Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for forøget afgift ved konvertering af kapitalpension til aldersopsparing som følge af værditilvækst i bankens ekspeditionsperiode

Sagsnummer: 202/2013
Dato: 13-11-2013
Ankenævn: Vibeke Rønne, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen, George Wenning
Klageemne: Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning for forøget afgift ved konvertering af kapitalpension til aldersopsparing som følge af værditilvækst i bankens ekspeditionsperiode
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for forøget afgift ved konvertering af kapitalpension til aldersopsparing som følge af værditilvækst i bankens ekspeditionsperiode.

Sagens omstændigheder

Klageren havde en kapitalpension i Danske Bank.

Ved lov nr. 922 af 18. september 2012, som ændret ved lov nr. 1354 af 21. december 2012, blev fradrags- og bortseelsesretten for indbetalinger til kapitalpension afskaffet, og der blev indført en ny pensionsordning, aldersopsparing. Der blev endvidere indført mulighed for at konvertere en eksisterende kapitalpension til aldersopsparing i 2013 (senere forlænget til 2014) mod betaling af en afgift på 37,3 % af pensionens værdi på konverteringstidspunktet. De nye regler havde virkning fra og med indkomståret 2013.

Banken har oplyst, at banken besluttede at tilbyde sine kunder den nye pensionsordning, aldersopsparing, og at banken i en intern artikel den 20. november 2012 blandt andet orienterede sine medarbejdere om følgende:

”… Vi får en del henvendelser fra rådgivere med spørgsmål om skattereformens betydning for pensionsopsparing efter 1. januar 2013. Vi har for resten af 2012 valgt en reaktiv adfærd i forhold til Skattereformen, fordi der stadig er en række uafklarede forhold og vi afventer derfor den endelige lovfortolkning, før vi aktivt begynder at rådgive om Skattereformen. …

Plan for håndtering af Skattereformen 2013

Vores hovedanbefaling til kunder med kapitalpension er, at de i 2013 benytter muligheden for at betale den lavere afgift, og ændrer kapitalpensionen til en Aldersopsparing. Udgangspunktet er naturligvis, at rådgivningen gives ud fra kundens overvejelser om hvilken pensionsopsparing, der er optimal i forhold til behovet for sikring af pensionsøkonomien. …”

Den 7. december 2012 spurgte klageren banken, om konvertering til aldersopsparing og afgiftsberigtigelse straks efter nytår ville være fordelagtigt for ham. Den 10. december 2012 svarede banken, at banken meget snart ville udsende nærmere information om kapitalpension, at ordningen som udgangspunkt burde afgiftsberigtiges i 2013, og at klageren skulle ”Ha’ lidt tålmodighed endnu.” Den 13. december 2012 meddelte klageren, at han var gået i gang med at sælge aktier fra sit depot, så han lige efter nytår havde tilstrækkelige midler til at betale afgiften. Den 14. december 2012 svarede banken, at dette ”lyder som en god plan”.

Den 17. december 2012 sendte banken et standardbrev til sine kunder, herunder til klageren. Af brevet fremgik blandt andet:

”… Hvis du vælger at ændre din kapitalpension, til en aldersopsparing i 2013, og dermed betaler afgift næste år, skal du kun betale 37,3 pct. i stedet for de 40 pct. i afgift, som du ellers ordinært skulle betale.

Hvad skal du gøre?

Da du i dag indbetaler til din kapitalpension skal du beslutte, hvad der skal ske med dine fremtidige indbetalinger. Du har dog god tid til at træffe den rigtige beslutning, da dine indbetalinger midlertidigt bliver sat ind på en opsamlingskonto, hvis du ikke allerede har taget en beslutning inden den 30. december 2012. …”

