Udlandslån. Kassekredit, aftalt maximum, returnering af checks, gebyr, rente.
| Sagsnummer: | 496 /1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kassekredit - nedskrivning af maksimum
Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Udlandslån. Kassekredit, aftalt maximum, returnering af checks, gebyr, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at opfylde nogle mellem klageren og indklagede indgåede aftaler, subsidiært at indklagede yder erstatning for hans tab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i december 1992 oprettede en blankokredit i indklagedes Svendborg afdeling og den 8. marts 1993 indsatte 160.000 kr. på kontoen, som bl.a. anvendtes til køb af værdipapirer gennem indklagedes børsmæglerselskab. Den 30. april 1993 underskrev klageren i afdelingen en erklæring vedrørende "Bestilling af Cayman Island lån" gennem indklagedes Flensburg afdeling på modværdien af dkk. 1.100.000 med henblik på at foretage en totalomlægning af sin privatøkonomi. Samtidig aftaltes det, at klageren kunne trække på kassekreditten efter behov, idet en endelig afvikling skulle aftales, når udlandslånet var hjemtaget. På trods heraf returnerede indklagede den 24. juni 1993 en check på 30.000 kr. og beregnede et gebyr på 125 kr. Samme dag meddelte indklagede, at man ikke ville ekspedere udlandslånet. Han bestrider, at det var aftalt, at udlandslånet eventuelt skulle reduceres, ligesom han bestrider indklagedes ret til at beregne sig en rente på 16-19,5% samt diverse gebyrer for returnering af check og for VISA-dankort.
Indklagede har anført, at bestillingen af udlandslånet betragtedes som værende for det maksimale beløb, som Cayman Island lånet senere kunne hjemtages til. Det var aftalt, at klagerens bror skulle kautionere for lånet, og at lånebeløbet skulle reduceres, når forskellige personlige forhold var afklaret, bl.a. størrelsen af et beløb, klagerens tidligere ægtefælle skulle have udbetalt i forbindelse med salg og omprioritering af klagerens ejendom. Sagen kunne ikke afklares endeligt, idet der pågik drøftelser med kautionisten, og disse drøftelser kunne medføre, at det ville være uhensigtsmæssigt for indklagede at acceptere et låneforhold, der bl.a. hvilede på kaution af klagerens bror. For så vidt angår trækningsretten på klagerens kassekredit blev det den 30. april 1993 aftalt, at denne udgjorde 50.000 kr. og ikke som anført af klageren efter behov. Indklagede var derfor berettiget til at returnere klagerens check på 30.000 kr., idet kontoen ellers ville komme i overtræk med ca. 18.000 kr. De på klagerens kassekredit beregnede rente- og provisionssatser er identiske med indklagedes normale satser for kassekredit til private. Også de debiterede gebyrer er i overensstemmelse med indklagedes almindelige regler. Gebyret for VISA-dankort beror på klagerens bestilling af kortet.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede på mødet den 30. april 1993 gav klageren endeligt tilsagn om at medvirke til klagerens optagelse af et udlandslån, ligesom Ankenævnet - sammenhængende hermed - heller ikke finder det godtgjort, at indklagede på mødet gav klageren tilladelse til indtil videre at hæve på kassekreditten efter behov uden beløbsbegrænsning. Ankenævnet finder, at det herefter i overensstemmelse med det af indklagede anførte må lægges til grund, at der blev aftalt et maksimum på kassekreditten på 50.000 kr.
Indklagede må derfor anses at have været berettiget til at afvise checken på 30.000 kr. og beregne sig sædvanligt gebyr for afvisningen. Det må lægges til grund, at den debiterede rente og provision af kassekreditten har været i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige satser for kassekreditter til private, og det findes ikke godtgjort, at klageren har fået tilsagn om lavere satser. Endelig lægger Ankenævnet til grund, at VISA-dankortet var bestilt af klageren, og indklagede må derfor anses at have været berettiget til at kræve gebyr herfor.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.