Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kassekredit og krav om erstatning

Sagsnummer: 18 /2023
Dato: 12-12-2023
Ankenævn: Henrik Waaben, Christina Bryanth Konge, Karin Duerlund, Jacob Ruben Hansen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Kassekredit - opsigelse
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kassekredit og krav om erstatning
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kassekredit og krav om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lån & Spar Bank og ejede en ejendom, ejendom A.

Banken har oplyst, at klageren oprindeligt havde en lønkonto -908 med en kreditramme på 50.000 kr.

Den 6. juni 2022 meddelte klageren banken, at han var blevet optaget på et studie, og at han var blevet medlem af studieorganisation L, hvorfor han anmodede om en studiekonto i banken.

I juni 2022 underskrev klageren en kassekreditkontrakt af 30. juni 2022 omhandlende en forbrugerkredit i banken. Banken oprettede til dette formål en studiekonto -908.  Af kassekreditkontrakten fremgår:

”…

Debitor har af Lån & Spar Bank A/S fået tilsagn om en kreditramme på DKK 50.000,00, som er en ændring af bestående kredit.

Renter og omkostninger

Den årlige debitorrente er variabel og udgør p.t. 5,00000 %.

Særlige bestemmelser

Er der kreditfacilitet tilknyttet aftalen, indestår kreditten uden nedskrivning i op til 3 år efter, at du har færdiggjort dit studie, hvorefter den forfalder til fuld og endelig indfrielse, medmindre den efter aftale forlænges inden.

Det er en betingelse for denne kontoform, at du er medlem af [studieorganisation L], at din SU og løn indgår på kontoen, og at du samler hele din privatøkonomi hos Lån & Spar. Kontoformen er endvidere betinget af, at du er indskrevet på en videregående SU-berettiget uddannelse. Lån og Spar kan kræve dokumentation herfor i form af gyldigt årskort, SU-støttemeddelelse e.l. Kontoen er oprettet i henhold til aftale om Studiekonto, der er en produktpakke, hvor kontohaver opnår forskellige fordele:

Når du ophører med at studere, har du pligt til at oplyse banken herom.

Uanset bestemmelserne i afsnittene om afvikling og betingelser er du berettiget til at bibeholde studiekontoen i op til 3 år efter, du har færdiggjort dit studie. Lån & Spar vil hvert 5. år foretage en fornyet kreditvurdering, for at undersøge om forudsætningerne for bevilling af kassekreditten har ændret sig.

Vilkår for kreditaftalen

6. Opsigelse og indfrielse

Lån & Spar Bank A/S kan opsige lån og kreditter med 3 måneders varsel og forlange betaling af det skyldige beløb, herunder påløbne renter og omkostninger.

Ved Lån & Spar Bank A/S’s opsigelse har debitor krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk.

7. Misligholdelse og andre forfaldsgrunde

I følgende særlige situationer er Lån & Spar Bank A/S berettiget til at opsige lånet/kreditten uden varsel og forlange hele gælden betalt straks:

a. Hvis ydelser, renter, provision eller afdrag ikke betales ved forfaldstidspunktet, og debitor ikke har betalt otte dage efter, at Lån & Spar Bank A/S har sendt rykkerbrev til debitor på den af Lån & Spar Bank A/S senest kendte adresse. Ved kreditter gælder dette også, hvis debitor overtrækker kredittens maksimum uden Lån & Spar Bank A/S's tilladelse.

…”

I oktober 2022 satte klageren ejendom A til salg, da han ville købe en ny ejendom, ejendom B. Den 11. oktober 2022 meddelte banken klageren, at den for at kunne godkende købet og hjælpe med mellemfinansieringen ved en udlægskredit på 400.000 kr. krævede, at der var en underskrevet overdragelsesaftale og garanti fra køberens bank om, at køberen af ejendom A var godkendt til købet.

Den 28. oktober 2022 meddelte klageren banken, at ejendom A var solgt. Den 31. oktober 2022 meddelte banken klageren, at den havde fået en bekræftelse på, at køberen af ejendom A’s bank havde godkendt handlen, hvorfor banken ville skrive til mægleren for ejendom B, at banken kunne godkende købet af denne. Banken ville herefter bestille en garanti samt udlægskredit, som klageren skulle underskrive, og udbetalingen af købesummen for ejendom B ville ske, når klageren havde underskrevet aftalerne.

