Afgørelse

Rådgivning om investering i investeringsbeviser og om finansiering i forbindelse med ejendomshandler.

Sagsnummer:	65/1999
Dato:	27-09-1999
Ankenævn:	Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:	Rådgivning - investering Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:	Rådgivning om investering i investeringsbeviser og om finansiering i forbindelse med ejendomshandler.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

">Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klagerne som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med dels klagernes investering i investeringsbeviser Jyske Invest Korte Obligationer, dels finansiering af klagernes ejendomshandler.

">Sagens omstændigheder.

Den 19. september 1995 blev klagernes beholdning af 6% statslån omlagt til investeringsforeningsbeviser i Jyske Invest Korte Obligationer, idet der blev indkøbt 36.000 stk. investeringsbeviser til kurs 101,50 svarende til 3.654.000 kr. Ved skrivelse af 25. september 1995 til klagerne anførte indklagede bl.a.:

"Hermed bekræftes det, at hvis købet af Jysk Invest afdeling 1 fortrydes, vil salget af værdipapirerne være kurtagefrit."

I perioden januar 1997 til oktober 1998 solgte klagerne ud af beholdningen af investeringsbeviser. Handlerne blev gennemført som følger:

Dato	Salg	Kurs	Værdi
28-01-97	1.000	106,30	106.300
23-09-97	1.465	102,85	150.675
27-01-98	970	104,55	101.413
28-05-98	15.200	99,70	1.515.440
14-10-98	1.001	100,35	100.450
i alt	19.636		1.974.278

Klagerne har beregnet kurstabet ved salgene til 18.776 kr., svarende til kursværdien ved anskaffelsen på 1.993.054 kr. (19.636 x 101,50) med fradrag af de 1.974.278 kr.

Ved købet af investeringsbeviserne udgjorde kurtagen 18.270 kr. og ved salgene i alt 9.870 kr., i alt 28.140 kr.

I sommeren 1998 solgte klagerne deres villa og købte en ejerlejlighed. Købet af ejerlejligheden blev finansieret dels ved salget af investeringsbeviserne den 28. maj 1998 dels ved en af indklagede ydet mellemfinansieringskredit på 1.600.000 kr. til en rente på 9% p.a. Købesummen for ejerlejligheden, ca. 3 mio. kr., blev berigtiget den 3. juni 1998.

Provenuet ved salget af villaen på ca. 1.715.000 kr. indestod på en deponeringskonto hos indklagede fra medio juni 1998, indtil beløbet den 8. oktober 1998 med tillæg af rente på 17.480 kr. blev frigivet og overført til bl.a. indfrielse af mellemfinansieringskreditten. Renten på deponeringskontoen var 3,5% p.a.

Gebyrerne til indklagede i forbindelse med ejendomshandlerne udgjorde 5.000 kr., heraf 2.500 kr. for etablering af mellemfinansieringen.

På baggrund af en henvendelse fra klagernes revisor meddelte indklagede ved skrivelse af 23. december 1998, at man var villig til at nedskrive gebyret for mellemfinansieringen til 1.000 kr.

Det er oplyst, at avancer ved salg af investeringsbeviserne skal beskattes som kapitalindkomst, mens tab ikke er fradragsberettiget, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2d.

">Parternes påstande.

Den 9. februar 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

">Parternes argumenter.

