000 kr. til 104.944,44 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 700 kr.

Klageren havde en lønkonto hos indklagede (konto -529). Låneydelserne blev overført fra lønkontoen.

Af sagen fremgår, at klageren ikke afviklede lånet regelmæssigt, og at indklagede i en periode omkring 1993 tilbød at nulstille renteberegningen af lånet. Indklagede forsøgte endvidere forgæves at gøre kautionsforpligtelsen gældende over for klagerens far. I marts 1993 blev lånet opsagt.

Lønkontoens saldo var ved udgangen af 1992 positiv. Som følge af, at klagerens løn mv. ikke længere indgik på lønkontoen, opstod der overtræk, således at saldoen siden udgangen af 1993 har været negativ.

Ved udgangen af 1995 var saldoen på klagerens lån ca. 123.000 kr., mens lønkontoen var overtrukket med ca. 35.000 kr.

I 1996 var der mellem parterne forgæves forhandlinger om indgåelse af en akkord.

I 1996,1997 og 1998 blev der indbetalt henholdsvis 2.400 kr., 2.700 kr. og 2.400 kr. på engagementet.

Ved skrivelse af 21. juni 1999 rettede indklagede henvendelse til klageren, idet indklagede anmodede klageren om at oplyse om sin aktuelle økonomiske situation. Efter, at klageren telefonisk havde forespurgt om, hvor meget der var indbetalt på engagementet i årenes løb, og indklagede havde oplyst dette, redegjorde klageren ved skrivelse af 21. september 1999 for sine økonomiske forhold.

Den 18. oktober 1999 afholdtes møde med klageren hos indklagede, hvor klagerens økonomiske forhold blev gennemgået.

Ved skrivelse af 20. oktober 1999 opsagde indklagede klagerens engagement til fuld og endelig indfrielse. Indklagede oplyste, at lånets restgæld pr. dato var 115.924,55 kr. samt 32.397,34 kr. vedrørende lønkontoen.

Ved skrivelse af 11. november 1999 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede med forslag om, at indklagede til fuld og endelig afgørelse modtog 40.000 kr. Dette afslog indklagede.

Ved skrivelse af 24. november 1999 til klagerens advokat oplyste indklagede, at klagerens samlede gæld til indklagede var på 241.912,93 kr. Heraf udgjorde gælden på lønkontoen 32.397,34 kr. med tillæg af rente 15.549,16 kr. for perioden 1. januar 1996 til 30. november 1999.

Ved skrivelse af 22. december 1999 tog indklagedes advokat sagen til inkasso med anmodning om betaling af den samlede gæld, der inkl. inkassoomkostninger blev opgjort til 248.217,93 kr. Med skrivelsen fulgte udkast til frivilligt forlig.

Den 7. februar 2000 anlagde indklagede sag mod klageren med påstand om betaling af 32.397,34 kr. med tillæg af renter 10% årligt af samme beløb fra 1. januar 1996. Sagen er af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Indklagede har oplyst, at lønkontoen er en bogkonto, hvorfor der ikke kan udskrives kontoudtog for den. Af indklagedes årsopgørelser udskrevet til klageren fremgår følgende vedrørende lønkontoen:

År Rente Saldo 1993 -577,26 -9.577,06 1994 0,00 -21.577,06 1995 -1.420,28 -34.997,34 1996 0,00 -35.997,34 1997 0,00 -35.997,34 1998 0,00 -34.497,34 1999 0,00 -32.397,34

Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke skylder saldoen på lønkontoen, subsidiært at indklagede skal anerkende, at beløbet alene kan kræves forrentet med en mindre rentesats end krævet.

Indklagede har under sagens forberedelse nedsat kravet mod klageren med 1.997,54 kr. (rentebeløb fra 1993 og 1995) til 30.399,80 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun på tidspunktet for starten af den pågældende forretning var ca. 18 år. Som tolk for sin bekendte var hun denne behjælpelig med forhandlingerne med indklagede. Indklagede ønskede imidlertid, at hun skulle være meddebitor, hvorfor det blev aftalt, at hun også skulle deltage i forretningen.

Som følge af alvorlige personlige problemer var hun ikke i stand til at afvikle lånet som aftalt og søgte forgæves gældssanering.

Hun bestrider, at det blev aftalt, at lånet skulle afvikles ved et overtræk på lønkontoen. Denne konto ophørte hun med at bruge kort tid efter dens oprettelse i forbindelse med en flytning. Siden tænkte hun ikke på denne konto, da den var ude af brug.

I december 1997 drøftede hun ved en personlig henvendelse til indklagede en akkord. Hun tilbød 30.000 kr., men indklagede oplyste, at man ønskede kontant 40.000 kr. eller 30.000 kr. kontant samt 300 kr. månedligt i et bestemt antal måneder. Dette var hun ikke i stand til at opfylde.