Den 4. november 2022 underskrev klageren en kassekreditkontrakt omhandlende en boligkredit. Banken oprettede til dette formål en boligkonto -183. Af kassekreditkontrakten fremgår blandt andet:

”…

Debitor har af Lån & Spar Bank A/S fået tilsagn om en kreditramme på DKK 400.000,00.

Afvikling

Kreditrammen nedskrives med DKK 400.000,00, på en gang, den 31-03-2023.

Rente og omkostninger

Debitorrente (Debetrente)

Den årlige debitorrente er variabel og udgør p.t. 7,00000 %.

Ændring af debitorrente (Debetrente)

Den årlige rente er variabel og udgør pr. 07-11-2022 7,75000 %.

…”

Den 15. november 2022 nedskrev banken kreditrammen på studiekonto -908 til 0 kr., så kassekreditten på 50.000 kr. bortfaldt.

Den 7. december 2022 skrev klageren til banken, at han ikke længere kunne se sin kassekredit på studiekonto -908. Klageren anmodede banken om at oplyse, hvorfor han ikke længere havde en kassekredit.

Den 12. december 2022 skrev klageren på ny til banken, at han fortsat ikke kunne se sin kassekredit på studiekonto -908 og anmodede banken om at genetablere denne.

Den 13. december 2022 svarede banken, at den i forbindelse med aftalen om at stille udlægskredit i forbindelse med klagerens køb af ejendom B havde stillet som betingelse, at kassekreditten skulle indfries, og at dette var årsagen til, at kassekreditten ikke længere var tilgængelig på studiekonto -908. Banken meddelte klageren, at kassekreditten ikke kunne genetableres, da banken altid skulle kreditvurdere sine kunder, inden den kunne etablere en kassekredit eller et lån.

Samme dag gjorde klageren indsigelse mod bankens opsigelse af kassekreditten på studiekonto -908.

Den 15. december 2022 svarede banken, at den ikke vurderede, at klagerens økonomi var tilstrækkelig til, at han kunne have en studiekredit på 50.000 kr., hvorfor den stillede som et krav, at kassekreditten blev indfriet i forbindelse med salget af ejendom A.

Den 23. december 2022 meddelte banken via e-mail klageren, at den genetablerede klagerens kassekredit hurtigst muligt, og at klageren kunne betragte e-mailen som en opsigelse af kassekreditten i henhold til betingelserne for opsigelse. Banken henviste til pkt. 6 i vilkår for kreditaftaler, hvorfor banken kunne opsige lån og kreditter med tre måneders varsel.

Den 5. januar 2023 meddelte banken klageren begrundelsen for bankens opsigelse af kassekreditten i en e-mail. Af e-mailen fremgår blandt andet:

”…

Din studiekredit blev bevilliget i december 2017 ifm. Overgang fra studie til job. Produktet ”studiekredit” må kun ydes til maksimalt 3 år efter afslutning af kundens uddannelse, dvs. 2020 i dette tilfælde.

Imidlertid er revurderingsdatoen fejlagtigt blevet sat til december 2022 = 5 år, som er bankens krav i almindelige kassekreditter (ikke studiekreditter) for at kunne leve op til ledelsesbekendtgørelsen.

I forbindelse med bevilling af din ejerskiftesag i december 2022 er det et krav at kreditten indfries, da det vurderes, at din økonomi er for spinkel til at bære en kredit på kr. 50.000.

Kreditkontoret har nu vurderet sagen på ny og det er fortsat deres vurdering at din historik (gentagne overtræk i 2022) og økonomi samlet set er for spinkel til en kreditfacilitet kr. 50.000 uden sikkerhed.

…”

Den 6. januar 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.

Klageren har oplyst, at banken den 28. januar 2023 meddelte ham, at han havde indtil den 4. februar 2023 til enten selv at lukke sin kassekredit eller at ansøge om at få den igen.

Den 24. marts 2023 meddelte banken klageren, at kreditten var blevet opsagt den 23. december 2022 til udløb 23. marts 2023, og at kreditten var udløbet og misligholdt, da der var trukket 4.697,46 kr. på kontoen, hvorfor bankens gældsservice-afdeling ville kontakte klageren med henblik på at aftale en indfrielse af det skyldige beløb. Banken fastholdt sin beslutning om at opsige kreditrammen.

