Rådgivning vedrørende køb af investeringsbeviser.
| Sagsnummer: | 241/1989 |
| Dato: | 18-10-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Rådgivning - investering |
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende køb af investeringsbeviser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar/marts 1986 afholdt klageren et møde med filialchefen og en bankrådgiver i indklagedes Lyngby afdeling. Anledningen hertil var, at klageren i forbindelse med ophør af arbejde ønskede at overføre sit engagement, der hidtil havde været ført i indklagedes Kvæsthus afdeling, til Lyngby afdeling. Klagerens engagement, der udgjorde en samlet værdi på ca. 800.000 kr., blev herefter overført til Lyngby afdeling.
Ved skrivelse af 8. april 1986 fremsendte afdelingen til klageren tilbud om lån på indtil 500.000 kr. til brug ved køb af investeringsbeviser. Lånet kunne oprettes til en variabel rente p.t. 12% p.a.
Noget senere, formentlig omkring den 15. april 1986, underskrev klageren en udateret udlånskontrakt vedrørende lån af 250.000 kr. til en rente, der på oprettelsestidspunktet udgjorde 11% p.a. Til sikkerhed for lånet hind pantsatte klageren en post investeringsbeviser på nominelt 149.500 kr., som skulle indkøbes for låneprovenuet.
Værdipapirerne, der var baseret på investering i aktier, blev den 17. april 1986 indkøbt for et samlet beløb på 246.122 kr.
I maj måned 1989 ønskede klageren at afvikle lånet, der i mellemtiden i kraft af tilskrevne renter var vokset til 355.343 kr. Investeringsbeviserne blev derfor den 10. maj 1989 afhændet, og provenuet herved udgjorde 216.068 kr.
Efter brevveksling med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham et beløb på 82.182 kr. med tillæg af renter. Beløbet udgør klagerens bruttotab, der som følge af det ovenfor anførte udgør 139.275 kr., med fradrag af den opnåede skattefordel ved rentefradrag på 55.000 kr. og udbetalt udbytte for 1986 2.093 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det råd, som Lyngby afdeling gav ham om at indkøbe investeringsbeviser for lånte midler, har været uforsvarligt. Han har på intet tidspunktet anmodet afdelingen om at investere spekulativt, og det var kun bankrådgiverens og afdelingschefens anbefaling af at foretage investeringen med udsigt til et årligt renteafkast og en stor skattefri kursgevinst efter 3 års forløb, som fik ham til at indgå engagementet. Som følge af, at han altid havde holdt og også fortsat ønskede at holde en lav risiko, ønskede han dog ikke at låne hele det beløb, som afdelingen havde foreslået, men lånte i stedet alene 250.000 kr. Ved hans løbende forespørgsler til kursudviklingen anbefalede den pågældende bankrådgiver ikke salg af investeringsbeviserne, men udtalte, at kursen nok ville rette sig. Han har siden konstateret, at indklagedes råd om at købe investeringsbeviser blev givet på et tidspunkt, hvor kursen på disse var meget høj efter længere tids konstant stigning, og det var den pågældende investeringsforening, som på grundlag af klagerens oplysninger om sine økonomiske forhold - som til stadighed havde været tilgængelige for afdelingen - anbefalede ham straks at sælge investeringsbeviserne.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at klageren under den indledende samtale i Lyngby afdeling oplyste, at bankrådgiveren i Kvæsthus afdeling ikke havde været særlig udfarende, hvad angik kreative ideer og forslag vedrørende klagerens engagement. Afdelingens lånetilbud til klageren blev fremsat efter, at der på klagerens foranledning havde været afholdt et møde med bankrådgiveren, hvorunder man drøftede investering i værdipapirer. Lånetilbudet havde tillige været forelagt klagerens revisor. Lånedokumentet, som ved en fejl fra afdelingens side ikke blev dateret, blev formentlig underskrevet umiddelbart forud for den 16. april 1986, på hvilken dato lånet blev etableret i indklagedes EDB-system. Det må således formodes, at klageren i perioden mellem lånetilbudets fremsendelse og underskrivelsen af lånedokumentet har overvejet spørgsmålet om engagementet. Den rådgivning, som afdelingens medarbejder ydede på det pågældende tidspunkt, blev givet ud fra de investeringsstrategier, som indklagede på daværende tidspunkt anså for mest fordelagtige for sine kunder og under hensyn til disses behov og ønsker.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke at være grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejdere i forbindelse med deres rådgivning af klageren vedrørende optagelse af et lån til køb af investeringsbeviser har begået fejl, der kan pådrage indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.