Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbageførsel af checks på grundlag af trassatbanks oplysning om, at disse var falske.

Sagsnummer: 208/2001
Dato: 11-12-2001
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Leif Nielsen, Ole Reinholdt
Klageemne: Check - falsk check
Ledetekst: Tilbageførsel af checks på grundlag af trassatbanks oplysning om, at disse var falske.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes tilbageførsel fra klagerens konto af 4 indsatte checks på grundlag af trassatbankens meddelelse om, at de pågældende checks var falske.

Sagens omstændigheder.

I juni og juli 1999 modtog klageren 4 checks på i alt 25.500 kr., som klageren indsatte på sin konto hos indklagede, hvor klageren er kunde.

I november 2000 meddelte indklagede klageren, at 25.500 kr. var tilbageført som følge af, at de pågældende checks var falske.

De 4 checks, hvoraf kopi er fremlagt under sagen, er udstedt henholdsvis den 5. juni, 30. juni, 5. juli og 10. juli 1999. Checkene er udstedt til E, fra hvem klageren erhvervede dem. De 4 checks er trukket på BG Bank og fremtrådte som udstedt af firmaet N.

Under sagen er fremlagt kopi af en af N den 15. juli 1999 dateret og underskrevet fuldmagt, hvorefter N gav E fuldmagt til at underskrive og udstede checks vedrørende N's konto hos BG Bank.

Ved skrivelse af 13. november 2000 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede og protesterede mod indklagedes tilbageførsel af beløbet på 25.500 kr. Indklagede afviste klagerens krav.

Af en skrivelse af 31. januar 2001 fra politimesteren i Glostrup fremgår, at E den 20. december 2000 blev dømt for bl.a. underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, ved i tiden 5. juli 1999-10. september 1999 at have tilegnet sig i alt 93.250 kr. fra N's konto hos BG Bank, dels i form af veksling af checks, dels i form af kontante hævninger. Af skrivelsen fremgår, at N som vidne under straffesagen havde forklaret, at fuldmagten af 15. juli 1999 var underskrevet af N.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. juni 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 25.500 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på intet tidspunkt har haft grund til at tro, at de omhandlede checks var falske, idet E i kraft af fuldmagt samt sin stilling som bogholder hos N fremstod som bemyndiget til at disponere på N's vegne.

Af de 4 checks er mindst 2 underskrevet af en anden ansat eller af N selv, og i så fald bør indsigelsen om falsk være fortabt på grund af grov uagtsomhed og passivitet fra N's side.

BG Bank synes at være nærmest til at bære tabet, og det er ham uvedkommende, hvad der fremgår af checkindløsningsaftalen pengeinstitutterne imellem.

Det er uacceptabelt, at indklagede uden varsel og uden at foretage undersøgelser hæver pengene på hans konto.

N er senere gået konkurs, og han har fået oplyst, at der ikke er dækning til simple kreditorer i boet. En retssag mod N om spørgsmålet om falsk vil derfor ikke være formålstjenlig.

Det forekommer uvedkommende, om de pågældende checks er falske eller ej, idet indklagede under alle omstændigheder har handlet i strid med god pengeinstitutskik.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen involverer yderligere parter nemlig checkudstederen N og BG Bank. Der bør ske inddragelse af disse parter. Sagen bør endvidere afvises, da den forudsætter en bevisførelse, som ligger uden for, hvad der kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man måtte stole på oplysningen fra BG Bank om, at der var tale om falske checks.

Efter checklovens § 10 og § 18 er man berettiget til at kræve tidligere endossenter, herunder klageren.

De omhandlede checks er udstedt i tidsrummet 5. juni-10. juli 1999, hvilket er forud for fuldmagtens udstedelse den 15. juli 1999.

Det bestrides, at man har handlet i strid med god pengeinstitutskik, da man ikke havde grund til at betvivle, at checkene var falske.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ubestridt, at klageren har endoseret de omhandlede checks, og klageren indestår herefter efter checklovens § 18, stk. 1, for betalingen.

Ankenævnet finder, at indklagede var berettiget til at anse de omhandlede checks for falske, efter at indklagede af udstederens pengeinstitut var blevet oplyst om, at de 4 checks af udstederen var erklæret falske. Klageren hæftede herefter, jf. checklovens § 10, i forhold til indklagede for det trukne beløb.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om de omhandlede checks af N med føje kunne anses for falske, eller til, om klageren kan rejse krav mod BG Bank.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.