Banken har oplyst, at klageren, efter kreditrammen var nedskrevet til 0 kr., fortsat benyttede konto -908 som en indlånskonto uden tilknyttet kreditramme.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Lån & Spar Bank skal genetablere kassekreditten på studiekonto -908 og betale erstatning.

Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken uden forudgående aftale eller meddelelse herom har opsagt hans kassekredit, hvorfor opsigelsen af kassekreditten er uberettiget. Han har på intet tidspunkt hørt eller indgået aftale om, at kassekreditten skulle opsiges. Han anmodede adskillige gange banken om at få et bevis på, at han var blevet informeret om opsigelsen af kassekreditten, og at dette var aftalt, men modtog ikke et. Banken har efterfølgende anført, at aftalen om opsigelsen af kassekreditten er sket efter mundtlig aftale. Dette er ikke sandt. Han har på intet tidspunkt aftalt med sin rådgiver eller modtaget information af sin rådgiver om, at hans kassekredit blev opsagt.

Han modtog ikke på noget tidspunkt en saglig begrundelse for bankens uberettigede opsigelse af kassekreditten. Banken har som begrundelse oplyst, at han havde haft studiekreditten for længe. Dette er usandt. Hans studiekredit er direkte bundet op på, at han fik en studiekonto i 2022. Han blev i den forbindelse gjort bekendt med, at han kunne have kreditten indtil tre år efter endt studie. Hans studie er sat til at slutte i juni 2026. Banken sendte en begrundelse den 5. januar 2023. Opsigelsen kan derfor først træde i kraft fra den 5. april 2023 og ikke den 23. marts 2023. Bankens meddelelse af 24. marts 2023 om, at han havde misligholdt sin kreditaftale, og at bankens gældsservice-afdeling ville kontakte klageren, er dermed forkert. Han havde grundet dette ikke mulighed for på dette tidspunkt at betale for mad, medicin eller passe sit studie, da han ikke kunne betale for rejseudgifter til at deltage i en eksamen. Banken bør betalte erstatning for de gener, dens forkerte handlinger har påført ham.

Det er vanvid for ham at opleve, at banken mener, at den kan give en opsigelse uden samtidig at give en saglig begrundelse, og at banken efterfølgende opfinder en fiktiv begrundelse. 

Han var blevet optaget på et studie, som startede i august 2022. Han var opmærksom på, at han grundet optagelsen på studiet ikke kunne blive boende i ejendom A, hvorfor han i stedet flyttede til ejendom B, da prisen på ejendommen var 315.000 kr. Han kunne derfor fortsætte sit studie, og der ville efter salget af ejendom A være et lille overskud, han kunne renovere ejendom B for.

Banken tilbyder kassekreditter på 50.000 kr. til unge studerende uden friværdi hvis eneste indtægt er SU. Han havde en ejendom med en friværdi på minimum 315.000 kr. og et rådighedsbeløb på ca. 12.000 kr. om måneden, når alle udgifter på i alt 4.000 kr. er betalt. Denne sag handler ikke om pengene, men om, at banken har handlet forkert. Banken har heller ikke meddelt ham, hvilken økonomi han skal have for at blive anset som kreditværdig i banken. 

Banken har gemt samtaler med ham i flere år. Han anmodede banken om en transskribering af alle samtaler med ham, som banken havde gemt. Banken bør have styr på, hvornår og på hvilke numre der er ringet. Banken bad klageren om at gætte sig til, hvilke numre i banken han havde ringet til. Det var ikke hans ansvar at finde frem til, hvilke samtaler med ham banken havde optaget.

Lån & Spar Bank har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at Ankenævnet bør afvise behandlingen af klagen, idet der ikke er et økonomisk mellemværende mellem parterne, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 2.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der ikke foreligger et erstatningsgrundlag. Klageren har ikke dokumenteret, at erstatningsbetingelser er opfyldt, og banken har dermed ikke påført klageren et erstatningsberettiget tab.

Det blev mundtligt aftalt, at en forudsætning for bevillingen af udlægskreditten til finansieringen af købet af ejendom B var, at klagerens kassekredit på studiekonto       -908 skulle opsiges. Det blev aftalt mundtligt og kan ikke dokumenteres.

