Den 13. marts 1986 kautionerede klageren for et lån ydet til klagerens daværende ægtefælle på 50.000 kr. Ifølge lånedokumentet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 600 kr., første gang 31. marts 1986. Af lånedokumentet fremgik bl.a.:
"Såfremt renteniveauet måtte undergå ændringer i låneperioden, er banken berettiget til at kræve ydelsen ændret således, at den ved lånets etablering forudsatte løbetid for lånet ikke forlænges."
Lånets rente var angivet til p.t. 12% p.a.
Af sagen fremgår, at klageren efterfølgende ophævede samlivet med debitor.
Ved gældsbrev af 30. marts 1992, på hvilket tidspunkt lånets restgæld var ca. 45.800 kr., omlagdes lånet til nyt gældsbrev, idet den månedlige ydelse forhøjedes til 1.000 kr., som skulle betales første gang 31. marts 1992. Klageren underskrev den 21. april 1992 som selvskyldnerkautionist, dels gældsbrevet, dels en særskilt kautionserklæring.
Uanset den aftalte ændring af lånets ydelse, blev der frem til juli måned 1992 alene indbetalt 600 kr. månedligt. Primo august 1992 udlignedes den herved opståede restance delvist ved betaling af 1.200 kr., idet debitor i august måned indbetalte i alt 2.200 kr.
Indklagede har oplyst, at efter at man den 6. oktober 1992 havde afsendt en rykkerskrivelse til debitor, meddelte denne telefonisk, at hun ikke så sig i stand til at betale yderligere på lånet. Ved skrivelse af 2. december 1992 til klageren fremsendte indklagede kopi af skrivelse af samme dato til debitor, hvoraf fremgik, at lånet blev opsagt, med mindre lånets restance på 3.000 kr. var betalt inden 10 dage. Ved skrivelse af 14. december 1992 til klageren orienterede indklagede om, at lånets restance ikke var betalt, hvorfor klageren opfordredes til at kontakte indklagede med henblik på afvikling af lånet.
Af kontoudtog for lånet fremgår om lånets restgæld:
31. december 1987: 46.957,28 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte sit krav mod klageren.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har undladt at regulere lånets ydelse, således at der skete en effektiv afvikling af lånet. I forbindelse med omlægningen af lånet i april 1992 oplyste indklagede, at klageren var forpligtet til at underskrive kautionen påny, men dette er ikke korrekt. Klageren fik på dette tidspunkt oplyst lånets aktuelle restgæld og var forundret over størrelsen heraf, men fik ikke oplyst, hvilken betydning det havde for hans stilling. Hertil kommer, at misligholdelsen af lånet ved betaling af den mindre ydelse i månederne april-juli 1993 ikke blev meddelt.
Indklagede har anført, at klageren ved etableringen af det nye kautionsdokument i april 1992 ikke blev ringere stillet; tværtimod havde klageren udsigt til, at kautionsforpligtelsen ved forhøjelsen af ydelsen blev reduceret hurtigere. Det fremgår af udlånskontrakten fra marts 1986, at indklagede ikke er forpligtet til at forhøje lånets ydelse i tilfælde af renteændringer, men hertil kommer, at der som følge af debitors økonomiske forhold ikke har været mulighed for at forhøje ydelsen. Ved uændret rente ville løbetiden have været ca. 14 år. Indklagede har rettidigt meddelt klageren lånets restance, idet restancen for april-juni 1992 med 400 kr. månedligt blev udlignet i august 1992, hvorfor der alene for juliydelsen var en restance på 400 kr. Klageren modtog meddelelse herom i december 1992, og meddelelsen er således rettidig efter bank- og sparekasselovens § 41.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ikke - heller ikke overfor klageren som kautionist - været forpligtet til at forlange lånets ydelse forhøjet med henblik på at fastholde den oprindeligt anslåede løbetid.
Som følge af, at debitor i månederne april-juli 1992 alene indbetalte den oprindelige ydelse på 600 kr., har lånet - uanset den ekstraordinære betaling af 1.200 kr. i august 1992 - til stadighed været i restance siden april 1992, og indklagede burde derfor senest i oktober 1992 have givet klageren meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Den foreliggende overskridelse af fristen for underretning er imidlertid så kortvarig og angår et så beskedent beløb, at der ikke er grundlag for at antage, at klagerens regresmuligheder herved er blevet forringet.
Som følge heraf