Indsigelse om misbrug af betalingskort grundet trussel om vold ved fysisk tilbageholdelse i flere dage i forbindelse med prøvekørsel af bil, der var til salg hos en privatperson.
| Sagsnummer: | 208 /2022 |
| Dato: | 22-12-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Indsigelse om misbrug af betalingskort grundet trussel om vold ved fysisk tilbageholdelse i flere dage i forbindelse med prøvekørsel af bil, der var til salg hos en privatperson. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om misbrug af betalingskort grundet trussel om vold ved fysisk tilbageholdelse i flere dage i forbindelse med prøvekørsel af en bil, der var til salg hos en privatperson.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet betalingskort.
I perioden fra den 5. juni 2019 til den 11. juni 2019 blev klagerens betalingskort anvendt til syv transaktioner, som klageren ikke kan vedkende sig. Banken har fremlagt en transaktionsoversigt, hvoraf fremgår følgende betalinger:
|
Dato og klokkeslæt |
Forretning |
Beløb i kr. |
Status |
Autorisation |
|
05-06-2019 kl. 23:57 |
ATM1 |
5.000 |
Godkendt |
Chip og PIN-kode |
|
06-06-2019 kl. 00:01 |
ATM2 |
5.000 |
Gennemført |
Chip og PIN-kode |
|
06-06-2019 kl. 01:26 |
ATM2 |
5.000 |
Afvist – Over Max. Beløb |
Chip og PIN-kode |
|
07-06-2019 kl. 00:16 |
ATM3 |
5.000 |
Godkendt |
Chip og PIN-kode |
|
07-06-2019 kl. 00:31 |
ATM2 |
5.000 |
Afvist – Over Max. Beløb |
Chip og PIN-kode |
|
08-06-2019 kl. 00:09 |
ATM4 |
5.000 |
Godkendt |
Chip og PIN-kode |
|
09-06-2019 kl. 23:43 |
ATM4 |
5.000 |
Godkendt |
Chip og PIN-kode |
|
10-06-2019 kl. 00:01 |
ATM4 |
5.000 |
Godkendt |
Chip og PIN-kode |
|
11-06-2019 kl. 11:19 |
ATM1 |
5.000 |
Godkendt |
Chip og PIN-kode |
|
I alt |
|
35.000 |
Godkendt/gennemført |
Chip og PIN-kode |
Det er oplyst, at klageren den 11. juni 2019 indgav en politianmeldelse.
Ved en tro- og loveerklæring af 12. juni 2019, modtaget af banken den 18. juni 2019, gjorde klageren indsigelse mod syv transaktioner foretaget i perioden fra den 5. juni 2019 til den 11. juni 2019 og oplyste, at han hverken havde deltaget i eller godkendt transaktionerne. Klageren anførte, at der var tale om syv transaktioner på i alt 38.500 kr., og at den sidste transaktion foretaget den 11. juni 2019 var på 8.500 kr.
Klageren anførte følgende i indsigelsesblanketten:
”Jeg har ikke selv brugt kortet, men ukendte personer har truet mi[g] til af udlevere kort og kode og samtidig tilbageholdt mig i en bil for at hæve pengene.”
I en tilknyttet beskrivelse af hændelsesforløbet anførte klageren:
”I forbindelse med at se og prøvekøre en bil blev jeg tilbageholdt og truet til at udlevere mi[t] kort og kode fra d. 05/06-19 til 11/6-19”
Banken afviste at tilbageføre beløbet til klageren, idet den ikke fandt, at hændelsesbeløbet virkede troværdigt.
Efterfølgende blev sagen behandlet i ved en straffesag i retten, hvor klageren blandt andet var tiltalt for at have foretaget falsk anmeldelse over for politiet (forhold 1) samt bedrageri over for Nordea Danmark (forhold 2). Ved en straffedom afsagt den 5. maj 2022 blev klageren frikendt for disse forhold. Af domsudskriften fremgår følgende:
”Tiltalte har afgivet en forklaring, som retten på nogle væsentlige punkter finder usammenhængende og utroværdig. Trods dette finder retten ikke, at anklagemyndigheden ved bevisførelsen i øvrigt har ført det til domfældelse fornødne bevis for, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Som følge heraf frifindes tiltalte i disse forhold.”