Da klageren var af den opfattelse, at det ikke blev aftalt, genoprettede banken kassekreditten. Banken opsagde pr. e-mail den 23. december 2022 kassekreditten med tre måneders varsel i henhold til generelle betingelser, og klageren modtog samtidig en saglig begrundelse for opsigelsen. Banken uddybede begrundelsen i sin e-mail af 5. januar 2023. 

Optagelsen af telefonsamtaler sker, når kunder ringer ind til banken. Kunderne bliver i den forbindelse varslet om optagelserne. Når banken ringer til kunden, varsles kunden ikke, hvorfor banken ikke optager disse samtaler. Optagelserne er sendt til klageren, og Datatilsynet har afsluttet klagerens indsigelser herom uden bemærkninger.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Lån & Spar Bank og ejede en ejendom, ejendom A.

Den 6. juni 2022 meddelte klageren banken, at han var optaget på et studie. Klageren anmodede banken om en studiekonto i banken.

I juni 2022 underskrev klageren en kassekreditkontrakt, hvorefter han fik en studiekonto -908. Af kassekreditkontrakten fremgår, at studiekonto -908 havde en kassekredit på 50.000 kr., og kassekreditten var gældende i tre år efter færdiggørelsen af studiet. Klageren har anført, at studiet afsluttes i 2026. Det fremgår herudover, at banken hvert femte år ville foretage en fornyet kreditvurdering for at undersøge, om forudsætningerne for bevillingen af kassekreditten havde ændret sig, hvorfor banken tidligst i 30. juni 2027 ville skulle foretage en fornyet kreditvurdering.

I oktober 2022 satte klageren ejendom A til salg, da han ville købe en ny ejendom, ejendom B.

Den 28. oktober 2022 meddelte klageren banken, at ejendom A var solgt.

Den 4. november 2022 underskrev klageren en kassekreditkontrakt, hvorefter han fik en boligkonto -183. Det fremgår ikke af kassekreditkontrakten, at det var en forudsætning for bevillingen, at klagerens kassekredit på studiekonto -908 blev indfriet.

Ankenævnet anser det ikke godtgjort, at det i forbindelse med bankens bevilling af udlægskreditten på 400.000 kr. den 4. november 2022 blev aftalt, at klagerens kassekredit på studiekonto -908 skulle indfries.

Ankenævnet har lagt vægt på, at vilkåret om opsigelsen af kassekreditten ikke fremgår af parternes forudgående skriftlige kommunikation eller boligkreditaftalen af 4. november 2022. Ankenævnet har herudover lagt vægt på, at banken den 23. december 2022 genetablerede og samtidig opsagde kassekreditten, hvorfor den derved har anerkendt, at det ikke kan dokumenteres, at det ved bevillingen af kreditaftalen af den 4. november 2022 blev aftalt, at kassekreditten skulle opsiges.

Det følger af § 6, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder, at hvis en finansiel virksomhed opsiger en aftale indgået med en kunde, så skal opsigelsen være sagligt begrundet og ske i papirformat eller på andet varigt medium.

Ankenævnet finder, at meddelelsen om opsigelsen af kassekreditten den 23. december 2022 og den efterfølgende meddelelse den 5. januar 2023 ikke indeholder en saglig begrundelse for bankens opsigelse af klagerens kassekredit.

Ankenævnet lægger herved vægt på, at meddelelsen om opsigelse af 23. december 2022 ikke begrunder opsigelsen, og at meddelelsen af 5. januar 2023 ikke nærmere beskriver de gentagne overtræk i 2022, som banken henviser til, og heller ikke angiver, hvilke oplysninger om klagerens økonomi, som banken har lagt vægt på i sin vurdering af, at klagerens økonomi er for spinkel til kassekreditten.

Ankenævnet finder, at klageren ikke har krav på kompensation.   

Ankenævnets afgørelse

Lån & Spar Bank skal inden 30 dage genetablere klagerens kassekredit i henhold til kassekreditkontrakten af 30. juni 2022 og stille klageren på samme måde, som hvis kassekreditten ikke var opsagt.

Klageren får ikke medhold i sit krav om kompensation.

Klageren får klagegebyret tilbage.