Den 28. december 2012 meddelte klageren banken, at han havde solgt aktier fra depotet til brug for afgiftsberigtigelse i starten af januar 2013. Klageren spurgte endvidere, om han i starten af januar 2013 kunne ændre sin kapitalpension til en aldersopsparing via netbank. Den 2. januar 2013 meddelte klagerens rådgiver i banken, at der var en spærreperiode til den 9. januar 2013, og at han havde givet besked i banken om, at klageren ønskede at afgiftsberigtige kapitalpensionen og oprette en aldersopsparing. Banken har i klagesagen oplyst, at spærreperioden rettelig var frem til den 15. januar 2013, og ikke frem til den 9. januar 2013, som oplyst af rådgiveren. Den 10. januar 2013 oplyste klageren, at værdien af værdipapirerne i depotet steg, og at han var usikker på, hvordan den negative pensionsafkastskat indgik i afgiftsberigtigelsen. Den 18. januar 2013 meddelte klageren, at han ønskede at afgiftsberigtige kapitalpensionen hurtigst muligt og spurgte, om han kunne forvente, at konvertering kunne ske i den næstkommende uge. Samme dag meddelte banken følgende:

”… Spærreperioden … er jo netop overstået og vi har nu mulighed for at gå i gang med konverteringerne. Jeg kan dog ikke love dig at det sker i løbet af næste uge. Ordninger med depot til bliver dog opprioriteret, så håbet er der. …”

Den 24. januar 2013 meddelte klagerens nye rådgiver i banken, at de første konverteringer ville finde sted den 1. marts 2013, og at ekspeditionerne ville blive foretaget i den rækkefølge, som de var kommet ind. Den 25. marts 2013 oplyste banken, at banken ikke kunne garantere, at klagerens pension kunne konverteres i marts 2013 måned, og at afgiften ville blive beregnet ud fra pensionens værdi på konverteringstidspunktet. Samme dag rejste klageren indsigelse mod bankens ekspeditionstid og anførte, at han som følge af bankens lange ekspeditionstid var blevet påført et tab på 22 % (37,3 % med fradrag af pensionsafkastskatpå 15,3 %) af pensionens værditilvækst siden primo 2013.

Ved brev af 16. april 2013 sendte banken et udkast til aftale om konvertering af kapitalpensionen til klageren. Af brevet fremgik blandt andet:

”Tak for din henvendelse om ændring af din kapitalpension aftale nr. … til en aldersopsparing.

Vi er glade for at kunne sende en aftale om ændring af kapitalpension til aldersopsparing. Aftalen sendes i to eksemplarer, og du bedes underskrive det ene eksemplar og sende det retur, hvis du fortsat er interesseret. Sidste frist er den 30. september 2013. …”

Af den vedlagte aftale om ”Tillæg til kapitalpensionsaftale – konvertering til aldersopsparing” aftalen fremgik blandt andet, at banken ikke kunne oplyse præcist, hvornår konverteringen kunne ske, at pensionerne ville blive konverteret i den rækkefølge, som konverteringsaftalerne blev modtaget af banken, og at aftalen først trådte i kraft, når banken havde modtaget aftalen i underskrevet stand:

”…

Jeg beder hermed Danske Bank om i 2013 at konvertere min kapitalpension til en aldersopsparing, så jeg allerede i 2013 betaler en afgift på 37,3 pct. i stedet for 40 pct. ved ordinær udbetaling af kapitalpension. …

Der er forskel på, hvordan konverteringen sker – det afhænger af, om midlerne er placeret kontant, i Puljeinvest, i eget pensionsdepot eller på en fastrentekonto. Danske Bank konverterer kapitalpensionerne i den rækkefølge, konverteringsaftalerne modtages. Danske Bank kan derfor ikke oplyse præcist, hvornår ordningen konverteres.