Af domsudskriften fremgår endvidere, at klageren under sagen afgav følgende forklaring:
”Tiltalte, [klageren], har vedrørende forhold 1 forklaret, at han var ude for at se på en bil. Han ville have et afslag på 5.000 kr. Efterfølgende blev han truet til at sætte sig ind i bilen. Han havde set bilen tilfældigt ved [vej], da han kom kørende forbi. Han mener, at det var en sort Peugeot 108. Sælgerne præsenterede sig ikke, og han kendte dem ikke i forvejen. Der sad en salgsannonce i bilruden. Han stoppede og kiggede på bilen, og mens han gjorde dette, kom en person hen til ham og sagde, at det var hans bil. Bilen kostede 45.000 kr. Ejeren skulle på arbejde, og bad derfor tiltalte om at komme tilbage aftenen efter for at prøvekøre bilen. Da han ankom som aftalt, var der tre personer. Han sagde til dem, at han kun havde 40.000 kr. og at han ville give de 40.000 kr. for bilen. De tre talte sammen på arabisk, og de blev i den forbindelse vist enige om, at de ville rulle ham. De tog hans telefon og hans pung. Han ved ikke, hvem de var, men han vil kunne genkende dem. De tre var unge - mellem 20 og 30 år. To af dem var mørke i huden og den tredje var araber. Han kan ikke huske, hvad de havde på af tøj. De truede ham på livet. De sagde, at hvis han ikke gjorde, som de sagde, så ville de komme efter ham. De havde hans pung og vidste derfor, hvor han boede. Han gjorde ikke modstand, da den ene af dem havde en kniv. Det var en springkniv med en samlet længde på 20-30 cm. De tvang ham til at oplyse koden til hans betalingskort. De sagde gentagne gange:" Vi tager alt, hvad du har. Vi tager alt fra dig." Han blev tilbageholdt i bilen. De satte ham ind på bagsædet med magt. De kørte rundt med ham. Det var mørkt, så han kunne ikke se, hvor de var. Han ved ikke, hvad klokken var. Han blev tilbageholdt i 3-5 dage. Efter de første 2-3 dage hørte han dem tale om, at de kun kunne hæve 5.000 kr. om dagen. Han sagde til dem, at hvis det var hans penge, de ville have, så ville han gerne give dem pengene. Han hævede derfor den sidste dag de sidste penge til dem. Han mener, at han hævede dem i [by] på [vej]. Han husker ikke, hvor mange penge der var tilbage på kontoen. Han overvejede at stikke af, men de havde jo hans adresse. Dengang boede han vist nok sammen med en samlever.
Foreholdt Anmeldelsesrapport af 27. februar 2020, [henvisning], hvor det under sagens genstand er anført, at han skulle have anmeldt, at han over en periode på 7 dage blev tilbageholdt og truet med kniv, mens ukendte gerningsmænd i perioden dagligt hævede 5.000-8.500 kr. på hans kort i hæveautomat, har han forklaret, at det flød sammen for ham, så det var svært at skelne mellem dag og nat. Han kan ikke huske, hvornår anmeldelse tidsmæssigt blev foretaget i forhold til ophør af frihedsberøvelsen.
Videre foreholdt Anmeldelsesrapport af 13. juni 2019, [henvisning], hvor det under sagens genstand er anført, at han skulle have oplyst, at han så en bil til salg i [vej i by] og aftalte med at han skulle have en prøvetur den 5. juni 2019 kl. 22.00, og at han - da han kom for at prøvekøre bilen - blev tilbageholdt af ejeren, som tvang ham til at hæve i alt 38.500 kr. i perioden fra den 5. til den 11. juni 2019, har han forklaret, at han ikke kan huske at have sendt anmeldelsen ind. Han kan huske, at han havde ringet til politiet, og at han i den forbindelse blev bedt om at sende en anmeldelse digitalt. Han kan i dag ikke huske, om det var ejeren selv eller dennes bror, der var til stede den 4. juni 2019. De to lignede hinanden. Den første dag var der kun én person til stede, den anden dag var der tre, og de to af disse lignede hinanden. Han fik at vide, at de ene af de to var ejeren. Den person han talte med den 4. juni, var der også den 5. juni.
Det er rigtigt, at han - som han anmeldte - blev tilbageholdt i 6-7 dage. Han var ikke i bilen i hele den periode. De flyttede ham rundt. De kørte ham ud i et sommerhusområde eller en haveforening. Her blev han tilbageholdt i et lille hus – muligvis et kolonihavehus – men en lille have. Der var en hund. De tre personer kom og gik, men han var aldrig alene. Der var altid en af dem hos ham. Han var ikke låst inde, og han kunne bevæge sig frit rundt i huset, men huset var meget lille. Han var isoleret fra omverdenen. Der var ikke andre mennesker i området. De tre personer talte sammen på arabisk. Ind imellem kørte de rundt med ham om natten. Han var i kolonihavehuset om dagen alle dage, bortset fra den sidste dag. Da han hævede og gav dem de sidste penge, lod de ham gå. Han har ikke set dem siden, men han har også været inde at afsone. De tre er ikke den type personer, man har lyst til at have noget med at gøre. Han aner ikke, hvem det var, der løbende hævede penge på hans kort. Han var ikke sammen med dem alle nætter. Dog overnattede han i bilen 2 gange. Han fik mad og havde adgang til toilet.
