Kassekredit, opsigelse. Tilbageholdelse af ubehæftet depot.
| Sagsnummer: | 71/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
Depot - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Kassekredit, opsigelse. Tilbageholdelse af ubehæftet depot. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kautionserklæring af 14. oktober 1987 kautionerede klageren begrænset til 150.000 kr. for en kassekredit på 1 million kr. ydet af indklagedes Helsinge afdeling til et interessentskab, hvori et af klageren ejet anpartsselskab var medinteressent. I forbindelse med en forhøjelse af denne kassekredit i august 1988 accepterede klageren som kautionist forhøjelsen ved påtegning af kautionsdokumentet. Ved håndpantsætningserklæring af 8. august 1988 håndpantsatte klageren ejerpantebreve på nominelt 620.000 kr. til sikkerhed for enhver forpligtelse, som interessentskabet eller klageren måtte få overfor indklagede ifølge interessentskabets kassekredit og klagerens personlige kredit på 100.000 kr.
Klageren var tillige ejer af og direktør for et aktieselskab, der ejede en udlejningsejendom, i hvilken det nævnte interessentskab - en autoforretning - havde lejet lokaler. I forbindelse med aktieselskabets erhvervelse af udlejningsejendommen havde selskabet optaget et større udlandslån hos indklagede, for hvilket klageren personligt havde stillet sikkerhed af en ikke oplyst størrelse. I efteråret 1990 fik aktieselskabet alvorlige økonomiske vanskeligheder, og der blev ført drøftelser mellem indklagede og klageren herom, herunder om mulighederne for salg af ejendommen. Klageren erkendte, at den for aktieselskabet stillede sikkerhed var tabt.
Ifølge klageren forlangte indklagede imidlertid på et møde den 17. december 1990, at klageren yderligere personligt skulle dække 500.000 kr. af indklagedes tab på engagementet med aktieselskabet, hvilket beløb stort set svarede til værdien af en klageren tilhørende beholdning af værdipapirer, der lå i et almindeligt - ikke pantsat - depot hos indklagede. Ligeledes ifølge klageren forlangte indklagede i tilslutning hertil - dvs. i forbindelse med drøftelserne af aktieselskabets forhold - at klageren skulle aflevere dit personlige regnskab til indklagede. Begge dele blev afvist af klageren.
Den 19. december 1990 anmodede klageren gennem et andet pengeinstitut om, at hans ubehæftede depot blev overført til det andet pengeinstitut.
Ifølge klageren udtalte en navngiven medarbejder hos indklagede under en telefonsamtale den 3. januar 1991, at indklagede, såfremt klageren ikke ville acceptere indklagedes krav vedrørende aktieselskabet, ville opsige samtlige engagementer med klageren og dennes selskaber, og at indklagede ikke ville overføre hans depot.
Ved skrivelse af 4. januar 1991 opsagde indklagede såvel klagerens personlige engagement som interessentskabets engagement til fuld indfrielse pr. 21. januar 1991. Det var i skrivelsen bl.a. anført:
"Engagementet opsiges på grund af manglende regnskabsindsigt.
Med hensyn til Deres anmodning om overførsel af ikke pantsatte depoter går vi ud fra, at disse kan overføres samtidig med, at kreditfaciliteterne indfries"
Den 7. januar 1991 meddelte indklagede klageren, at hans personlige kassekredit herefter var nedskrevet til saldoen pr. 4. januar 1991, ca. 66.000 kr.
Indklagede overgav herefter sagen til advokat. Mellem denne og klagerens advokat førtes forhandlinger om aktieselskabets og interessentskabets forhold, og der blev herunder på indklagedes vegne indgivet konkursbegæring mod interessentskabet (dettes deltagere). Omkring den 1. februar 1991 blev der indgået et samlet forlig, som bl.a. indebar, at konkursbegæringen blev tilbagekaldt, at klagerens anpartsselskab overdrog sin andel i interessentskabet til den anden interessent, at klageren stillede en bankgaranti på 770.000 kr. mod frigivelse af de for interessentskabet stillede sikkerheder, dvs. kautionen på 150.000 kr. og ejerpantebrevene på nominelt 620.000 kr., og at klageren på aktieselskabets vegne meddelte uigenkaldelig salgsfuldmagt vedrørende udlejningsejendommen.
Klagerens personlige kassekredit var forinden blevet indfriet gennem et andet pengeinstitut.
Klageren har fremlagt en skrivelse fra det pengeinstitut, der havde anmodet om overførsel af det frie depot, i hvilket det oplyses, at man gentagne gange havde rykket indklagede for overførselen, første gang den 27. december 1990. I en skrivelse af 1. februar 1991 fra indklagedes advokat hedder det bl.a.:
"Overførsel af frit depot tilhørende [klageren] finder af praktiske grunde sted samtidig med tilbagekaldelse af konkursbegæringerne m.v."
Ved skrivelse af 7. februar 1991 til indklagedes advokat tilkendegav klageren, at han ville indgive klage til Ankenævnet over, at depotet endnu ikke var overført. Overførselen blev effektueret den 8. s.m.