Jeg er opmærksom på, at …

• hvis jeg har et pensionsdepot, og der opstår et overtræk pga. afgiftsbetalingen, skal dette overtræk være dækket inden syv bankdage efter konverteringen. …

Aftalen om konvertering af kapitalpensionen til aldersopsparing træder først i kraft, når banken har modtaget dette tillæg i underskrevet stand – senest den 30. september 2013. …”

Af den vedlagte vejledning fremgik:

”… Vi konverterer kapitalpensionerne automatisk i den rækkefølge, vi modtager aftalerne retur fra vores kunder. …

Tidspunktet for konverteringen afhænger desuden af den måde, opsparingen er placeret på. …

Depot: Når du har besluttet dig for at konvertere, bør du – da tidspunktet for konverteringen ikke ligger fast – overveje selv at sælge de værdipapirer, der er nødvendige for, at der er dækning til betaling af afgiften. Derved mindskes risikoen for mellemkommende kursfald ved konverteringen. Søg rådgivning om salget hos banken. Vi gør opmærksom på, at afgiftens størrelse beregnes af den samlede værdi på konverteringstidspunktet. …

Vi afregner afgiften direkte til SKAT i forbindelse med konverteringen. … Opgørelsesdagen er den dag, hvor afgiften på 37,3 pct. opgøres og afregnes til SKAT. …”

Aftalen blev underskrevet af klageren den 24. april 2013 og modtaget af banken den 3. maj 2013.

Konverteringen blev påbegyndt den 15. maj 2013 og gennemført den 23. maj 2013, hvor der blev betalt en afgift på 434.582 kr. af pensionens samlede værdi på 1.165.174 kr. Banken har oplyst, at konverteringen blev forsinket i tre dage, da der ikke var dækning på klagerens konto for det fulde afgiftsbeløb, og at banken ydede klageren en rentefri kredit i seks dage til betaling af afgiften.

Den 26. maj 2013 fremsatte klageren et erstatningskrav overfor banken på 50.776 kr. svarende til 22 % af værditilvæksten på pensionen i perioden fra den 4. januar 2013 og frem til konverteringen. Den 12. juni 2013 afviste banken klagerens indsigelser. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.

Klageren har fremlagt et print fra et forsikrings- og pensionsselskab, F’s, hjemmeside, hvori F oplyser, at de første konverteringer for F’s kunder blev gennemført primo 2013.

Parternes påstande

Den 25. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 50.766 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han henvendte sig til banken allerede den 7. december 2012 med henblik på afgiftsberigtigelse primo januar 2013. I december 2012 solgte han værdipapirer, så der den 4. januar 2013 var kontanter klar til afgiftsberigtigelsen. Salget skete for at sikre, at værditilvæksten kun blev beskattet med 15,3 % i stedet for med 37,3 %.

Ultimo december 2012 havde han en klar forventning om, at afgiftsberigtigelse var nært forestående. Denne forventning blev skriftligt bekræftet af banken i januar 2013.

Han insisterede løbende på at få konverteret kapitalpensionen hurtigst muligt. På trods heraf gennemførte banken først konverteringen den 23. maj 2013, hvilket er helt urimeligt i forhold til hans klare og bekræftede forventning om afgiftsberigtigelse primo januar 2013.

Banken meddelte den 24. januar 2013, at afgiftsberigtigelser først ville starte den 1. marts 2013 og blive gennemført i den rækkefølge, som de var kommet ind. Det kan ikke passe, at hans sag, der startede i december 2012, først blev gennemført den 23. maj 2013.

Bankens tekniske og administrative forhold vedrørende konverteringen i april og maj 2013 er irrelevante for hans klage, der vedrører situationen i januar 2013.

Banken har påført ham et direkte tab på 50.776 kr. i øget afgift som følge af den lange ekspeditionstid, svarende til 22 % af værditilvæksten fra den 4. januar 2013 og frem til konverteringen.

Hvis banken primo januar 2013 havde givet ham klar besked om tidshorisonten, kunne han have prøvet at finde et hurtigere pengeinstitut, jf. det fremlagte materiale, hvoraf fremgår, at der blev gennemført konverteringer hos F primo 2013.

Danske Bank har blandt andet anført, at banken ikke var forpligtet til at tilbyde sine kunder det nye produkt aldersopsparing samt konvertering af eksisterende kapitalpensioner. Dette var alene en service, som banken tilbød sine kunder.