Forevist fotomappe af 4. oktober 2019, stillbilleder fra overvågningsvideo, [henvisning], har han forklaret, at han hverken kender personen på foto side 2 eller personen på foto side 3. Han kender ikke kvinden på foto på side 3. Det var ikke nogen af dem, der tilbageholdte ham. Han har efterfølgende gjort indsigelse overfor banken, og da banken efterfølgende foretog anmeldelse, har han ikke fået de hævede penge retur.
…”
Efter afsigelsen af straffedommen af 5. maj 2022 fastholdt banken sin afvisning af at tilbageføre beløbet til klageren.
Parternes påstande
Den 27. maj 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal godtgøre ham transaktionerne på i alt 38.500 kr.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens fortsatte afvisning af hans indsigelse er sket på et forkert grundlag.
Han er uforstående over for, at banken mener, at sagen ikke kan færdigbehandles efter tre år.
Der er blevet hævet penge på hans kort uden samtykke. Banken kan se på videoovervågning, at det ikke er ham.
Han tror, at banken har misforstået noget. Det forhold, at hans forklaring i retten var usammenhængende og utroværdig skyldtes, at der var gået lang tid siden hændelsen, og han har prøvet at komme bedst muligt ud af det efter en forfærdelig episode i sit liv.
Retten har, selv om hans forklaring var usammenhængende og utroværdig, frikendt ham, hvilket betyder at han højst sandsynligt er uskyldig. At han tidligere er straffet for forhold som er under bagatelgrænsen, betyder ikke, at han fortsætter sit liv i den kriminelle løbebane, tværtimod.
Hvis han ikke får medhold i klagen, så er der ikke noget formål med at have penge stående i banken, da man ikke er beskyttet.
Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke kan behandles ved Ankenævnet, da en stillingtagen hertil vil kræve vidneafhøring, idet klageren blandt andet har forklaret sig forskelligt over for Nordea og retten, jf. hans forklaring om tilbageholdelse, ligesom klageren over for retten har forklaret sig usammenhængende og utroværdigt på nogle væsentlige punkter. Alene af den grund kan sagen ikke behandles ved Ankenævnet, da sagen ikke vil kunne vurderes på det foreliggende skriftlige materiale.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at det er fortsat bankens vurdering, at klageren selv har foretaget de pågældende hævninger og ikke vil vedkende sig dette. Han har ikke løftet bevisbyrden for, at han har været udsat for det – i øvrigt usammenhængende hændelsesforløb – som han har beskrevet. At han blev frikendt ved retten er alene udtryk for, at anklagemyndigheden ikke kunne løfte den strafferetlige bevisbyrde og ikke, at transaktionerne var uautoriserede.
Ligeledes var det alene sagen mod klageren, som retten behandlede. Hvis og såfremt klageren talte sandt, så burde der ligeledes være rejst en tiltale mod de personer, som ifølge klageren tilbageholdt ham. Men det skete ikke, hvilket ellers burde være muligt ud fra de oplysninger, som klageren kunne have afgivet, hvis han havde talt sandt. Når det ikke er sket, og klagerens forklaring for retten var usammenhængende og utroværdig, så er det fortsat bankens vurdering, at han selv har foretaget de pågældende hævninger og ville snyde banken ved at kræve tilbagebetaling heraf.
Det fremgår også af dommen afsagt den 5. maj 2022, at klageren blev straffet med syv dagbøder á 700 kr. og at han tidligere har flere strafbare forhold bag sig, hvorfor banken heller ikke af denne grund anser det som usandsynligt, at han ville snyde banken.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet betalingskort.
I perioden fra den 5. juni 2019 til den 11. juni 2019 blev klagerens betalingskort anvendt til syv betalinger, som klageren ikke kan vedkende sig. Banken har oplyst, at transaktionerne blev gennemført ved brug af chip og pinkode.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Klageren har anført, at transaktionerne skete på grund af trussel om vold, idet han blev fysisk tilbageholdt i flere dage i forbindelse med prøvekørsel af en bil, der var til salg hos en privatperson.
Klageren har anmeldt sagen til politiet.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen til om klageren blev tilbageholdt og blev udsat for trusler om vold, og om transaktionerne skyldtes tredjemandsmisbrug, forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.