Klagerne, der er født i henholdvis 1920 og 1922, har anført, at de ikke var interesseret i omlægningen til investeringsbeviser, men at indklagede overtalte dem hertil. Der blev løbende solgt ud af beholdningen, idet de ikke kunne leve for folkepensionen og afkastet af værdipapirerne. I forbindelse med salgene burde indklagede have vejledt dem om de skattemæssige aspekter. Der burde således bl.a. være taget højde for investeringsforeningens udlodning hver den 15.4., idet kursen typisk falder til 98 umiddelbart efter udlodningen og stiger successivt til 106 frem til udlodningen. Der kunne således være tilbudt mellemfinansiering fra behovstidspunktet, indtil kursen i hvert fald svarede til anskaffelseskursen, hvorefter der kunne sælges investeringsbeviser til indfrielse af mellemfinansieringen samt eventuelt behovet det kommende år. Herved kunne et ikke fradragsberettiget kurstab være konverteret til en fradragsberettiget og formodentlig mindre renteudgift. Ved oprettelsen af kreditten og deponeringskontoen i forbindelse med ejendomshandlerne blev der ikke forhandlet om rentesatserne. Renteforskellen på de to konti på 6% er urimelig og har medført en renteudgift på ca. 30.000 kr. svarende til 6% af 1.535.000 kr. i 4 måneder. Herudover har indklagede beregnet sig gebyr for oprettelsen af kreditten. I stedet for deponering af provenuet af villasalget kunne der være stillet en bankgaranti med sikkerhed i værdipapirbeholdningen. Udgiften hertil ville være blevet væsentligt lavere end renteudgiften ved den valgte løsning. Indklagede har undladt at opfylde sin rådgivningsforpligtelse og at varetage deres interesser i forbindelse med tilrettelæggelsen af engagementet. Indklagede bør derfor erstatte deres tab som følge af dårlig vejledning omkring køb og salg af investeringsbeviserne og som følge af for stor rentemarginal/forkert finansiering i forbindelse med køb og salg af ejendom.

Indklagede har anført, at man ved rådgivningen af klagerne har taget behørigt hensyn til deres individuelle forhold, herunder de skattemæssige. Ved rådgivningen har man tilgodeset klagernes ønske om såvel en investering med lav risiko, som opnåelse af det bedst mulige afkast. Ved omlægningen til investeringsforeningsbeviser opnåede klagerne en større spredning af risikoen og dermed et stabilt afkast. I forbindelse med ejerlejlighedskøbet ønskede klagerne ikke at optage et kreditforeningslån, ligesom de ikke ønskede at spekulere i den fremtidige kursudvikling på obligationer. Salget af investeringsbeviserne var derfor nødvendigt til finansiering af lejlighedskøbet. Såfremt salget af investeringsbeviser var blevet udskudt, ville klagerne være påført en ikke uvæsentlig renteudgift uden sikkerhed for, at investeringsbeviserne ville stige til en kurs svarende til anskaffelseskursen. Klagerne kunne ikke berettiget forvente, at indklagede ved at udstede en garanti ville påtage sig risikoen for, at der kunne tinglyses anmærkningsfrit skøde, således at klagerne kunne få udbetalt provenuet af ejendomssalget. Fremgangsmåden er usædvanlig og blev ikke drøftet. Renten på mellemfinansieringen på 9% p.a. er konkurrencedygtig. Under hensyn til at det tog længere tid end forventet, før skødet vedrørende villasalget kunne tinglyses, og salgssummen frigives, har man indvilget i at reducere gebyret for kreditten med 1.500 kr.

">Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning af klagerne i forbindelse med omlægningen i september 1995 af klagernes værdipapirbeholdning fra 6% statslån til Jyske Invest Korte Obligationer var forkert eller mangelfuld.

Klagerne har anført, at indklagede i de tilfælde, hvor investeringsbeviser blev solgt til en kurs, der var lavere end anskaffelseskursen - herunder navnlig ved salget i maj 1998 i forbindelse med købet af ejerlejligheden - i stedet burde have tilbudt klagerne en mellemfinansiering i tiden, indtil kursen igen svarede til anskaffelseskursen. Under hensyn til den renteudgift, der ville være forbundet hermed, kan det imidlertid ikke antages, at dette ville være en økonomisk fornuftig løsning, uanset at der ville være fradragsret for renteudgiften, men ikke var fradragsret for kurstabet på investeringsbeviserne.

Deponeringen af provenuet ved salget af klagernes villa, indtil der forelå anmærkningsfrit skøde, må antages at være sket i overensstemmelse med aftalen mellem klagerne og køberen og var i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede ikke tilbød i stedet - mod sikkerhedsstillelse fra klagernes side - at stille garanti over for køberne for anmærkningsfrit skøde, hvilket ville være en usædvanlig fremgangsmåde.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere renten på 9% p.a. på mellemfinansieringskreditten eller renten på 3,5% p.a. deponeringskontoen.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.