Banken har ikke tilsikret klageren, at konvertering af hans kapitalpension til aldersopsparing kunne ske indenfor et bestemt tidsrum.

Klageren valgte selv – uden forinden at være opfordret hertil af banken – i december 2012 via sin netbank at realisere værdipapirer fra sit pensionsdepot til brug for afgiftsberigtigelse af kapitalpensionen. Banken tilskyndede ikke klageren hertil.

Rådgiveren opfordrede forud for klagerens salg af værdipapirerne klageren til at afvente, at banken udsendte nærmere information om de nye regler. Rådgiveren oplyste alene, at klageren som udgangspunkt burde afgiftsberigtige ordningen i 2013.

I informationsbrevet oplyste banken, at konvertering skulle ske i løbet af 2013.

Banken gennemførte konverteringen så hurtigt, som det var teknisk muligt og i den rækkefølge, som konverteringsanmodningerne blev modtaget. Det var ikke teknisk muligt for banken at foretage konverteringen og betale afgiften allerede i januar 2013. Pensionsordningen aldersopsparing blev vedtaget af Folketinget i september 2012. Lovændringen gav anledning til en række overvejelser. Banken besluttede at tilbyde ordningen til sine kunder. Banken afventede en yderligere afklaring om forhold i relation til placeringsreglerne i puljebekendtgørelsen, begunstigelsesreglerne og opgørelsesmetode for pensionsafkastbeskatning. Disse forhold blev afklaret i løbet af december 2012. Spørgsmålet om, i hvilket omfang aldersopsparing var omfattet af indskydergarantiordningen, blev afklaret i januar 2013. I perioden frem til den 15. januar 2013 afregnedes pensionsafkastskat for 2012, hvorfor IT-udvikling til brug for aldersopsparing og konvertering af kapitalpension først kunne begynde primo februar 2013. Banken var det første pengeinstitut, der blev klar til at konvertere kapitalpensioner. De første testkonverteringer startede den 18. marts 2013. Testkonverteringerne blev stoppet, da SKAT ikke havde oprettet adgang til maskinel afregning af afgiften. Testkonverteringerne blev genoptaget efter, at SKAT den 9. april 2013 havde oprettet elektronisk adgang for banken til SKAT’s afregningssystem.

Medio april 2013 sendte banken konverteringsaftaler til underskrift til de ca. 40.000 kunder, der havde fremsat ønske om at konvertere. Klageren blev i ”Tillæg til kapitalpensionsaftale – konvertering til aldersopsparing”, som klageren underskrev den 24. april 2013, gjort opmærksom på, at banken ikke kunne oplyse præcist, hvornår ordningen ville blive konverteret.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Klageren ville ikke have kunnet konvertere sin kapitalpension hurtigere ved at overføre den til et andet pengeinstitut. Klageren har anført, at han i stedet kunne have overført sin pension til F. En overførsel fra et pengeinstitut til et forsikringsselskab vil betyde ændrede vilkår. Banken er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvornår F reelt ville have været klar til at modtage en sådan overførsel og gennemføre konvertering.

Den afgift, som klageren har betalt, bør ses i lyset af den positive udvikling af værdien af hans pensionsdepot.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at Danske Bank har tilsikret klageren, at konvertering af hans kapitalpension til aldersopsparing kunne ske indenfor et bestemt tidsrum. Ankenævnet bemærker endvidere, at det af aftalen, som klageren underskrev den 24. april 2013, og som banken modtog den 3. maj 2013, fremgår, at konverteringsaftalerne ville blive ekspederet i den rækkefølge, som de blev modtaget, og at det ikke præcist kunne oplyses, hvornår konverteringen ville ske.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med tilrettelæggelsen af forretningsgangen for afgiftsberigtigelsen i forbindelse med omlægning af kapitalpension til alderspension.

Der er endvidere ikke grundlag for at fastslå, at banken i forbindelse med konverteringen af klagerens kapitalpension til aldersopsparing den 23. maj 2013 begik fejl eller forsømmelser, herunder ved langsommelig ekspedition, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.