Klageren har ved to klager indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede uberettiget har tilbageholdt hans ubehæftede depot, og at indklagede ikke har været berettiget til at opsige hans personlige kassekredit, samt at indklagede tilpligtes at reetablere kassekreditten mod den pantesikkerhed, der på opsigelsestidspunktet var stillet overfor indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at depotet hele tiden har været til hans frie disposition, hvilket ikke er bestridt af indklagede. Indklagede har ikke nærmere redegjort for hvilke særlige forhold, der skulle begrunde, at indklagede ikke straks efterkom overførselsanmodningen, men i stedet ønskede at afvente indgåelse af en aftale vedrørende erhvervsengagementerne.
Indklagedes opsigelse af klagerens private kassekredit savner saglig begrundelse. Klageren opfatter alene opsigelsen som chikane og et forsøg på at miskreditere hans person, hvilket er erkendt af indklagede. Indklagede havde tidligere erklæret, at man hverken aktuelt eller i fremtiden ville stille krav om, at klageren fremlagde sit personlige regnskab, da klageren stillede sikkerhed i form af pantebreve.
Indklagede har anført, at det ikke bestrides, at det pågældende depot var til klagerens frie rådighed. Den situation, der opstod efter opsigelse af engagementerne, medførte imidlertid, at sagen blev overgivet til videre forhandling mellem klagerens og indklagedes advokater med henblik på at opnå en tilfredsstillende afviklingsløsning. Hensigten var, at såvel pantsatte som frie aktiver skulle overføres samtidig, men indklagede erkender, at den ekspeditionstid, der har foreligget for så vidt angår de frie midler, var for lang.
Ifølge pantsætningserklæringen af 9. august 1988 er de omhandlede ejerpantebreve på 620.000 kr. stillet til sikkerhed for såvel interessentskabets gæld som for klagerens gæld i henhold til kassekreditten på 100.000 kr. Klageren havde endvidere den 14. oktober 1987 personligt afgivet selvskyldnerkautionserklæring til sikkerhed for kassekreditten ydet interessentskabet. Opsigelsen af det personlige engagement blev foretaget med henvisning til klagerens manglende vilje til at give indklagede indsigt i sine personlige regnskaber. Da indklagede i slutningen af 1989 måtte konstatere en betydelig underbalance i interessentskabet, var det naturligt, at indklagede anmodede om at få klagerens personlige regnskaber forelagt. Da dette blev nægtet, besluttede indklagede, at de engagementer, som klageren havde væsentlig indflydelse på, herunder klagerens personlige engagement, skulle opsiges. Engagementet blev indfriet, uden at der i den forbindelse på noget tidspunkt er rejst spørgsmål om evt. reetablering som følge af, at indklagede har været uberettiget til at opsige det personlige engagement. Forudsætningen for en tidligere tilkendegivelse fra indklagedes side om ikke at ville se personlige regnskaber var bristet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ikke givet nogen rimelig begrundelse for, at man ikke straks, men - trods gentagne rykkere - først efter knap to måneders forløb efterkom anmodningen af 19. december 1990 om overførsel af klagerens depot til et andet pengeinstitut. Ankenævnet finder derfor at måtte lægge til grund, at indklagede bevidst tilbageholdt depotet, selv om man måtte være klar over, at dette var uberettiget, eftersom depotet ikke var pantsat. Indklagede måtte endvidere indse, at tilbageholdelsen kunne skabe særlige vanskeligheder for klageren i den foreliggende situation, hvor indklagede havde opsagt engagementerne med klageren personlig og interessentskabet. Ankenævnet finder på denne baggrund anledning til at udtale, at man finder indklagedes handlemåde særdeles kritisabel.
Det må lægges til grund, at indklagede tidligere havde erklæret, at man ikke ville stille krav om udlevering af klagerens personlige regnskaber. I hvert fald på denne baggrund findes indklagede ikke at have været berettiget til at opsige klagerens personlige kassekredit som sket. I øvrigt bemærkes, at indklagede ikke har imødegået det af klageren oplyste om opsigelsens sammenhæng med drøftelserne vedrørende indklagedes engagement med aktieselskabet.
Selv om opsigelsen således var uberettiget, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at genetablere kreditten.
Ankenævnet har bemærket sig, at indklagedes advokat gennem optagelse af en bl.a. hertil sigtende klausul i forligsaftalen og efterfølgende påberåbelse af klausulen over for klagerens advokat har søgt at afskære klageren fra at indgive klage til Ankenævnet. I denne anledning skal Ankenævnet udtale, at man anser noget sådant for klart stridende mod god pengeinstitutskik.
Som følge af det anførte
Indklagede bør anerkende, at indklagede ikke var berettiget til at tilbageholde klagerens ubehæftede værdipapirdepot, og at indklagede ikke var berettiget til at opsige klagerens personlige kassekredit. Klagerens påstand om genetablering af kreditten tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.