Hun er under uddannelse, men mangler halvandet år af denne. Hun har helbredsmæssige vanskeligheder, og problemerne med afviklingen af lånet belaster hende stærkt.

Hun har ikke før under sagen modtaget fuldstændige oplysninger om, hvilke indbetalinger der er sket på lånet, idet tidligere, når hun bad om oplysninger, fik hun oplyst, at det ikke var muligt at fremkomme hermed. Hun følte sig derfor usikker på indklagedes oplysninger om gældens størrelse.

Indklagede har anført, at klageren brugte lønkontoen i en lang periode efter oprettelsen. Overtrækket på kontoen opstod i starten som følge af, at der ikke længere indgik løn eller lignende.

Ydelserne kørte som overførsler fra lønkontoen, idet dette er normal praksis, og da klageren ikke havde andre konti.

Lånets rente har fulgt den sædvanlige rente for udlån af den pågældende type. Fra 31. oktober 1994 har der ikke været beregnet rente på lånet.

Lønkontoens overtræk skyldes overførsel af låneydelser til lånet. Der er tilskrevet overtræksrenter på 1.997,54 kr. på lønkontoen, som imidlertid frafaldes.

Som følge af, at der ikke er beregnet rente siden 31. oktober 1994 har det ikke betydning, om gælden har været anført som overtræk på lønkontoen eller som restgæld på udlånet. Ved sagens overgang til retslig inkasso blev engagementet opgjort, idet der herved blev beregnet en rente på 10%, der er lavere end gældende markedsrente.

Indklagede har årligt udsendt årsopgørelser til klageren indeholdende oplysninger om udlånskontoen og lønkontoen. Klageren kan således ikke have været uvidende om lønkontoen, eller om at lånet blev nedbragt via denne konto.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - Peter Blok, Kåre Klein Emtoft og Jørn Ravn - udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at det med klageren var aftalt, at ydelserne på klagerens lån skulle betales ved overførsel fra klagerens lønkonto. I det omfang der var indestående beløb på klagerens lønkonto, var indklagede dog efter almindelige modregningsregler berettiget til at hæve på lønkontoen til dækning af ydelserne på lånet.

Det fremgår, at renteberegningen af lønkontoen har været sat i bero i hvert fald siden udgangen af 1995, og at indklagede har givet afkald på de for 1993 og 1995 debiterede rentebeløb. Det må herefter lægges til grund, at der i det krav på 30.399,80 kr., som indklagede nu gør gældende i henhold til lønkontoen, ikke indgår rentebeløb. Da beløbet i sin helhed er anvendt til dækning af ydelser på klagerens lån, finder vi, at klageren hæfter for beløbet over for indklagede.

Da hævningerne imidlertid som anført ikke kan anses for sket i henhold til aftale med klageren, finder vi, at indklagede ikke er berettiget til at beregne sig kreditrente eller overtræksrente af lønkontoens debetsaldo.

Indklagede har ikke afgivet rentepåkrav efter renteloven, hvorfor indklagede heller ikke på dette grundlag kan kræve kontoen forrentet. Indklagede kan herefter først gøre krav på rente fra den 7. februar 2000, jf. rentelovens § 3, stk. 4, og højst med rentelovens rentesats, hvis denne er mindre end den krævede rente på 10% p.a.

To medlemmer - Bjarne Lau Pedersen og Ole Simonsen - udtaler:

Vi lægger til grund, at den konto, hvorfra ydelserne på lånet blev trukket, var oprettet i klagerens navn, og af klageren blev anvendt som en slags lønkonto i hvert fald i en periode fra kontoens oprettelse i 1991 og indtil udgangen af 1993. Vi lægger endvidere til grund, at klageren gennem kontooversigter og årsopgørelser har kunnet konstatere, at lånet, for hvilket hun alene var debitor, blev nedbragt samtidig med, at lønkontoens negative saldo voksede. Vi bemærker, at klageren først i 1999 har gjort gældende, at hun ikke vidste, at der blev betalt ydelser på lånet via træk på lønkontoen.

Vi mener derfor ikke, at overførslerne fra lønkontoen til lånet kan anses for uberettigede.

Da det endvidere kan lægges til grund, at klageren ikke er blevet ringere stillet ved, at det var lønkontoen, der gennem de nævnte overførsler kom i overtræk, i stedet for lånet, hvilket ville have været konsekvensen, hvis ydelserne ikke var blevet overført til lånet fra lønkontoen, finder vi ikke, at indklagedes rentekrav i relation til lønkontoens opgørelse kan anfægtes.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at indklagedes krav på 30.399,80 kr. vedrørende klagerens lønkonto først kan kræves forrentet fra den 7. februar 2000 og højst med rente efter renteloven. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.