Kaution, omfang.
| Sagsnummer: | 518/1991 |
| Dato: | 12-08-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Kaution, omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kassekreditkontrakt af 19. august 1988 ydede indklagedes Vallensbæk afdeling to debitorer en kassekredit på 72.000 kr. Ved påtegning af kassekreditkontrakten af samme dag kautionerede klageren begrænset med 47.900 kr. Samme dag optog debitorerne et udlandslån på 85.000 DM via indklagede. Det var i garantirekvisitionen anført, at debiteringer i forbindelse med garantien skulle ske på kassekreditten. Den 29. december 1988 forhøjedes kassekreditten til 80.000 kr., ligesom det blev aftalt, at maksimum skulle nedbringes med 10.000 kr. årligt hver den 31. december, første gang den 31. december 1989. Klageren tiltrådte som kautionist denne ændring med sin underskrift den 29. december 1988.
I forbindelse med, at debitorerne solgte deres forretning, blev kassekreditten ekstraordinært nedskrevet med 45.000 kr. til maksimum 25.000 kr. den 30. oktober 1990.
Den 26. februar 1991 debiteredes kassekreditten for 16.304,56 kr., hvilket beløb udgjorde forfaldne renter på valutalånet.
Ved skrivelse af 28. august 1991 til klageren meddelte afdelingen, at kassekreditten var opsagt til fuld indfrielse overfor debitorerne. Saldoen var i den forbindelse opgjort til 24.960,96 kr., og indklagede gjorde kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren.
Efter at have brevvekslet med indklagede vedrørende omfanget af kautionsforpligtelsen har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende mod klageren, subsidiært at kautionsforpligtelsen maksimalt udgør 15.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for den principale påstand har klageren anført, at indklagede, uanset at det af anmodningen om udlandslån fremgår, at der kan ske debiteringer af bl.a. renter på kassekreditten, ikke tidligere har benyttet sig af denne mulighed, idet renter og afdrag er blevet afviklet via en særskilt oprettet sikringskonto. Indklagede har derfor ikke været berettiget til at debitere kassekreditten for disse beløb, og dermed forøge omfanget af den kautionsforpligtelse, der kunne gøres gældende overfor klageren. Det er indklagedes egen risiko, at man ikke sikrede sig, at der pr. rentedagen henstod tilstrækkelige midler på sikringskontoen til betaling af forfaldne renter.
Klageren har haft kendskab til, at kassekreditten blev ekstraordinært nedbragt til 25.000 kr. i efteråret 1990, og da kassekreditten derudover skulle reduceres med 10.000 kr. hver den 31. december indebar dette, at kassekreditten blev reduceret til 15.000 kr. pr. 31. december 1990 incl. det uretmæssigt debiterede rentebeløb. Klageren har ikke tiltrådt en ændring af dette forhold, hvorfor det er uden betydning, at klagerens situation er væsentligt forbedret som følge af nedskrivningen. Indklagede kunne i givet fald have søgt en fornyet kautionsaftale med klageren i forbindelse med nedskrivning af kreditten, hvilket indklagede ikke har fundet fornødent.
Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at såfremt der ikke kan gives klageren medhold i synspunktet om rentetilskrivningen pr. 26. februar 1991, gøres det gældende, at kassekreditten og dermed kautionsforpligtelsen er begrænset til 15.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren på baggrund af bestemmelserne i kassekreditten kunne have en forventning om, at den kautionssikrede kredit maksimalt androg 60.000 kr. Da kautionen dog højest kan gøres gældende for 47.900 kr., kan kautionisten maksimalt forvente at hæfte for dette beløb.
Da kreditten ekstraordinært er nedskrevet til 25.000 kr. den 30. oktober 1990, er kautionistens stilling væsentlig forbedret. Klageren kan dog ikke have haft forventning om, at kassekredittens maksimum og dermed kautionsforpligtelsen yderligere skulle nedskrives med 10.000 kr. i slutningen af 1990.
Ved påtegning af kassekreditkontrakten af 30. oktober 1990 aftaltes det, at kassekreditten fremover måtte være gældende for 25.000 kr. Dette må forstås som bortfald af den hidtidige aftale om afvikling, der var grundet i kartoffelkurens renteafgiftsbestemmelse. Nedbringelsen den 30. oktober 1990 kan på denne baggrund i forhold til klageren betragtes som forudbetaling af mere end 4 års nedbringelse. Såremt klageren ønskede kautionsforpligtelsen genforhandlet i forbindelse med nedbringelsen, som klageren åbenbart var bekendt med, kunne klageren have rettet henvendelse til indklagede. For såvidt angår debiteringen af valutalånsrenterne på den kautionssikrede kassekredit skete debiteringen på et tidspunkt, hvor kreditten ikke var opsagt eller misligholdt, og hvor der var et tilstrækkeligt dispositionsbeløb til at dække renterne på kassekreditten. Endvidere var det i valutalånskontrakten aftalt, at renterne skulle debiteres på kreditten. Det ville derfor have været uberettiget at opkræve rentebeløbet kontant i stedet for at debitere kreditten for beløbet. Valutalånsrenten er i hele forløbet blevet debiteret kreditten ved forfald. Opsparingen på sikringskontoen skete frivilligt, og indklagede har således ikke haft mulighed for at sikre sig eller forlange, at der pr. rentedagen henstod tilstrækkelige midler på sikringskontoen til betaling af forfaldne renter. Opsparing på sikringskontoen skete ved overførsel fra kreditten. En opsparing ville derfor alene have betydet, at valutalånsrenterne var trukket på kreditten i flere beløb i stedet for et samlet beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af valutalånskontrakterne, at renter ifølge valutalånet skulle debiteres på kassekreditten, og indklagede har således været berettiget til som sket at debitere renterne på kassekreditten, der på daværende tidspunkt hverken var opsagt eller misligholdt. For såvidt angår kautionstilsagnets størrelse er klageren ved den ekstraordinære nedskrivning af kassekreditten med 45.000 kr. stillet væsentlig bedre, end hun kunne have forventet. Klageren findes således ikke derudover at kunne gøre krav på, at kreditten nedskrives med yderligere 10.000 kr.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.